Især til påske kan man ofte få trang til at redde Johann Sebastian Bach fra hans beundrere og det klappende publikum. Det samme gælder lidt Georg Friedrich Händel ved juletid.
Der sker det, at Bachs "Matthæuspassionen" eller "Johannespassionen" opføres i diverse kirker – vel at mærke før påske. Ikke langfredag, men en hverdag.
LÆS OGSÅ: Stor passion for "Matthæuspassionen"
Publikum strømmer til og synes at være begejstret, så måske virker Bach sådan, at musikken får dem lokket i kirke i påsken. I så fald har denne prædiken sat til musik gjort sin virkning og peget bort fra sig selv.
Spørgsmålet er dog, om man virkelig kan nyde, at et kor synger "korsfæst ham, korsfæst ham". Kan det være en æstetisk nydelse? Efterfulgt af stående bifald?
Jeg kom til at tænke over det efter at have læst Kristeligt Dagblads reportage den 20. april "Stor passion for 'Matthæuspassionen'", hvor Torben H.S. Svendsen, der var dirigent, interviewes.
Koret skal vide, siger han, hvad musikken handler om. Og hvad handler den om? Følelser, mener han. En af solisterne siger, at musikken er "vidunderlig".
Publikum kommer i "stemning til påsken". Svendsen supplerer: Bach har fortolket nogle følelser, som han, altså Svendsen, kan "relatere til".
Ved selve opførelsen mimede sangerne de følelser, der knytter sig til teksterne. Derefter mødtes de optrædende med "stående applaus". Publikum takker for en "dejlig oplevelse". Det lyder på mig som en temmelig romantisk udgave af både Bach og musik.
Men hvilke følelser føler de alle sammen? Det er uklart. Og hvordan ved de, at Bach udtrykker følelser? Var han subjektivist?
Bach blev først opdaget af romantikerne. Og det er måske grunden til, at han opfattes som romantisk. Felix Mendelssohn Bartholdy genopdagede ham, fordi Bach for ham skulle udtrykke det ægte tyske, altså nationalfølelse. Bach skulle bevise, at tysk musik var bedre end alle andres.
Det lyder, som om man i dag har ophøjet Bachs musik til absolut musik og har æsteticeret den. Jeg forstår ikke, hvordan det kan være en dejlig oplevelse eller vidunderlig følelse at hengive sig til korets jubelsang om drab og tortur.
Jeg tvivler på, at en sådan wellness-udgave af den saglige Bach overhovedet er adækvat i en luthersk kirke.
Hans Hauge,
dr.phil. og universitetslektor,
Dronning Margrethes Vej 9, 1.,
Aarhus N