Baptister praktiserer bekendelsesdåb

BAPTISTKIRKEN: Kriteriet for at blive døbt hos baptister er ikke, at man er voksen, men at man bekender sin tro på Jesus Kristus

Det var en god og oplysende artikel, som blev bragt i Kristeligt Dagblad torsdag den 24. maj om danske frikirker. Men jeg vil dog gerne påpege, at det er lidt misvisende, når der i artiklen står, at vi som baptister praktiserer voksendåb.

I baptistkirker praktiserer vi ikke dåb af helt små børn. Men det sker ret tit, at vi døber børn mellem 10 og 13 år. Derfor støder det mig, hver gang jeg i aviser, opslagsværker eller videnskabelige afhandlinger læser, at baptister praktiserer voksendåb.

For kriteriet for at blive døbt hos baptister er nemlig ikke, at man er voksen, men at man bekender sin tro på Jesus Kristus. Det er rigtigt, at baptister døber voksne; men det er også rigtigt, at de døber børn. Men vil det så være rigtigt at sige, at baptister praktiserer både barne- og voksendåb? Nej, det vil være rigtigt at sige, at baptister praktiserer bekendelsesdåb.

FOR FEM ÅR siden døbte vi i Østervrå Baptistmenighed en oldemor, der som 84-årig var kommet til tro og var begyndt at gå i kirke. Ligeledes døbte vi på den tid også hendes 10-årige barnebarn, hendes 50-årige søn og flere andre af hendes familiemedlemmer. Alle var de kommet til personlig tro på Jesus Kristus. Og den tro ville de gerne bekendte. Derfor blev de døbt.

Men vil det så ikke være bedre at sige, at baptister praktiserer troendes dåb? Nej, det synes jeg ikke. For baptister døber ikke folk på deres tro, men på deres bekendelse. Når nogen døbes i en baptistmenighed, spørger den døbende; NN! Tror du på Jesus Kristus som din frelser og Herre? Hvortil dåbskandidaten svarer: Ja. Derefter siger præsten eller, hvem det nu er, der døber: På bekendelsen af denne din tro, og på Jesu Kristi befaling, døber jeg dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Hvorefter dåbskandidaten sænkes ned under vandet. Menneskers tro kan vi ikke måle og veje. Men vi kan lytte til deres bekendelse af troen.

EVANGELISTEN Filip, som vi kan læse om i Apostlenes Gerninger (kapitel 8), var af Helligånden blevet ledt ud i ødemarken for der på tomandshånd at forkynde evangeliet for en etiopisk hofmand. Så da Filip havde fortalt ham om Jesus og udlagt de gamle skrifter, var troen spiret frem i hans hjerte. Så skete der det, at de kom forbi noget vand, og hofmanden spurgte, om der var noget til hindring for, at han kunne blive døbt. Til det svarede Filip, at hvis han troede af hele sit hjerte, så kunne det ske. Hofmanden kom derefter ikke med en flot helhjertet bekendelse. Han svarede bare, at han troede, at Jesus var Messias. Derefter steg de begge ned i vandet, som Fillip så uden omsvøb døbte hofmanden i.

For mig at se, er det helt tydeligt en bekendelsesdåb, som finder sted her. Men det er det, så vidt jeg kan se, også alle de andre stedet i Det Nye Testamente, hvor der står noget om de første menigheders dåbspraksis.

Henning Olsen,

præst ved baptistkirkerne i Tårs og Østervrå,

Tårs Møllegade 19,

Tårs