En ny Barbie-dukke med hijab sørger for debat i Tyskland. Kommentator ved avisen Die Welt Birgit Kelle skrev på Facebook, at Barbie nu får lov at optræde som dydsvogter for islam. Kommer der mon også snart et Barbie-hus, spurgte hun, hvor hendes ven Ken kan piske hende, hvis hun insisterer på at lægge hijabben?
Den sidste sætning indbragte hende en uges karantæne på Facebook samt, konstaterer Kelle i sin avis, en ny titel til hende i medierne: islamfjendtlig hetzer.
I forvejen er hun blevet kaldt anti-feminist, ærkekonservativ katolik, ’kato-liban’ og homofob, fortæller hun. Hellere burde hun vist, som kollegerne på Die Zeit, have hilst den nye dukke velkommen, fordi den viser, at Barbie har ”emanciperet sig” og ikke behøver gå i miniskørt og bikini.
I samme avis skrev feministen Barbara Kuchler i forlængelse af #MeToo-debatten om seksuelle forulempelser, at kvinder bør droppe makeup, gå i ergonomisk brede sko og løst tøj, ja, klæde sig uden omtanke, ligesom mændene.
Birgit Kelle kalder dette ”frihed gennem grimhed” og bemærker, at mange feminister er begyndt også at finde muslimsk kvindetildækning sympatisk.
”I forbavsende tempo forvandler lige netop feminister sig for tiden til stigbøjle-holdere for radikale muslimske synspunkter. De samme kvinder, der ellers begynder at hyperventilere og vejrer et sexistisk angreb, en undertrykkelse af deres intellekt og de patriarkalske strukturers samlede magt, hvis en mand giver dem et kompliment – de taler kønt om tørklædet eller hijaben.”
Kelle skriver tilfældigvis samme dag, som er ”Fængslede forfatteres dag”, og vil derfor minde om forfatterinder og kvindelige aktivister og bloggere i muslimske lande, der under livsfare kæmper for kvinders ret til at vælge hijabben fra.
”Tilslørede Barbier er ikke tegn på tolerance og mangfoldighed, men et nakkedrag til alle de modige kvinder over hele verden, der har brug for vores støtte og er den værd. En uge uden Facebook tager jeg gerne, hvis det kan sætte et tegn for et frit liv for alle klodens kvinder.”
Den 42-årige Kelle har skrevet en række bøger om feminisme. Hun plæderer for ”en feminin feminisme”. Hun hylder tillige moderrollen og har selv fire børn.
I en anden kommentar i Die Welt skriver Birgit Kelle om afsløringerne af en række Hollywood-personligheders grove forulempelser. Alle hylder nu #MeToo-hashtagget, hvor kvinder kan fortælle om seksuel chikane, men ofte er denne så beskeden, at Kelle finder kampagnen proportionsforvrængende og tåkrummende hyklerisk.
”Hvor er hashtagget for de tvangsgiftede piger midt i Tyskland, hvor er hashtagget for de kvinder, der bliver myrdet ’i ærens navn’? Hvilket hashtag findes for de seksuelle overgreb mod børn i vore svømmehaller? Hvor er et hashtag for de nægtede håndtryk til lærerinder fra også åh så integrerede muslimer? Hvor er hashtagget for de børneægteskaber, der lader pædofile bruge unge piger?”
Et andet syn på tingene har kommentator ved det amerikanske magasin Huffington Post Gabby Aossey.
Hun regner muslimske kvinder for de sande feminister og aldeles ikke undertrykte. Vestlig feminisme har villet befri kroppen, men har derved også langsomt undergravet respekten for kvindekroppen.
”Hvis vi vil respekteres som kvinder og blive taget alvorligt med alle vore projekter, så skal vi se hen til en ny inspirationskilde: muslimske kvinder.”
Inden for islam anses kroppen for et helligt tempel, især den kvindelige krop. Derfor dyrker man her blufærdigheden frem for blottelsen. Og Koranen ligestiller mænd og kvinder, skriver Gabby Aossey, når det gælder hverdagens opgaver og ansvar.
På områder som familie, omsorg, børn og sex har mand og kvinde samme pligter inden for islam, lyder det. Derfor er moderne, muslimske kvinder i vestlige lande ikke bange for at gå mod strømmen i vores samfund og bære hijab i deres tros navn.
Og det klædningsstykke påtvinges dem aldrig af fædre og ægtemænd, hævder Aossey. De tager det på som deres eget, personlige valg.
I Vesten skal kvinden leve op til så mange skønhedsidealer og have langt, skinnende hår, en slank krop, som alligevel har former, og et fejlfrit ansigt. Derfor bliver deres hverdag et helvede. Det enorme pres, de lever under, har muslimske kvinder frigjort sig fra.
”De har faktisk modet til at sige: Hey, jeg er ikke noget lyst-objekt, jeg er en kvinde, som udelukkende forlanger respekt for, hvem jeg er, og ikke, hvordan jeg ser ud.”
Er det egentlig ikke sådan, feminisme bør være, spørger amerikanske Gabby Aossey.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.