LANGFREDAGS TEMA er lidelse, sorg og død. Men det er også en dag, som peger frem mod påskens store håb, at Kristus er opstanden og er midt iblandt os. Herom vidner en gudstjeneste, som blev holdt i Lønborg Kirke i Vestjylland i de sidste uger af den tyske besættelse af Danmark.
Det skete langfredag den 30. marts 1945. Skønt det er 70 år siden, rummer den fortsat en aktualitet, fordi den fortæller om bange mennesker i en farlig tid, men også om et håb, der lyser op.
I dagene op til palmesøndag blev sognepræsten i Lønborg-Vostrup, Anders Bork Hansen, anmodet af den ungarske bataljonschef Jenö Steiner om at holde en påskegudstjeneste for hans mandskab. Bataljonen, der var på over 500 mand, var dagene forinden blevet udstationeret i sognet af den tyske værnemagt.
Bataljonschefen begrundede sin henvendelse med, at hans soldater var trætte og modløse og havde brug for at komme i kirke og høre Guds ord i et land, ”hvor kun Gud forstår vores sprog”, som en af soldaterne skrev hjem til sin kone hjemme i Ungarn.
Anders Bork Hansen var i vildrede med, hvad han skulle. Han var på vagt over for den tyske værnemagt, som havde et yderst anstrengt forhold til ungarerne. Den gensidige mistillid var så stor, at tyskerne havde indsat Gestapo-folk i ungarernes rækker for at holde øje med dem.
Han frygtede også en reaktion fra sine egne, fra sognemenigheden, som kunne opfatte det som udtryk for, at præsten viste fjenden velvilje. For det var det, som ungarerne var: en del af en fjendtlig besættelsesmagt. Og sådan var der også nogle i sognet, der omfattede dem.
EN DEL AF ungarerne var indkvarteret i missionshusets store mødesal, hvor der var blevet bredt halm ud på gulvet. Men bestyrerinden var ikke tryg ved de fremmede, for hvad kunne de ikke finde på? Hun bestemte sig for at tildække de indrammede bibelske skriftsteder, så de ikke skulle blive udsat for hærværk.
Hendes frygt viste sig dog snart at være ubegrundet. Soldaterne opførte sig eksemplarisk, de viste ovenikøbet interesse for de tildækkede skriftsteder, som de slog op i deres medbragte bibeler, så de kunne læse dem på deres eget sprog.
Efter tøven og rådslagning med provst Gadegaard i Tarm og med sognerådsformanden i Lønborg, Laurids Thomsen, valgte Anders Bork Hansen at imødekomme anmodningen. Han meddelte ungarerne, at de kunne komme i kirken langfredag efter den ordinære højmesse.
Der meddelte han sin menighed, at han ville holde en gudstjeneste for de ungarske soldater, og at de, som følte sig stødt, kunne gå. Men da stod de ungarske soldater der allerede og fyldte op i våbenhus og i midtergang, så man hverken kunne komme frem eller tilbage.
Menigheden rejste sig og overlod deres siddepladser til soldaterne. Enkelte forlod kirken, men de fleste blev. De stillede sig op i midtergangen og afventede spændt, hvad der ville ske.
Sammen med en ungarsk tolk, Zoltán Vilagi, stillede Bork Hansen sig i op i korskibet. Han valgte at læse en tysk tekst fra en af Martin Luthers prædikensamlinger. Det gjorde han, så ingen bagefter kunne hænge ham op på, at han havde leflet for den tyske besættelsesmagt, da Martin Luther jo havde skrevet sin prædiken mange år før nazismen og Hitler.
Herefter henvendte han sig direkte til ungarerne uden manuskript. Han talte om den ulykkelige situation, som de var havnet i: tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste, ødelæggelsen af landets hovedstad, Budapest, om deres smertelige adskillelse fra hjemmet, deres hjemvé og om deres uvished og afsavn.
Det faldt ikke tolken Zoltan Vilagi svært at oversætte præstens improviserede tale, for det var i det store og hele, hvad han selv havde fortalt en rystet Bork Hansen i dagene op til gudstjenesten.
Tolken skrev efterfølgende: ”Virkningen af hans tale oversteg alle forventninger. Også den gensidige sympati, som allerede havde vist sig mellem beboerne og de indkvarterede soldater, blev yderligere befæstet ved hans ord. Kirken genlød af leveråb og venskabsytringer, tårer blev fældet som reaktion på den lange tids nervebelastning, idet begivenheden udløste spændingen.”
Ordene gjorde et stærkt indtryk på alle, også på de faste kirkegængere, skønt de ikke forstod ordene, der blev talt. Men de så ansigterne og aflæste kroppenes sprog. De fik øjnene op for ungarerne som andet end slidte kakifarvede uniformer. De så dem som medmennesker, som de unge mænd, de var, mødres sønner, hustruers mænd og børnenes fædre.
GUDSTJENESTEN KOM TIL at vende fuldstændig op og ned på den almindelige opfattelse af, hvem der var ven og fjende. Mange år senere beskrev Anders Bork Hansen gudstjenesten med ordene: ”Den dag vi holdt gudstjenesten, hvor en luthersk præst prædikede og en katolsk tolk formidlede til soldaterne, der græd, da oplevede jeg, hvad kirke er, og at Guds kirke omfatter os alle.”
Langfredagsgudstjenesten i Lønborg Kirke kom konkret til at betyde, at der i ugerne efter i al hemmelighed blev lavet en ungarsk/dansk ordbog, så de to nationaliteter bedre kunne forstå hinanden. Men da var det så tæt på Befrielsen og freden, at den ikke kom til at spille en større rolle.
Alligevel blev ordbogen årsag til, at der via breve og besøg blev knyttet personlige og venskabelige bånd mellem ungarerne og folk i sognet. Det var kontakter, som kom til at vare i mange år på trods af de geografiske, kulturelle og politiske forhold, som skilte dem ad under den kolde krig. Det siger sig selv, at forbindelserne er ved at ebbe ud, fordi de fleste fra dengang ikke er her mere.
Hver gang jeg har læst eller hørt om denne langfredagsgudstjeneste i mit hjemsogn for 70 år siden, har det slået mig, hvad der skete. Den var uforudsigelig og overrumplende. Den fandt sted tvunget af omstændighederne med en tøvende og usikker præst og menighed og med ungarske soldater, som var lige så bange og forlegne.
Meget var uvant i sammenligning med den katolske påskefejring, som de kendte derhjemme. Der var ikke noget at sammenligne med. Den var enestående. Og måske netop derved skete det uforudsigelige og grænseoverskridende. Hjertets hårdhed, hjertets kulde, blev til hjertets mildhed, hjertets varme.
Søren Peder Sørensen er journalist og forfatter