Prøv avisen

Begrebsforvirring i sjælesorg?

SKRIFTESTOLEN: Det er både forkert og farligt, når en præst i udsendelsen Skriftestolen arbejder ud fra egne konstruerede begreber, så en ung mands reelle skyld over for sin syge far reduceres til indbildt skyld

I sin loyale anmeldelse af Skriftestolen (DR 2 den 27. januar) gengiver og fremhæver psykoterapeut Bent Falk (Kristeligt Dagblad 1. februar) den forståelsesramme, som han antager ligger bag mediepræstens udgangspunkt for den sjælesorg, han ydede over for en ung mand, der led af en generel følelse af tilværelsens meningsløshed, og som natten forinden havde mistet sin far.

Bent Falk skelner mellem reel skyld og indbildt skyld. Dette svarer, mener han, til forskellen mellem reel magt og indbildt magt. Og endvidere på, at mening ikke nødvendigvis er en god ting. Altså: Den kristelige pointe skulle set i sammenhæng med fjernsynsudsendelsen være, at den unge mand bliver gjort opmærksom på, at han ikke behøver at føle en indbildt skyld over en indbildt magt, han alligevel ikke har, altså for eksempel over sin fars dødsfald eller sin oplevelse af, at livet er meningsløst.

Et centralt spørgsmål er: Hvordan kan præsten vide, at den unge mand lider under en indbildt skyld over sin fars dødsfald, eller en indbildt skyld over, at han ikke kan finde sin mening i tilværelsen? Kan det ikke lige så godt være, at den unge lider under en reel skyld over sin fars død og over, at han ikke kan finde mening med sit liv? Altså at her kunne være tale om den unge mands reelle samvittighedsproblemer over for sig selv?

Disse forhold sætter præsten sig overhovedet ikke ind i! Og i øvrigt: Med hvilken ret sætter præsten lighedstegn ved skyld som et kristent begreb og begrebet afmagt, som i præstens sammenhæng fungerer som et psykologisk begreb? Er her ikke tale om psykologisme? Altså at kristne begreber forsøges reduceret til psykologiske begreber?

At præsten arbejder ud fra egne konstruerede begreber ses tydeligt, når han ud fra samme referenceramme, som han anvender hele vejen igennem udsendelsen, nægter den unge mand at tage ansvar for ikke have besøgt dennes far nok på sit sygeleje.

Her kommer præstens referenceramme i så tydelig konflikt med både tankegangen bag kristen sjælesorg og bag en psykoterapeutisk indgangsvinkel, at selv en sympatisk anmelder som Falk dog i det mindste må give mig ret i, at her begik præsten virkelig en fejl.

I Falks øjne er det dog kun at regne for en deltalje i en ellers vellykket proces, mens det fremgår tydeligt af udsendelsen, at fejlen netop opstår som en naturlig konsekvens af den af præsten på forhånd antagne begrebs- og referenceramme.

Stig Dankert Hjort er filosof og psykoanalytiker, pt. bestyrelsesmedlem i Psykoterapeutforeningen samt medstifter af Kriseterapeutisk Center, Vandkunsten 3, København.