Bæredygtighedsrådgiver: Vi skal bruge FN’s dystre klimabibel med stor ydmyghed

Hvis vi virkelig læner os ind i den fremtid, som alverdens eksperter beskriver i FN’s sjette klimarapport, hvorfor skal jeg så stå op, gå på job, få børn og opbygge mentalt overskud? Hvad er meningen med dette liv, og hvorfor ikke bare lade skægget gro vildt, gå i hundene og trække mig tilbage til en hytte dybt inde i skoven? Når sommerferien går på hæld, kæmper jeg altid for at finde det håb og den mening, der kan give livskvalitet i en tid med klimakrise.

Den seneste IPCC-rapport, der udkom i denne uge, er præcis lige så dyster læsning, som alle andre klimarapporter, COP-aftaler, dokumentarer og klimabøger har været de seneste 15 år. Der er absolut ingen overraskelser og ingen gode nyheder, selvom alle politikere og Twitter-typer altid virker dybt chokerede og enormt handlingsparate i ugen efter publiceringen af sådan en rapport. ”Nu skal der handles” er blevet dette århundredes største floskelvending, som vi ikke kan bruge til noget som helst. Så snart vi falder tilbage i hamsterhjulets dunkende rytme, køber vi i hvert fald ikke meget andet end dyre tomater fra Spanien i Brugsen.

Uanset hvor meget Den Grønne Studenterbevægelse demonstrerer foran Christiansborg, hvor mange Vogue-forsider Greta Thunberg laver, og hvor mange rustne søm unge fra Extinction Rebellion hamrer sig fast med, så ændrer det ikke på, at otte milliarder mennesker på kloden hvert evig eneste sekund bidrager til, at vi overskrider planetens grænser og smadrer det eneste hjem, vi nogensinde har haft. Eller på, at modbevægelsen stadigvæk er lille. Eller på det ansvar, vi har over for alle andre levende organismer på Jorden, hvis habitater og eksistens er truet af den grådige og altødelæggende livsart, menneskeheden har vist sig at være.

Ja, det er jo det, vi er. Vi er en grådig og altødelæggende livsart, der på utrolig kort tid har formået at manipulere naturen i knæ, selvom vi er børn af den, og har skabt avancerede og højteknologiske samfund med fossile industrier, selvrealiserende Euroman-gadgets og komfortable hæve-sænke-borde, der giver følelser af magtfuldhed, orden og frihed. Et slags utopisk drømmeliv, som er bygget op over mange generationer, og som er kendetegnende for alle moderne civilisationer, der har forsøgt at transcendere menneskets dyriske natur og skabe paradis på jord.

En farlig og umulig bestræbelse, som er dømt til at gå galt, fordi den er romantisk og urealistisk. Vi er utrolig små væsener med et ufatteligt storhedsvanvid, som vi kun i små glimt af ydmyg åbenbaring over for naturens storhed er i stand til at indse og forstå.

Ovenstående er nogle af de indsigter, jeg er nået frem til efter at være vokset op med Brundtland-rapporten, ekstreme vejrforhold og sir David Attenboroughs sejlivede stemme som alvorligt soundtrack til mine første 33 år. Derfor har jeg også brugt store dele af mit unge liv til at studere og arbejde med klima, bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål, blandt andet som foredragsholder og som rådgiver. Fordi det føles meningsløst at lade være med at gøre noget, må jeg i det mindste forsøge at kæmpe for den grønne, fossilfrie dagsorden, revitaliseringen af miljøet og udbredelsen af bæredygtige idéer, teknologier og levemåder. Forsøge at leve det simple, gode liv med mine elskede, mine planter og mine bøger og prøve at beskæftige mig med den grønne omstilling professionelt.

Og selvom det er meningsfuldt at gøre noget aktivt, så er det hårdt at blive ved med at finde mening og håb, når det går så langsomt med den grønne omstilling.

Ofte vågner jeg og tænker: Hvorfor er vi mennesker sådan, og hvordan kan der være en mening med, at vi er blevet foræret et smukt liv på en frodig jord, som vi tydeligvis ikke magter at forvalte og passe på?

Siden jeg forstod, at det ikke er nok at tale om bæredygtighed, men at det på et tidspunkt er nødt til at blive et eksistentielt valg, har jeg forsøgt at justere min livsstil og finde en identitet, der ikke er baseret på storbyforbrug, villadrømme og fede rejser. Men det er en hård kamp at gøre det rigtige hele tiden, især når store lande som USA og Kina kunne reducere kolossale mængder CO2 med et politisk snuptag.

På trods af FN’s verdensmål, finanssektorens grønne åbenbaring og opfindelsen af eksempelvis Power-to-X-teknologi samt et stigende fokus på klima over hele verden, virker det som en umulighed at gøre det rigtige som individ. Og det virker som en umulighed, at vi som samfund kan finde lige præcis den balance i vores produktionsapparat, livsstil og samfundsstruktur, der gør livet muligt for otte milliarder mennesker på en lille blå planet i yderkanten af Mælkevejen, indtil den dag Solen selv slukker for showet.

Så hvad er mit håb, hvor er min retning? Hvad er meningen med tilværelsen i lyset af FN’s sjette klimarapport?

Når jeg cykler dér på vej på arbejde, efter en sommer i det smukke danske søhøjland, og skal finde ord som resiliens, regenerativ og cirkularitet frem uden at få dem galt i halsen, ja, så lammes jeg af disse spørgsmål og mærker en angst og en desperation, som føles afgrundsdyb. Min mentale tilstand er altid lidt skrøbelig efter en ferie, og sandelig om ikke Tyskland har været oversvømmet, Grækenland står i flammer, og det hele går ad hekkenfeldt til – så hvordan skal jeg nu, endnu en gang, forklare børn, unge og voksne ude på skolerne, at der stadigvæk er håb og mening at hente?

Men det er så her, jeg bliver reddet af de stoiske filosoffer, som jeg altid vender tilbage til, når det hele er lidt mørkt. De minder mig om, at livet er lidelse og smerte, og at det kræver disciplineret selvomsorg og mental træning at klare det.

Det er meget lettere for os mennesker at tilpasse os naturens kræfter i ydmyghed og dermed leve på en holdbar måde på Jorden, hvis vi forstår, at den trygge og glitrende velstandsvækst ikke er naturens norm, men en utopi, vi som fantasifuld civilisation stræber efter. Normen er snarere, at livet er ”ensomt, fattigt, grimt, brutalt og hårdt”, for at citere oplysningsfilosoffen Thomas Hobbes.

Netop derfor er vi også i stand til i ydmyghed at se det smukke, magiske og forgængelige ved livet. Ud af dette livssyn vokser nemlig det, vi mennesker også er: en kærlig og vitaliserende livsart, der hvert evig eneste sekund har mulighed for at drage omsorg for hinanden, regenerere og pleje naturen og tage kampen op mod den dårskab, der kan sprede sig, når civilisationen vugger sig ind i drømme om materiel velstand og magt.

Vi skal bruge FN’s dystre klimabibel. Ikke til at tro på, at vi kan skabe paradis på jord, men til at tro på, at vi kan lære at kapere den barske naturvirkelighed og skabe en større sammenhæng mellem det liv, vi lever, og de krav, behov og grænser, en vild vandplanet har.

Vi skal stå op om morgenen, drikke kaffen, indrømme, at vi er fejlbarlige, og gå ud i verden og forsøge at indrette vores samfund og vores livsstil efter de planetariske grænser, som Stockholm Resilience Centre har defineret. Det er en meningsfuld bestræbelse, som kan leve dybt inden i os gennem hele livet og løfte os mentalt, så det hele ser lidt mere grønt ud i fremtiden. Det kan lade sig gøre – for alt det, der er menneskeskabt, kan mennesker også skabe om.

Derfor er der håb. I hvert fald lidt tid endnu.

Asbjørn Riis-Søndergaard er cand.mag. i filosofi og historie, foredragsholder og bæredygtigheds-rådgiver.