Begrundelsen for Irakkrigen er luthersk set svag

At kommissionen, der skal se på den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan er overflødig, er et interessant standpunkt at tage for en kristen avis, skriver Svend Andersen

Bjeragers modstand mod at få spørgsmål om Irakkrigen besvaret virker næsten kynisk, skriver Svend Andersen
Bjeragers modstand mod at få spørgsmål om Irakkrigen besvaret virker næsten kynisk, skriver Svend Andersen. Foto: Henning Bagger.

Regeringen har som bekendt netop fremlagt et udkast til kommissorium vedr. den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Men den kommission, der bliver nedsat, er overflødig.

LÆS OGSÅ: En overflødig kommission

I hvert fald efter Kristeligt Dagblads mening som formuleret af chefredaktør Erik Bjerager i lederen den 13. april. Det er et interessant standpunkt at indtage for en kristelig avis. Hvad er argumenterne?

Bjeragers primære indvending mod kommissionen er, at de vigtigste af de spørgsmål, den vil belyse, ... i al væsentlighed er belyst. Et af de vigtigste spørgsmål er, på hvilket grundlag den daværende regering i foråret 2003 besluttede at lade Danmark deltage i angrebet på Irak. Bjerager indrømmer, at den politisk-retoriske påstand om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben ikke holdt. Men den formelle forudsætning var også, at Irak i 12 år ikke havde efterkommet FNs Sikkerhedsråds resolutioner.

LÆS OGSÅ: Det skal Irak-kommissionen svare på

Hertil må man for det første sige, at den politisk-retoriske begrundelse og den formelle jo ikke helt kan adskilles, for resolutionerne handlede netop om Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben.

Dernæst må man sige, at den daværende regerings egen juridiske begrundelse lader meget tilbage at ønske. Begrundelsen findes i et papir fra Udenrigsministeriet af 18. marts 2003. Det handler i høj grad om Sikkerhedsrådets resolution 1441, som fastslår, at der sådan set er grundlag for, at det internationale samfund tager alle midler i brug mod Irak men som samtidig giver landet en sidste chance til at dokumentere, at masseødelæggelsesvåbnene ikke findes.

LÆS OGSÅ: Dommere: Irak-undersøgelse er for politisk

Da et folketingsflertal besluttede at sende danske soldater i krig, var FNs våbeninspektører stadigvæk i gang, og de havde ikke konstateret, at deres virke var udsigtsløst. Det har lederen Hans Blix udtalt adskillige gange.

Et afgørende spørgsmål er derfor: Hvorfor kunne koalitionen af de villige ikke vente med at angribe, til våbeninspektørerne eventuelt erklærede det håbløst at få Irak til at leve op til Sikkerhedsrådets krav?

LÆS OGSÅ: Personer kan drages til ansvar for Irak-krig

I debatten efter regeringens fremlæggelse af kommissorie-udkastet har Søren Pind (V) hævdet, at Højesteret har afklaret spørgsmålet om Irak-angrebets retmæssighed. Det er ikke rigtigt. Højesteret afsagde den 17. marts dom i en sag, som den såkaldte Grundlovskomité 2003 havde anlagt mod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men dommen handlede om, hvorvidt Danmarks deltagelse i angrebet på Irak var i strid med Grundlovens bestemmelse om militær magtanvendelse mod en fremmed stat (paragraf 19). Højesteret fandt ikke den danske deltagelse grundlovsstridig. Men dermed er spørgsmålet om, hvorvidt angrebet stred mod folkeretten, jo ikke afgjort.

Bjeragers modstand mod at få det spørgsmål bedre besvaret forekommer næsten kynisk. Og det overrasker i betragtning af, at han har skrevet adskillige ledere om, at Danmark er et land, der bygger på luthersk kristendom.

Luthersk kristendom er uforenelig med et kynisk syn på retmæssigheden af krigsførelse.

I folkekirkens lutherske bekendelse hedder det at kristne må føre retmæssige krige. Og Luther selv betoner, at alle fredelige midler skal afprøves, inden man indleder en krig.

Grunden er den indlysende, at kristne kun med største betænkelighed kan medvirke til de drab og ødelæggelser, en krig indebærer. Krigsførelse må kun være et nødvendigt onde.

En kommission kan selvsagt ikke finde det endegyldige svar på spørgsmålet om Irakkrigens nødvendighed. Men den kan udrede spørgsmålene om den danske deltagelses overensstemmelse med folkeretten meget bedre, end tilfældet er i dag. Og den kan forhåbentlig udrede, hvilke informationer de danske krigsførende politikere byggede deres beslutning på.

Helt bortset fra undersøgelsen af de retlige aspekter af krigsdeltagelsen kunne man ønske sig, at folkekirken var i stand til at gennemdrøfte den aktuelle betydning af vores bekendelse til den retfærdige krig.