Prøv avisen

Begrænsning af ytrings- og religionsfriheden hastes igennem med imamlov

Det er et problem, at indskrænkningen i ytringsfriheden ikke gælder alle borgere, men kun borgere, der fremsætter disse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring, skriver Mogens Mogensen om nyt lovforslag. Foto: Claus Fisker

Det ville være et mindre radikalt skridt at indføre et forbud mod direkte opfordring til lovbrud, men med det nye lovforslag går man langt videre og forbyder enhver billigelse af handlinger vedrørende drab mm., skriver Mogens S. Mogensen

Perioden 1. juli til 11. august er nok den tid på året, hvor flest danskere holder sommerferie, og netop nu, lige midt i perioden, har vi det smukkeste danske sommervejr, man kan forestille sig. Derfor er jeg egentlig også ked af at risikere at ødelægge det gode sommerhumør hos eventuelle læsere af dette debatindlæg.

Men der er ingen vej udenom, for netop i dag hørte jeg om, at Kirkeministeriet den 1. juli havde sendt et ”Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring)”, i høring med svarfrist den 11. august. Og man skal høre meget, før ørerne falder af.

Jeg havde godt nok læst det såkaldte enighedspapir, som et bredt flertal i Folketinget åbenbart var blevet enige om, men nu foreligger de efter min ydmyge mening uhørte idéer som et egentligt lovforslag til ændring af straffeloven.

Det lyder i al sin korthed sådan: ”Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 h, 208, 210, 216, 222, 223, 225, jf. 216, 222 og 223, 237, 244-246, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.«

Men, kunne man spørge, er der da ikke al mulig grund til at søge at forebygge de handlinger, som ovenstående paragraffer handler om, nemlig ”drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri”? Og hvis vi er enige i det, hvad er så problemet?

For det første er det et problem, at forslaget indebærer en markant indskrænkning i borgernes ytringsfrihed. Der er her ikke tale om at forbyde opfordring til lovovertrædelser – som i en række tilfælde allerede er forbudt, men her handler det om billigelse. Det ville have været et langt mindre radikalt skridt at have indført et forbud mod direkte opfordring til lovbrud, men her går man langt videre og forbyder enhver billigelse af handlinger vedrørende drab og så videre.

For det andet er det et problem, at denne indskrænkning i ytringsfriheden ikke gælder alle borgere, men kun borgere, der fremsætter disse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring. Her er der altså tale om en markant forskelsbehandling til ugunst for religiøse forkyndere og undervisere! Begrundelsen for denne åbenlyse forskelsbehandling er at ”personer, der foretager religiøs oplæring, har en særlig særlig position i forhold til at påvirke deres menighed mv.” Indirekte siges der hermed, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion.

For det tredje er det et problem, at loven ikke kun gælder ytringer fremsat offentligt, men også ytringer fremsat i en privat sjælesørgerisk sammenhæng. Dermed truer loven privatlivets fred og lægger op til en stikkervirksomhed, som man kendte den i kommunistiske lande som for eksempel DDR. Og det er vel også det, det er, et første lille, men ikke uskyldigt skridt ned ad en vej, der peger i retning af totalitære stater, når man for at afsløre og straffe dem, der ”modarbejder og undergraver danske værdier” er parat til at tage midler i brug, som især kendes i totalitære stater.

For det fjerde så er loven så upræcis, at først tiden – den præcedens, der måtte udvikle sig – vil vise, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvem der kan rammes af denne lov og dermed risikere op til tre års fængsel.

Endelig så er det naturligvis et demokratisk problem, at man sender et så vidtgående lovforslag i høring netop i sommerferieperioden, hvor ikke mange af de høringsberettigede parter har mulighed for at udarbejde de grundige, kritiske høringssvar, som lovforslaget i den grad fortjener, og hvor nyhedsmedierne kører på lavt blus og derfor ikke giver lovforslaget den opmærksomhed, som det burde have fået.

Men bort set fra alt det, så ønsker jeg alle eventuelle læsere af dette indlæg en god sommerferie!

Mogens S. Mogensen er konsulent og formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd