Debatindlægget er skrevet af Lars Sandbeck, teolog og forfatter til De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen
Sandt er det da også, at mange af formuleringerne i efterordet til bogen Gudstjenestens bønner ikke er forenelige med de almagtsbekendelser, vi finder blandt andet i den apostolske bekendelse. Mindre sandt er det imidlertid, at disse formuleringer også skulle være uden hjemmel i de bibelske og navnlig nytestamentlige tekster.
Claus Thomas Nielsen repræsenterer en art bekendelsesfundamentalisme, der ophøjer folkekirkens bekendelsesskrifter til ufejlbarlige stadfæstelser af, hvad der er sand kristentro. Falder man den mindste smule uden or, har man med det samme mistet retten til at kalde sig kristen.
Men bekendelsesskrifter er hverken sandere eller mere forpligtende end den teologi, der har fostret dem. Bekendelsesskrifterne er ikke faldet ned fra himlen, men er resultater eller sammenfatninger af de teologiske refleksioner, ganske fejlbarlige mennesker gennem tiderne har gjort sig over kristendommens indhold.
Bekendelserne giver med andre ord ikke udtryk for andet og mere end en bestemt tidsbunden teologi, og idet denne teologi blot er menneskers overvejelser over de guddommelige sager og ikke Guds egne formuleringer, er og kan de ikke være hævet over enhver diskussion.
LÆS OGSÅ: Trosbekendelsen i Ribe: Gammel kristentro slår den nye Gud ihjel
Det betyder blandt andet, at vores begreber om Gud heller ikke bør opfattes som tidløse sandheder, der hverken må diskuteres, anfægtes eller erstattes af andre. Teologi er kirkens refleksionsform. Det er ved hjælp af den, vi prøver at forstå, hvad evangeliet betyder og har at fortælle om Gud og os selv.
Men det er også ved hjælp af teologien, kirken udøver selvkritik, diskuterer trosindholdet og bekendelsernes ordlyd og indhold og genovervejer den gudsopfattelse, tidligere generationer af kristne engang formulerede. Og så, måske, når tiden er moden, foretager man i kirken et opgør med dele af traditionen, hvilket kan indebære forandringer i gudsopfattelsen og overvejelser i retning af at omformulere enkelte sætninger i de gamle bekendelser. Sådan har det altid været, og sådan bliver det nok også ved med at være på trods af Claus Thomas Nielsens og ligesindedes krampagtige kamp for at bevare status quo.
Claus Thomas Nielsens teologi er en rigtig Fader-teologi. Det er den første trosartikel om Faderen og almagten, der danner grundlag for resten. Alt i evangelierne skal tilsyneladende forstås i lyset af troen på den almægtige hersker, der suverænt styrer alle begivenheder. Claus Thomas Nielsen har stirret sig så blind på det med almagten, at den forhindrer ham i at se, hvad der faktisk står i evangeliet.
Han hævder (Kristeligt Dagblad den 28. januar), at der ikke falder en spurv til jorden uden Guds vilje, men i Matthæusevangeliet (10,29) står der intet om, at spurvens pludselige dødsfald skulle være villet og dermed jo altså i en eller anden forstand forårsaget af Gud.
Der står derimod, at ikke én spurv falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Faderen vil ikke spurvens fald, men han er med den, når den falder. Teksten understreger ikke almagten, med nærværet, den solidariske, kærlige faders nærvær med og omsorg for selv de mindste ting.
Der er åbenbart masser af god teologi at hente i Bibelen for enhver, der ønsker at gøre op med den fjerne, overnaturlige og almægtige Gud, som nogle mennesker engang fandt på at lave en bekendelse til.