Prøv avisen
Debat

”Befri Gudstjenesten” er en hån mod hele kristenhedens fælles trosbekendelse

Eskild S. Pedersen er pastor emer. og tidligere sømands- og udlandspræst.

Domprovsten i Aarhus har ikke tid at vente på Helligåndens stormvejr, der renser og fornyer kirken, skriver tidligere præst Eskild S. Pedersen

Der var noget i gære i Wittenberg, da Luther opslog sine teser på slotskirkens hoveddør i 1517. Men i Aarhus sker der så sandelig også noget. Domprovst Poul Henning Bartholin har i hele februar sat lås og slå for domkirkens dør, så ingen bodfærdig synder eller kirkegænger kan søge ly under den majestætiske domkirkes hvælvinger. Mens den sædvanlige menighed er henvist til at søge andetsteds hen, er domprovsten sammen med Teatret Svalegangen gået i gang med sit storværk ”Befri Gudstjenesten”.

Domprovsten synes åbenbart ikke længere om folkekirkens gamle, støvede og uforståelige ord og ritualer, som ingen moderne mennesker forstår et muk af. Der er ikke blot tale om en forårsrengøring, men en sand tempelrensning. Domprovsten har ikke tid at vente på Helligåndens stormvejr, der renser og fornyer kirken.

Helt i overensstemmelse med den nye tidsånd er prædikanten erstattet af en kvindelig imam, en sundhedsapostel, en ateist og en håndplukket præst fra Vejle, der har påtaget sig den reformatoriske opgave at formulere en ny trosbekendelse, der begynder med de profetiske ord, ”at vi er hinandens verden, og vores inderste længsel og helhed”. Ham Jesus er ikke taget med, for han forstyrrer åbenbart forståelsen af det nye, der er på vej.

At befri gudstjenesten for kirkens ældgamle trosbekendelse og lade den erstatte af en indviklet, ustruktureret, ubehjælpelig og indholdsløs trosbekendelse er ikke mindre end en hån mod hele kristenhedens fælles trosbekendelse.

Den ansvarlige biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, har åbenbart også svært ved at finde ud af, hvad han skal mene om opførelsen i Aarhus Domkirke. Vi savner i høj grad et myndigt ord fra biskoppen.

Og hvor gik jeg da hen, da domkirkens dør var stængt sidste søndag? Jeg sneg mig ind på en bænk i den katolske hovedkirke i Aarhus. Og hvad så jeg her? En stor kirke fyldt med mennesker fra alverdens folkeslag: danskere, afrikanere, asiater, østeuropæere, folk fra Mellemøsten, kristne fra arabiske lande og et par hjemløse lutheranere. Alle aldersgrupper var repræsenteret: børn, unge, børnefamilier og nogle få ældre som mig selv.

Men det bemærkelsesværdige var, at også her var den lutherske reformation åbenbart slået igennem. Man sang danske salmer, der blev prædiket på dansk af en meget gammel hjertevarm præst, under nadveren modtog altergæsterne både brød og vin.

Gudstjenestens opbygning var ikke stort anderledes end en almindelig folkekirkelig gudstjeneste. Det var en gudstjeneste, der var præget af mangfoldighed, varme og engagement. Jeg er sikker på, at Luther ville have glædet sig over den gudstjeneste. Her var alt det, som han havde kæmpet for.

Gudstjenesten var sat fri af Kristus og ikke af en flok gudstjenestemagere, hvis sigte, perspektiv og mening fortoner sig i tåge.

Eskild S. Pedersen er pastor emer. og tidligere sømands- og udlandspræst.