JEG TALER HVER DAG med unge mennesker, der har ladet computerspil blive altoverskyggende. De bruger computerspil som et hurtigt fix til at fortrænge livets mange ubehageligheder. Computerspillene fungerer således som deres tilflugtssted, når livet føles svært og uoverskueligt. Mange unge mennesker er blevet forført af dygtige spildesignere til at tro, at det gode liv findes bag computerskærmen.
Problemet er, at med en tilværelse foran computeren mister de blikket for det liv, de gerne vil leve. De mister blikket for det liv, de gerne vil huskes for. De mister med andre ord blikket for det meningsfulde liv.
Resultatet er, at de spiller i alle deres frie timer. Det virkelige livs resultater og oplevelser negligeres til fordel for et overdrevent fokus på det virtuelle livs resultater. Der opstår utallige skænderier med de forældre og lærere, som forsøger at begrænse deres spiltid.
BAGSIDEN AF MEDALJEN ER, at et overdrevent forbrug af computerspil ofte fører til grublerier og triste tanker. Skyld, skam og ensomhed bliver følgesvende til et liv foran computerskærmen.
Deres karakterer daler i skolen, de stopper med at dyrke deres fritidsinteresser, og deres virkelige venskaber udskiftes gradvist til virtuelle venskaber. De isolerer sig på deres værelse, mens verden udenfor farer forbi.
De føler sig som guder i de virtuelle universer, men i det virkelige liv mister de fodfæstet. Deres engagement og drivkraft til livet går tabt. I sidste ende mister de troen på, at de kan excellere i det virkelige liv.
Det paradoksale er, at disse unge mennesker gerne vil huskes for andet end at have den bedste karakter i ”World of Warcraft” eller ”League of Legends”. De vil heller ikke huskes for at være den, der fik flest likes på Facebook, Instagram eller Twitter.
Det, disse unge mennesker gerne vil huskes for, er ganske sunde dyder såsom at gøre deres forældre stolte, at være en god ven, at være en mand, der tror på sig selv, eller at være en god kæreste.
De er blevet forført til at leve et liv, som lovede dem mening og indhold, men slutresultatet blev et liv under ensomhedens og tristhedens regime.
David Madsen er cand.psych. i Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed.