Det bliver værre end sidst… Altså med uvejret, ikke med den ”situation” i Tyskland, som den altid vel- og vesteklædte kontorchef Aurland ellers insisterer på at få hotellets øvrige gæster til at interessere sig for.
Men ak. Hans hentydninger til Hitlers fremmarch falder på stengrund. Også i mandag aftens afsnit – det sjette i seriens fjerde sæson – i TV 2-successen ”Badehotellet”, hvor det, som optog sindene, var et ufremkommeligt regnvejr. En slags tiltrængt korrektiv til den ellers altid blå himmel over Andersens Hotel.
Det ferierende borgerskab foretrækker nemlig det ubekymrede liv i det nordvestjyske, og når seriens selvoppustede skuespiller Weyse slår sig løs på tangenterne i spisesalen, er der dømt succes. Ikke bare blandt damerne ved bridgebordet, men i nok så høj grad blandt seerne ved landets kaffeborde: Omkring halvanden million kigger med hver mandag aften, og med ”Badehotellet” har TV 2 skabt en seersucces på højde med den snart 20 år gamle ”Strisser på Samsø”.
Men serien deler også vandene. Tal fra DR’s medieforskere viser, at dens succes vokser med kilometerafstanden fra København: I hovedstaden har omkring halvdelen af seerne trykket ind på TV 2, når der stilles om til klitrækkerne. Men i Nordjylland er det tre ud af fire seere, der følger med.
Den geografiske deling ændrer dog ikke ved, at succesen er markant. For serien ”kan faktisk noget”, noterede Gunhild Agger, professor og forsker i tv-dramaer ved Aalborg Universitet, her i avisen 24. januar:
”Det er noget så sjældent som et historisk komediedrama, som der ikke findes mange andre eksempler på i dansk tv-drama. Det er en feel good -serie med konflikter, men også løsninger, kombineret med humor.”
Eller som Nordjyske Stiftstidendes kulturredaktør Max Meldgaard – der jævnligt anmelder ”Badehotellet” i sin avis – har udtrykt det: ”Hygge, hygge og hygge.”
Og selvom der også bydes på utroskab, kærestesorger og køkkensladder, ville det unægtelig klæde ambitionsniveauet, hvis det politiske bagtæppe anno 1931 fik en mere dominerende placering. At lade en Hitler-sympatiserende tysker dukke op ved middagsbordet fremstår sammen med Peter Hesseldahls Hjalmar Aurland-figur som en slags legitimering af seriens påståede forankring i tidens historiske begivenheder.
Lige fra premieren på første sæson i januar 2014 har det således været en ubetinget svaghed ikke at turde udfordre seerne med andet end de overskuelige og nære konflikter. Resultatet bliver jævnt kedsommeligt, og det er egentlig ikke nødvendigt at se hvert eneste afsnit for at følge med.
En nærliggende løsning – også for den sæson fem, som allerede er besluttet på TV 2 – er at lade de mørke skyer i horisonten rulle ind over det ubekymrede badeliv. Ikke bare med det skybrud, som forstyrrede idyllen i mandag aftens afsnit. Så ville der blive noget at snakke om. Ved bordene i spisesalen. Ved bridgebordet. Og seernes kaffeborde.
Kurt Strand er journalist og forfatter.