Prøv avisen
Refleksion

Skal en kvinde kunne vælge, om hun kun vil være mor til et barn?

En kvinde kan ifølge lov om svangerskabsafbrydelse vælge, at hun ikke vil gennemføre graviditeten og altså ikke vil være mor. Efter det norske forslag, skal hun også kunne vælge, at hun godt vil være mor, men kun mor til én. Modelfoto.

Selv om det er lovligt at få et uønsket svangerskab afbrudt, giver loven ikke en slags ubegrænset handleret over for fostre. Ved fosterreduktion er svangerskabet nemlig ikke afbrudt, fordi kvinden fortsat er gravid efter indgrebet, skriver den tidlige formand for Det Etiske Råd, Ole Hartling

EN ARTIKEL i Kristeligt Dagblad den 24. februar fortæller, at justitsministeriet i Norge har besluttet, at en kvinde, der venter tvillinger, nu kan få fjernet det ene foster.

Dette kaldes fosterreduktion – i sig selv en sælsom betegnelse. Det norske justitsministerium har gennemgået abortloven og ”ikke fundet noget til hinder for indgrebet”, som det hedder i referatet. Men har det overhovedet noget med abortloven at gøre?

Fosterreduktion tænkes brugt, hvis den gravide kvinde ikke ønsker at føde tvillinger. Indgrebet består i, at der sprøjtes koncentreret kaliumklorid ind i det ene fosters hjerte, som derved standser. Kaliumklorid findes i forvejen i blodbanen i ganske små fysiologiske mængder, men når det gives i koncentreret form og direkte i hjertet, er det dødeligt, og fosteret går derefter til grunde og svinder ind (absorberes).

Proceduren blev første gang anvendt i 1978 og har siden været udført mange gange ved flerfoldsgraviditeter (især flere end to), blandt andet for at begrænse risikoen for moderen eller for de øvrige fostre.

Højere fødselsalder og en øget brug af kunstig befrugtning har medført et stigende antal tvillingegraviditeter, og derfor vurderer man, at der er opstået et større behov for fosterreduktion.

I Danmark har dette også tidligere været diskuteret, og det sker nu igen inspireret af lovgivningen i Norge, blandt andet i en artikel i dagbladet Politiken den 13. marts.

Herhjemme følger man ellers den regel, som blev anbefalet af Det Etiske Råd i år 2000, at man ved kunstig befrugtning ikke lægger flere fosteranlæg op i livmoderen, end man vil bringe til eksistens. Hvis kvinden ikke ønsker at få tvillinger, lægger man kun ét befrugtet æg op. Flerfoldsgraviditet kan dog naturligvis også opstå spontant.

Formanden for det norske stortings sundhedsudvalg, Kari Kjønaas Kjos, anfører en interessant begrundelse for fosterreduktion: ”Hvis vi lukker muligheden for at fjerne et af børnene, kan konsekvensen blive, at kvinden vælger at fjerne dem begge.”

Sundhedsordfører Stine Brix fra Enhedslisten mener, at Danmark bør følge den norske linje. Hun bruger en helt lignende argumentation: ”Der er en asymmetri i lovgivningen, fordi den gravide godt kan vælge abort af begge tvillinger, men ikke den ene. Det betyder, at kvinden står i et stort dilemma og kan føle sig nødsaget til at abortere begge.”

BEGREBERNE FORPLUMRES – også i Politiken – af, at fosterreduktion bliver beskrevet som en slags abort. For den enkelttænkende afsporer ordet abort tanken, fordi man så smyger sig ind under en lovgivning, hvor det at bringe et fosters liv til afslutning synes at være tilladt.

Men det glemmes, at loven om provokeret abort ikke handler om en særlig ret til at tage livet af et foster. Loven handler om svangerskabsafbrydelse. Og ved fosterreduktion er svangerskabet ikke afbrudt, fordi kvinden fortsat er gravid efter indgrebet.

I Danmark indførtes lov om svangerskabsafbrydelse i 1973, og den var i udgangspunktet en nødløsning. Loven tog højde for en socialforce majeure : en uønsket graviditet, og den drejer sig fortsat om det etiske dilemma mellem det uønskede svangerskab og at tage et fosters liv.

I forbindelse med fosterreduktion holder det altså ikke at sige: ”Det er ulogisk, at vi godt må foretage abort af et foster, når det er alene, men ikke når der er andre.” Sagt med andre ord: Selvom det er lovligt at få et uønsket svangerskab afbrudt, giver loven ikke en slags ubegrænset handleret over for fostre.

En kvinde kan ifølge lov om svangerskabsafbrydelse vælge, at hun ikke vil gennemføre graviditeten og altså ikke vil være mor. Efter det norske forslag, skal hun også kunne vælge, at hun godt vil være mor, men kun mor til én.

Den afsporede argumentation, som vi nu hører fra både norsk og dansk side, går på, at fordi kvinden ifølge abortloven har ret til at få afbrudt sit svangerskab, vil hun måske vælge det, hvis det er en tvillingegraviditet.

Moderens ret til at abortere begge fostre betyder så, at fosterreduktion pludselig bliver set som den gode handling, nemlig fordi man derved redder det ene barns liv. Men man kunne lige så vel sige, at man ofrer et barns liv.

Den gravides ret til abort, som er begrundet i en særlig lov, loven om svangerskabsafbrydelse, giver ikke politikere eller læger nogen hjemmel og slet ikke nogen etisk forpligtelse til at foretage fosterreduktion som den gode handling. Når det norske justitsministerium ikke har fundet noget til hinder for fosterreduktion i abortloven, kan det skyldes, at sammenhængen mellem begreberne kun er tilsyneladende.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen