Prøv avisen

Bagsiden af Velfærdsdanmark

I nær, tæt og intim omgang med hinanden i såvel modgang som medgang grundlægges både personlige og samfundsmæssige værdier, som uafhængigt af en svulmende velfærdsstat bærer et samfund, et folk og en nation oppe. Dybest set er det på disse forhold, vi kan afgøre, hvorvidt vi lever i en velfærdsstat eller i et velfærdssamfund, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller. Foto: Christian Lindgren

Det personlige ansvar er overladt til staten, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller

HAR VI I DANMARK ikke al mulig god grund til at være overordentligt tilfredse? Faktisk talt siden slutningen af 1950'erne har vi i vores del af verden oplevet én lang økonomisk vækstperiode.

Således ydermere, at en hel generation ikke har oplevet andet og derfor kan få den helt fejlagtige opfattelse, at det nærmest er en naturlov. Det sætter naturligvis sit præg på mennesker, lige så vel som det sætter sit præg på en kultur. Ingen af os kan sige os fri for at være præget.

Men eftersom vi nu altid påberåber os at være så kritiske, mon så også vi kan være selvkritiske? Én ting er at være modstandere af ulighed, ufred og fattigdom på den anden side af jordkloden. Men mon vi også vil omsætte den samme modstand mod de skjulte uligheder, den kamuflerede ufred og sociale fattigdom til en kritik af os selv? Èn ting er som bekendt at kunne se splinten i den andens øje. Men hvad med bjælken i ens eget?

Man kunne også stille spørgsmålet: hvad med det personlige ansvar? Når vi i et land som Danmark har gjort så mange helt almindelige mellemmenneskelige, personlige forhold til politik, har vi også i samme ombæring overladt en stor del af det personlige ansvar til politikerne og deres enorme velfærdssystem.

Kan man ikke få øje på det andre steder, kan man blot se det på den måde, hvorpå vi som borgere i velfærdsstaten giver politikerne skylden, når de syge, de gamle, de svage og børnene bliver svigtet. Sådan hænger nemlig skyld og ansvar sammen: Vi har ansvaret, men skyder skylden på politikerne!

I DET GAMLE hedengangne Sovjetunionen fyldte staten det hele. Der var stort set ikke andet. Sovjetunionens sociale diktatur brød som bekendt sammen. Ligesom de resterende sovjetiske lydstater. Men en undersøgelse for nogle år siden viste, at befolkningerne i de gamle socialistiske diktaturstater efter deres sammenbrud havde meget svært ved at finde det personlige ansvar frem igen. Under det statslige diktatur havde man som civilbefolkning simpelthen bekvemt vænnet sig til, at staten for en stor dels vedkommende løste ens egne personlige omsorgs- og plejeopgaver.

Civilsamfundet var næsten dødt. Undtaget ét sted: den kristne kirke og menighed. Hvilket er ganske tankevækkende, eftersom kristendommen officielt var forbudt, og praktiserende kristne blev forfulgt.

MÅSKE TÆNKER ÉN og anden i sit stille sind, om præsten nu ikke er for politisk. Det må man da ikke være, siger den hævdvundne politiske korrekthed. Men pointen er sådan set den, at det for kirken og det kristne evangelium er en særskilt opgave at drive det politiske ud af de personlige forhold, så evangeliets forkyndelse af kærlighed til Gud og næsten, af dine synders nådige forladelse og det evige liv frit kan nå ind til den enkelte.

Til dig! Ikke til en gruppe, et samfund, en klasse, en fagforening eller en organisation, som man anonymt kan søge dækning under og tørre sit personlige ansvar af på. For så pludselig at insistere på sin individualitet, når det handler om rettigheder og om at stå først i køen, når der uddeles milde gaver fra moder stat.

Det, som de socialistiske diktaturstater havde gjort, var, at de havde fjernet det personlige ansvar fra den enkelte med det skæbnesvangre resultat, at den enkelte kunne nøjes med kun at tænke på sig selv. Stik imod intentionen!

Og vi må i dag som samfund af ansvarlige borgere spørge os selv, hvorvidt ikke også vi siden 1960'erne og 1970'erne har mistet noget af den empati og personlige ansvarsfølelse over for hinanden, fordi vi i mellemtiden har flyttet ansvaret over på en af samme grund kolossalt voksende stat?

SAGEN ER JO DEN ENKLE, at ved selv at udleve og praktisere sit eget personlige ansvar over for egne børn, de syge, de gamle, de ensomme og de svage, så holder man - om jeg så må sige - empatien og medfølelsen ved lige og indøves samtidig i uomgængeligt nødvendige værdier, som man som menneske selv senere i livet får uvurderlig gavn af.

I nær, tæt og intim omgang med hinanden i såvel modgang som medgang grundlægges både personlige og samfundsmæssige værdier, som uafhængigt af en svulmende velfærdsstat bærer et samfund, et folk og en nation oppe.

Dybest set er det på disse forhold, vi kan afgøre, hvorvidt vi lever i en velfærdsstat eller i et velfærdssamfund. Det sidste bæres nemlig af dig og mig - personligt! Uden hverken støtte eller lønkroner og har for så vidt ikke en pind med politik at gøre, hvorfor politikerne skal holde deres små nævenyttige pilfingre fra det ?

Henrik Bang-Møller, sognepræst i Skagen