Prøv avisen

Befri os fra angsten

Kom ud af dit indre, og vær til stede i de andres liv, skriver Jens Smærup Sørensen i lørdagsrefleksioner. Foto: .

Kom ud af dit indre, og vær til stede i de andres liv, skriver Jens Smærup Sørensen i lørdagsrefleksioner

Hvad hvis der er noget i sæben, de ikke har forbudt, og vores børn ikke selv kan få børn? Og hvad hvis det går endnu stærkere med den globale opvarmning, og et stejlt stigende hav i vilde storme vælter ind over vores fladland? Og hvis en flok grådige lømler eller en computerfejl smadrer verdensøkonomien? Hvis en galning affyrer sine atombomber? Ja, eller bare hvis de pønser på at omorganisere, og min afdeling nedlægges, og vi bliver opkøbt og fyret hele bundtet?

Vi véd det ikke. Hverken om det, som vi ikke helt véd, hvad er, virkelig kan ske, eller hvad der så sker. Min verden er blevet uoverskueligt risikofyldt, jeg har slet ikke styr på den, og hvad værre er: heller ingen andre har. Selv ikke ernæringseksperten tør føle sig sikker på, at den mad, hun spiser, ikke er dødbringende. Vi må alle leve med omsiggribende og ubegribelige uvisheder, og de skaber angst.

Masser af arbejde, masser af forbrug og sprut og lykkepiller og et permanent udflåd af entertainment fra syvogtredive kanaler det hjælper alt sammen på det. Det klipper den varme linje til smerten, dulmer den for så vidt. Distraherer os en lille smule fra os selv, men den er der stadig, angsten, hele tiden, murrende og gnavende. For den har, og det er det værste ved den, et endnu dybere greb om vores indre, end disse ydre farer og fantomtrusler kan fastholde; den har allerede, om ikke fra fødslen, så fra puberteten lagt sig til rette i hjertet for siden hen ganske grådigt at ernære sig af al rådvildhed og tvivl, af uafgjortheden: Hvad er jeg for et menneske? Hvad skal mit liv til for? Er alt, hvad jeg støtter mig til, lutter indbildning?

Angsten vil æde vores liv og lykke. Den æder sjæle op, som det hed i titlen på Fassbinders gennembrudsfilm. Den er et mørke, uigennemtrængeligt svulmende. Den er sort, som vi siger: sort som Satan selv. Og så er det sagt.

Allestedsnærværende er den dog ikke. Den trives ikke i enhver kultur. Hvor tilværelsen for de fleste gå ud på at tjene til dagen og veje, holde sulten fra døren og skaffe brænde og tøj, så man heller ikke fryser ihjel, dér lider man sjældent af angst. Så meget desto oftere er man bange. Man skotter frygtsomt til det utætte tag, man ikke har råd og kræfter til at udbedre, man bæver ved blikket fra den syge ko, man blegner af rædsel ved synet af de kerner, der sidder tilbage på stråene efter haglvejret.

Almene vilkår også her i landet for en to-tre generationer siden. Kun et mindretal, kun de velbjærgede, en akademisk og merkantil overklasse, kendte mere end lejlighedsvist til angsten. Og det er vel derfor, den er blevet betragtet som noget meget finere end den simple frygt og skræk, der huserede dernede, hvor de hunderædde tumlede omkring uden tanke for noget højere end at overleve.

Men her re vi nu alle sammen, mere end 9 ud af 10, blevet ufatteligt rige. Også på angst jo, og vi må nostalgisk se tilbage på dengang, de kunne nøjes med at gå og være bange. Allerede Tom Kristensen, der vidste, at asiatisk i vælde er angste, fandt ud af, der måtte foretages noget drastisk for igen at komme derned, og han valgte da at gå i hundene eller i det mindste at lade hovedpersonen i Hærværk gøre det. For mister man første kone og barn og så sit job og alle de borgerlige rutiner, der sikrer, at man får flaskerne ryddet væk og skjorterne strøget, så har man lige straks fødderne solidt plantet på den grusomme stenbro, hvor der er nok at se til med at værge sig og frygte, hvad der dukker op om næste hjørne.

Frygten for noget konkret overvinder angsten. Aktuelle og klart identificerede trusler mod vores eksistens er derfor langtfra så uvelkomne, som man skulle tro. De er populære at dømme efter mediernes behandling af dem. Naturligvis ønsker ingen at rammes af ulykkerne, men vi vil godt have dem at være bange for, en tid. Vi får en herlig fest, når vi med udsigten til en morderisk influenza eller en meteor, der nærmer sig vores klode, kan skræmme livet af hinanden.

Skulle vi over længere stræk befri os fra angsten, foreslår jeg følgende: Lad os få kontrol over det økonomiske verdensmaskineri, der enten, og meget pludseligt, vil forøde vores velfærd, eller, stille og roligt, trække os længere og længere ned i et stadig mere komfortabelt slaveri.

En opgave, det nok tager et par år at løse. Og selv når det er sket, kan vi få brug for at lytte til et gammelt råd: kom ud af dit indre og vær til stede i de andres liv. Uanset om det rigtig lykkes eller måske næsten slet ikke, er det altid forsøget værd.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil Jens Smærup Sørensen og forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen