Prøv avisen
Debat

Der er behov for ægte fokus på akademisk redelighed på universiteterne

Der er således dybt bekymrende, at bedømmelsesudvalget ikke har inddraget i deres bedømmelse, om den videnskabelige metode er stringent anvendt i Lunde Larsen afhandling og giver et redeligt grundlag for ph.d.-afhandlingens resultater. Det skal professorerne være opmærksom på, hvis de kommer i et nyt bedømmelsesudvalg, skriver debattør. Foto: Uffe Weng

Universiteterne har i de senere år forstærket indsatsen for at lære de studerende, hvad korrekt akademisk redelighed er. Har denne indsats nu været forgæves, spørger Mogens Gruelund i kølvandet på Esben Lunde Larsen-sagen

PROFESSORERNE Svend Andersen, Theodor Jørgensen og Ove Korsgaard, der alle var medlemmer af bedømmelsesudvalget for uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) ph.d.-afhandling skrev i Kristeligt Dagblad den 15. december, at ”bedømmelsesudvalgets opgave er at vurdere den i en afhandling dokumenterede forskningsindsats".

Det er derimod ikke dets opgave at vurdere, om der i afhandlingen udvises dårlig videnskabelig praksis i form af for eksempel plagiat. Den opgave er fornuftigvis henlagt til universiteternes Praksisudvalg.”

Via et opslag på Den Store Danske Encyklopædi er det muligt at orientere sig om, hvad forskning egentlig er. Her defineres forskning som en ”systematisk videnskabelig undersøgelse af et emne. Formålet med videnskabelig tænkning og forskning er den videst mulige erkendelse af alle tilværelsens aspekter. I forskningsprocessen anvendes en stringent metode, hvor der lægges afgørende vægt på, at den erkendelse, der søges, kan begrundes eller bevises”.

Det fremgår tydeligt af artiklen i encyklopædien, at metoden er helt central, når det videnskabelige resultat af forskningen skal vurderes. Resultat og metode er samhørige størrelser. Forskningsindsatsen er blandt andet et resultat af den anvendte metode. Har professorerne glemt, at vi har haft en Penkowa-affære, hvor der var svindlet med metoden, så resultaterne så valide ud?

Den videnskabelige metode i en afhandling indeholder blandt andet en overholdelse af de alment accepterede citatregler. Det er en væsentlig del af et bedømmelsesudvalgs opgave at kontrollere, at citatreglerne er overholdt. Professorerne kan således ikke undslå sig denne opgave ved at overlade den til Praksisudvalget.

Det er derfor ikke uden grund, at lektor, dr.phil. Hans Hauge i Kristeligt Dagblad den 8. december mente, at ”de ikke har gjort deres hjemmearbejde, da de skulle bedømme afhandlingen”.

Ifølge ph.d-bekendtgørelsen fra 2008 er ph.d.-uddannelsen en forskeruddannelse, hvor alle forskningens elementer skal indgå i uddannelsen. Der er således dybt bekymrende, at bedømmelsesudvalget ikke har inddraget i deres bedømmelse, om den videnskabelige metode er stringent anvendt og giver et redeligt grundlag for ph.d.-afhandlingens resultater. Det skal professorerne være opmærksom på, hvis de kommer i et nyt bedømmelsesudvalg.

Personligt har jeg i 23 år fungeret som censor på universiteterne, dog ikke på ph.d.-uddannelsen. Jeg har brugt meget gratisarbejde på sammen med eksaminator at indberette studerende for plagiat og dårlig videnskabelig praksis.

Universiteterne har i øvrigt i de senere år forstærket indsatsen for at lære de studerende, hvad korrekt akademisk redelighed er. Har denne indsats nu været forgæves? Eller har bedømmelsesudvalget arbejdet med lukkede øjne, når det angik vurderingen af videnskabelig praksis?

Mogens Gruelund er cand.merc. og forhenværende sekretariatsleder for censorformandskabet for erhvervskommunikation og -sprog samt censorformandskaberne for de erhvervsøkonomiske censorkorps