Vi må give unge kriminelle et fællesskab, før ekstremisterne gør det

Vi har kun én reel mulighed for at undgå yderligere marginalisering og radikalisering af unge muslimske bandemedlemmer. Vi er nødt til at tilbyde dem fællesskab, før ekstremisterne gør det, skriver studerende

 Mange af de unge mænd, som forvilder sig ind i bandetilværelsen, føler sig set ned på af både deres adopterede hjemland og deres etniske og religiøse fæller, skriver kandidatstuderende Anna Johansen.
Mange af de unge mænd, som forvilder sig ind i bandetilværelsen, føler sig set ned på af både deres adopterede hjemland og deres etniske og religiøse fæller, skriver kandidatstuderende Anna Johansen. . Foto: Jesper Mortensen/ ritzau.

Klokken er 12, og han vågner langsomt ud af gårsdagens alkohol- og hashtåger. På med tøjet, mens han ruller en ny joint – telefonen ringer, det er en af de mange venner fra miljøet. Der tales på arabisk, noget om nogle forretninger – lyssky forretninger, salg af hash eller hælervarer, hævntogter eller hashklubber, ud ad døren.

Hele dagen går i hashbutikken, afbrudt af forskellige ture til diverse venner, som har brug for hjælp til det ene eller det andet. Sådan er livet for et bandemedlem.

Har det noget med islam at gøre? Er disse unge, vildfarne mænd i kontakt med Kaldet til Islam eller Hizb ut-Tahrir? Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle bandemedlemmer, men jeg har kendt min del. En dag spurgte jeg et af dem: ”Hvorfor dropper du ikke det liv? Finder dig en sød kone, bruger dit gode hoved til noget andet? Hvis du lagde blot den halve energi i et studie i stedet for i kriminalitet, så er der ikke grænser for, hvad du kunne udrette.”

Han ser på mig og svarer: ”Der er ingen god muslim, som vil vie sin datter til et udskud som mig.”

”Hvordan kom du ind i alt det her?”, spørger jeg. ”Jeg fik de forkerte venner,” svarer han. ”Skal du med ud at1 lave penge?”, blev han spurgt som ganske ung af ældre, sejere drenge. ”Hvorfor ikke?”, tænkte han. Det er vel det, det gælder om. Også i min del af landet findes en bydel, hvor de fleste indbyggere er muslimer. Tager man derud, vil man opleve, at ekstremisterne hovedsageligt holder sig i lokalområdet og oven i det er let genkendelige, altid i religiøse klædedragter, altid kun med afsky for udskuddet: drengene som står omkring bilerne, sidder i baggårdene og ryger joints, hører høj musik og råber efter pigerne.

I denne splittede verden er det ikke kun fordømmelsen fra den hårde retorik i Vesten, der rammer bandemedlemmerne, men i lige så høj grad fordømmelsen fra deres ”egne”. Mange af disse unge mænd, som forvilder sig ind i bandetilværelsen, føler sig set ned på af både deres adopterede hjemland og deres etniske og religiøse fæller.

Det er derfor, at så mange bandemedlemmer i mødet med ekstremister i danske fængsler let lader sig ”frelse”. Her byder chancen sig til for i det mindste at gøre en fjende til fælle, og dette er den sande sammenhæng mellem bandemedlemmer og religiøse ekstremister: Ekstremisterne ser det isolerede og udstødte bandemedlem i fængslet som et let bytte.

Med en sådan kompleks virkelighed må det da snart stå klart, at vi kun har én reel mulighed for at undgå den yderligere marginalisering og radikalisering af unge muslimske bandemedlemmer. Vi er nødt til at tilbyde dem fællesskab, før ekstremisterne gør det.

Anna Johansen er kandidatstuderende.