Prøv avisen
Debat

Uansvarlige besparelser for udsatte børn

Spørgsmålet er unægteligt: Har ”Barnets reform” og den kommunale strukturreform blot været en taktisk besparelsesmanøvre? Har kommunerne med ”Barnets reform” i hånden fået frit løb til at gøre, som de vil? Modelfoto. Foto: Nima Stock

Mere end 30 specialinstitutioner er nedlagt i de seneste år. Man kunne forledes til at tro, at udsatte børns behov for en både dyb og bred specialindsats som ved trylleslag er forsvundet, skriver psykolog John Aasted Halse.

Forestil dig følgende scenarie: Politikerne finder frem til, at en række lægespecialer skal afskaffes, for nu skal patienterne først og fremmest behandles i den almene praksis. Slut med ortopæder, reumatologer, øjenlæger og så videre. Nej, vel? Det er for langt ude!

Men det er netop, hvad der er ved at ske for de mest udsatte børn og unge. For mere end 30 specialinstitutioner er nedlagt i de seneste år. Man kunne forledes til at tro, at udsatte børns behov for en både dyb og bred specialindsats som ved et trylleslag er forsvundet. Årsagen er dog en helt anden, nemlig at de anbringende kommuner hellere anvender plejefamilier end institutioner, ja, der er kommuner, hvor man politisk har besluttet kun at anvende plejefamilier.

Og her driver politikere og ledende embedsmænd deres ”spin” ved at undlade at omtale økonomi som et incitament til at spare på de udsatte børn og unge. Deres altoverskyggende bekymring er jo, at udgifterne til anbringelser stiger. Så i stedet for at anbringe børn på en døgninstitution, der med en høj specialisering og med mange specialister tilknyttet nemt kan koste 800.000-900.000 kroner årligt pr. barn, vælger man den langt billigere løsning: plejefamilie. Naturligvis indhyllet i en næsten spejderagtig idyllisering om, at ”det jo også er bedst for børn at være i en almindelig familie”. Hvilket for nogle børn er rigtigt.

Men andre børn har så store vanskeligheder, at de slet ikke kan få den tilstrækkelige hjælp i en plejefamilie, der som oftest står uden de nødvendige faglige forudsætninger for at hjælpe det enkelte barn. Og som heller ikke modtager en blot minimal støtte fra den anbringende kommune.

Kommunalreformen og lovkomplekset ”Barnets reform” har medført, at ansvaret for de udsatte børn stort set er blevet overladt til den enkelte kommune. Begrundelsen var i sin tid for så vidt klar: Der skulle bremses op på udgifterne og sættes en stopper for kassetænkning mellem de forskellige instanser og kommunerne indbyrdes. Men spørgsmålet er unægteligt: Har ”Barnets reform” og den kommunale strukturreform blot været en taktisk besparelsesmanøvre? Har kommunerne med ”Barnets reform” i hånden fået frit løb til at gøre, som de vil?

Vi har faktisk en forskningsbaseret ret sikker viden om, hvilken vej der er den rigtige – og står med en FN-konvention i hånden, der fortæller os, hvilken prioritering vi er forpligtet på: ”Hensynet til barnets bedste interesse kommer i første række.” Men måden, mange kommuner forvalter ”Barnets reform” på, svækker indiskutabelt børns rettigheder.

Her har man dybest set sat ræven til at vogte gæs.

John Aasted Halse er autoriseret psykolog og forfatter, tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.