Ja, det var barmhjertigt, da Mogens Arlund efterkom sin hustru Vibekes ønske om at få lov til at dø ved udsigten til, at resten af hendes liv ville være i en totalt hjælpeløs krop.
En hjælpeløshed, der ville betyde, at hun døgnet rundt skulle møde et utal af forskellige hjælpere, som ville forsøge at yde en omsorgsfuld hjælp for at dække de fysiske behov, men det ville hele tiden være ydmygende overgreb at være tvunget til at tage imod det.
Nogle kan leve det liv – jeg har som sygeplejerske mødt nogle, og jeg har endda som ung i et år været privatsygeplejerske i England for en yngre mand, der kun havde lidt bevægelighed af venstre hånd, altså meget lig Vibeke Arlunds situation.
Det må respekteres, hvis man ikke kan klare at leve sådan, og når Vibeke Arlund så klart udtrykker ønsket om at dø, skal hun have lov til det.
Det er uværdigt, at den eneste udvej var, at hendes mand skulle hjælpe hende og derved blive lovbryder – og endda blive straffet for det.
Jeg giver Mogens Arlund ret i, at der må være en instans, hvor ens ønske om at dø kan blive taget op og vurderet, og ikke som nu, at en nærtstående må føle sig forpligtet/tvunget til hjælpe med det.
Jeg er sikker på, at der vil være læger, der, hvis det bliver lovligt, vil udføre det. Der var en læge på tv, der talte positivt for muligheden, og af det tolker jeg, at han godt kunne hjælpe.
Jeg tror ikke, det vil blive en glidebane, som nogle ytrer.
Jeg tror, at vi er voksne nok til at tage en beslutning om at dø, når ens livssituation er så håbløs som Vibeke Arlunds.
Inge-Lise Højmark er pensioneret sygeplejerske.