Begrav den gamle verdensorden. De gamle måder at håndtere Rusland på kan ikke længere bruges

Troen på, at autokratiske regimer vil demokratiseres og liberaliseres, i takt med at de indordner sig under vores regelbaserede orden, var naiv, skriver magasinet The Atlantics Tom McTague

"Navnlig europæerne har reageret usædvanlig følelsesladet på chokket over Putins invasion," skriver Tom McTague. På billedet ses den tyske kansler, Olaf Scholz, går foran et kort af Ukraine.
"Navnlig europæerne har reageret usædvanlig følelsesladet på chokket over Putins invasion," skriver Tom McTague. På billedet ses den tyske kansler, Olaf Scholz, går foran et kort af Ukraine. . Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den store østrigske romanforfatter Joseph Roth døde få måneder før den hitlerske ødelæggelse af verden, som han forudså. Ved sin død, i 1939, levede Roth i eksil i Paris, ludfattig og alkoholiseret, knækket over tilintetgørelsen af hans barndoms Mitteleuropa. Roth var født i 1894 et sted, der hedder Brody – en lille by i det, der dengang var det østrig-ungarske kejserrige, men som nu er Ukraine. I dag er denne lille by fra Roths barndom atter truet.

Roth er bedst kendt for sin roman "Radetzkymarch", som skildrer det habsburgske kejserdømmes endeligt – for ham at se en tragedie. Men "Kejserens buste", et andet af hans melankolske værker, føles mere profetisk i dag, hvor den russiske hær myldrer ind over Ukraine. I denne fortælling tager Roth læseren med til sin barndoms land, før det blev skyllet bort i dønningerne fra europæisk nationalisme, krig og grusomhed.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Hovedpersonen i Roths historie er den aristokratiske grev Morstin, efterkommer af en gammel polsk familie af italiensk afstamning, der betragter sig selv som hverken polsk eller italiensk, men "hinsides nationalitet". Ligesom Roth hader Morstin selve nationalismens idé, som han ser som en lille, kold og fugtig hytte i sammenligning med det "store hus med mange døre og mange rum til mange forskellige slags mennesker", som var det gamle habsburgske monarki. I "Kejserens buste" fortæller Roth, hvordan grev Morstin kommer overens med tabet af sit hjemland. Men i virkeligheden handler historien om tabet af en måde at leve på, tabet af en tid – tabet af en orden. Dette tab symboliseres gennem hele fortællingen af en buste af den gamle østrigske kejser Franz Joseph, som Morstin har uden for sin herregård i en landsby nær Brody.

I dag ser vi endnu en gang, fra Brody til Kharkiv, en tidsalders sammenbrud – og med det måske en samfundsordens kollaps. Ligesom grev Morstin er vi nu nødt til at tage denne forandring alvorligt.

Meget længe har mange af os undgået at tage det spring i fantasien, der skulle til for at tro på, at en moderne politisk leder kunne give ordre til at invadere et europæisk land. Trods flere og flere tegn på det modsatte nægtede mange diplomater, embedsmænd og analytikere for alvor at tro på advarslerne fra de amerikanske og britiske efterretningstjenester om et nært forestående angreb.

For mange i Vesten er angrebskrige øjensynlig noget, der sker for fattige lande langt borte. De føres af os. De føres ikke mod os. Og alligevel er dette sket. Billederne på vores tv-skærme af russiske helikoptere, der overflyver europæiske byer, virker ikke ægte. Men det er de. Fotos af sprængte russiske bomber virker rystende, fordi de er taget i tydeligt europæiske omgivelser. På et billede bragt af Radio Free Europe ser man en Domino's lige bag ved blodbadet.

Navnlig europæerne har reageret usædvanlig følelsesladet på chokket over Putins invasion. Chefen for den tyske hær, Alfons Mais, har postet en forbløffende barsk vurdering af situationen på sin LinkedIn-side, hvor han erklærer, at det tyske forsvar "ikke er klædt ordentligt på" (formentlig grundet mange år på frihjul under sin amerikanske beskytters vinger) og har meget begrænsede muligheder for at støtte den vestlige alliance.

"Vi så det alle komme og formåede ikke at trænge igennem med vores argumenter, at udlede konklusionerne af annekteringen af Krim og drage konsekvenserne," skriver han. Den tidligere tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer tilslutter sig selvbebrejdelserne og skrev kort efter invasionen, at hun er "vred på os selv over vores historiske svigt" efter Putins interventioner i Georgien, Krim og Donbass i forhold til at gøre noget, der kunne have bremset den russiske leder.

Dette, tror jeg, er kilden til vores raseri her i Europa og i USA. Vi har ladet os narre af en mand, som er ude på at ødelægge vores verden. Vi skammer os over vores egen godtroenhed, vores skammelige stupiditet og forfængelighed.

Tom McTague

Når man læser disse klagesange, kan man dårligt undgå at få det indtryk, at de bunder i skam og forlegenhed. Efter det habsburgske kejserriges kollaps ender grev Morstin i "Kejserens buste" med at bo en tid i Schweiz, hvor han prøver at glemme, at hans gamle verden er væk. Men en aften, hvor han sidder på en amerikansk bar i Zürich, konfronteres han med den nye verdens realitet.

Han ser en gruppe russere spankulere spottende rundt med noget, de hævder er kronen fra det monarki, han agtede så højt. Pludselig opfyldes han af raseri. "Det var, som om han forstod, i samme øjeblik som han selv forandredes, at længe før ham var verden også blevet forandret. Det var, som om han nu opdagede, at forandringen i ham selv blot var en følge af en mere omfattende forandring."

Konfronteret med livets realiteter skammer grev Morstin sig over sin tidligere naivitet. "Når han ser ondskab," skriver Roth, "bliver den krævende mand dobbelt flov: først over dens blotte eksistens, og dernæst fordi han med det samme begriber, at han har ladet sig narre."

Dette, tror jeg, er kilden til vores raseri her i Europa og i USA. Vi har ladet os narre af en mand, som er ude på at ødelægge vores verden. Vi skammer os over vores egen godtroenhed, vores skammelige stupiditet og forfængelighed.

Næsten intet vestligt land kan sige sig fri for denne skam. Efter 2016 er Amerikas skam let at forstå, men følelsen er ikke mindre udpræget i Europa. I Storbritannien har vi skammen over de russiske oligarker, der opkøber vores hjem og vores aviser og endda finder vej ind i vores parlament.

I Frankrig overbeviste landets ledere – længe efter at putinregimets forfærdelige væsen blev tydeligt – skamløst sig selv om, at de kunne tale ham til rette. Emmanuel Macron havde end ikke nogen betænkeligheder ved at overvære VM-finalen i Moskva side om side med Putin, kun få måneder efter at den russiske leder havde beordret anvendelse af et kemisk våben i Storbritannien.

Den tidligere tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer tilslutter sig selvbebrejdelserne og skrev kort efter invasionen, at hun er "vred på os selv over vores historiske svigt" efter Putins interventioner i Georgien, Krim og Donbass i forhold til at gøre noget, der kunne have bremset den russiske leder.
Den tidligere tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer tilslutter sig selvbebrejdelserne og skrev kort efter invasionen, at hun er "vred på os selv over vores historiske svigt" efter Putins interventioner i Georgien, Krim og Donbass i forhold til at gøre noget, der kunne have bremset den russiske leder. Foto: Michele Tantussi/Reuters/Ritzau Scanpix

I Tyskland er skammen måske tydeligst. Europas førende magt har ikke kunnet finde styrken til at lede, har ikke kunnet finansiere sit militær ordentligt og har først nu fundet mod til at adskille sine økonomiske interesser fra ansvaret over for den vestlige alliance, som garanterer landets sikkerhed.

Men det er samme historie i hele Europa: en italiensk politiker i en Putin-T-shirt, an østrigsk politiker, der danser med den russiske leder til sit bryllup, den ungarske premierminister, der fedter for ham i Moskva. Alle ved, hvor forkastelig denne adfærd er, men selv nu kæmper vi for at forlige os med vores falskhed og forsøger at undgå de konsekvenser, som uvægerlig vil ledsage enhver form for meningsfulde sanktioner mod den russiske stat.

Vi var blevet advaret. I de 21 år siden præsident George W. Bush erklærede Putin for en mand, han kunne stole på – åbenbart efter at have set ind i hans sjæl – har den russiske leder invaderet Georgien, støttet Assad i Syrien, blandet sig i det amerikanske valg, annekteret Krim, forsynet separatister i Ukraine med våben (hvorefter de skød et hollandsk fly ned), snigmyrdet fjender i Storbritannien og Tyskland og så til slut indledt en fuld invasion af et suverænt europæisk land. Og stadig er der vestlige ledere – på den populistiske højre- og venstrefløj, fra Donald Trump i USA til den britiske fredsbevægelse "Stop the War Coalition" – som forsvarer, forklarer, undskylder eller endda roser Putin.

Vesten er ikke ved at kollapse på samme måde som Østrig-Ungarn. Men de vestlige forestillinger om styrke og overlegenhed er ikke længere nok. De, der stadig tror på demokratiet, må begrave den hybris, som fik den gamle verden til at bryde sammen. 

Tom McTague

Stillet over for en ny verdens brutale virkelighed er det naturligt at reagere med enten raseri eller fornægtelse. I "Kejserens buste" beslutter grev Morstin sig for det sidste og vender fra Schweiz tilbage til sin landsby uden for Brody for at leve, som om det habsburgske kejserdømme aldrig var gået til grunde. Greven henter busten af kejseren, som han har opbevaret sikkert i sin kælder, frem på ny og stiller den op igen uden for sit hjem. Han begynder endda at gå med sin gamle uniform fra de østrigske dragoner.

Det virker i et stykke tid, og de lokale bønder hilser på ham, men han ved, at det ikke kan vare ved. "Som enhver, der engang har været magtfuld, virkede han nu svagere end selv de svageste; i embedsstandens øjne var han latterlig." Bønderne, der hilser ham, hilser en tabt fortid. Til sidst ved han, at spillet er ude, og det er tid at begrave den gamle verden. Så han kalder landsbyboerne sammen, og sammen begraver de busten af kejseren, som om det var Franz Joseph selv.

Jeg er bange for, at vores skæbne her i Vesten er den samme. Det tjener ikke længere noget formål at trække i den gamle verdens uniformer og lade, som om den ikke lige er blevet sprængt i stykker. De gamle måder at håndtere Rusland (og måske også Kina) på kan ikke længere bruges. Troen på, at autokratiske regimer vil demokratiseres og liberaliseres, i takt med at de indordner sig under vores regelbaserede orden, var naiv. Vesten er ikke ved at kollapse på samme måde som Østrig-Ungarn. Men de vestlige forestillinger om styrke og overlegenhed er ikke længere nok. De, der stadig tror på demokratiet, må begrave den hybris, som fik den gamle verden til at bryde sammen. Hvis vi er nødt til at gøre det ceremonielt og skovle jord på ligesom med den gamle buste uden for Brody, så lad det være sådan. Men lad os se at få det klaret, før vi gør os endnu mere til grin.

Tom McTague er fast London-skribent på det amerikanske magasin The Atlantic i London.

© The Atlantic

Oversat af Marie Lund.