Befri demokratiet fra partiuhyret

Der er iboende uetiske tendenser i politiske partier, som i den sidste ende kan ødelægge demokratiet . Det bør vi være opmærksomme på i et valgår, skriver Erling Tiedemann

Simone Weils anliggende med skriftet ”note om almindelig afskaffelse af politiske partier” er at bidrage til at befri demokratiet fra partiuhyret. Og det er vel ikke så dårligt i et valgår, spørger Erling Tiedemann. Arkivfoto.
Simone Weils anliggende med skriftet ”note om almindelig afskaffelse af politiske partier” er at bidrage til at befri demokratiet fra partiuhyret. Og det er vel ikke så dårligt i et valgår, spørger Erling Tiedemann. Arkivfoto. Foto: Keld Navntoft.

SKAL POLITISKE PARTIER AFSKAFFES? Nej, politiske partier hverken kan eller skal afskaffes, men tanken optog ikke desto mindre den franske filosof og forfatter Simone Weil. Hun var født i en fransk jødisk familie i 1905. Ramt af tuberkulose døde hun i 1943 i England, hvortil hun under Anden Verdenskrig var flygtet fra Frankrig.

I den sidste tid før sin død arbejdede hun med manuskriptet til bogen ”L'Enracinement”, der blev udgivet efter hendes død, og som findes i dansk oversættelse med titlen ”Rodfæstelsen”.

I England udarbejdede hun i 1940 det lille skrift ”Note om almindelig afskaffelse af politiske partier” - et skrift med rammende betragtninger i relation til politisk etik.

Den provokerende titel indbyder naturligvis til, at en god demokrat får morgenkaffen galt i halsen. Simone Weils anliggende er imidlertid ikke at afskaffe demokratiet, men at påpege og advare mod iboende, men uetiske tendenser i politiske partier, som i den sidste ende kan ødelægge demokratiet.

Teksten er skrevet på en tid, hvor kommunisme og nazisme regerede, og hvor totalitarisme som partiernes arvesynd var manifest. Eller som Simone Weil citerer bolsjevikken Mikhail Tomskij for: ”t parti ved magten - og alle de andre i fængsel”.

MEN OGSÅ I VOR TID - og ikke mindst i et valgår - kan det være relevant at være opmærksom på skødesynder, der gælder alle partier. Demokrati, forstået som flertalsstyre, er ikke målet i sig selv, påpeger Simone Weil, men midlet til dét, som er målet, nemlig det gode liv for alle. At der er flertal for noget, gør det ikke nødvendigvis legitimt. Kun dét, som er retfærdigt, er legitimt. For at vurdere de politiske partier ud fra kriterierne om sandhed, retfærdighed og det almene gode, kan man ifølge Weil begynde med at påpege tre væsentlige træk:

1) Et politisk parti er en maskine til at fabrikere kollektive lidenskaber.

2) Et politisk parti er en organisation konstrueret med henblik på at udøve kollektivt pres på tankegangen hos sine medlemmer.

3) Ethvert politisk partis sidste og eneste formål er dets egen ubegrænsede vækst.

Det kollektive pres på offentligheden udøves gennem propaganda. Alle partier driver propaganda - hvis et parti ikke gør, forsvinder det som resultat af de andres propaganda. Det gælder om at være medlem, også aktivt medlem, uden at lade sig reducere til partisoldat. Afgørende er derfor villigheden til at holde sig åben over for fakta, som kan anfægte partiets position.

Simone Weil nagler udtryk i stil med ”som konservativ ...” eller ”som socialist finder jeg ...” Hvis man skal mene noget, fordi man er medlem af et parti, i stedet for at være medlem af et parti, fordi man mener noget, så går det galt.

Måske kan man konkludere, at Simone Weils anliggende er at bidrage til at befri demokratiet fra partiuhyret. Og det er vel ikke så dårligt i et valgår?

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk