Det er med nogen bekymring for det fremtidige samarbejde mellem folkekirken og migrantmenighederne, at jeg torsdag den 3. december læser om biskop Tine Lindhardts forbud mod, at valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh vikarierer - vederlagsfrit - som prædikant i Sct. Hans Kirke i Odense.
Samtidig afføder denne afgørelse en vis ærgrelse i mig som medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd samt det udvalg herunder, der fortiden netop ser på forholdet mellem folkekirken og migrantmenighederne.
I udvalget har vi holdt en række møder allerede, og flere forestår. Vi giver os god tid, for der er mange sten at vende og hensyn at tage. Generelt kan jeg dog sige, at vi i udvalget har den opfattelse, at forholdet og samarbejdet mellem folkekirke og migrantmenigheder skal styrkes og smidiggøres.
Det betyder således, at vi forsøger at holde fokus på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre inden for den givne kirkelige lovgivning med gode viljer og velmenende, imødekommende tænkning ud af boksen - netop med henblik på at fremtidssikre samarbejdet uden dog at gå videre, end at folkekirken også fremover kan bevare sin grundlovsbestemte evangelisk-lutherske forankring og kirkeretlige status.
Fremadrettet er det dog vigtigt at have øje for, at et godt og fleksibelt samarbejde mellem migrantmenighederne og folkekirken ikke nødvendigvis betyder en svækkelse af samme.
Snarere tværtimod: Folkekirken (er vi enige om i udvalget) vil vinde mindst lige så meget som migrantkirkerne på et godt og tillidsfuldt samarbejde. Et samarbejde, hvor for eksempel udlån af kirkerum og andre lokaler i folkekirken til de lokale migrantmenigheder kan komme på tale.
Et samarbejde, hvor vi kan prædike i hinandens kirker og ved forskellige lejligheder fejre gudstjeneste sammen. Et samarbejde, hvor folkekirken kan være med til at lette tilværelsen for migrantmenighederne - såsom hjælp med administrativt bøvl og konkrete vanskeligheder ude omkring i sognene og den slags.
Den kirkelige frihedslovgivning, som så dagens lys i sidste halvdel af det 19. århundrede, var med til at sikre en mere fleksibel kirke og kirkelig betjening af menighederne her i landet. Lov om sognebåndløsning, valgmenigheder og frimenigheder var således initiativer, der blev ført ud i livet for at sikre folk større frihed og flere muligheder på det kirkelige område - og altså ikke det modsatte: mindre frihed og færre muligheder.
Ånden i denne lovgivning var et ønske om at komme mennesker i møde, der hvor regler og stive sognebindinger kunne gøre livet besværligt både for præster og menigheder, som var bundet til hinanden uden selv at ønske dette.
På samme måde skal vi i dag tænke ud fra et overordnet ønske om at række ud til og lette de kirkelige forhold for migrantmenigheder i mødet og samarbejdet med den altdominerende folkekirke.
Med dette tankesæt som grundlag for samarbejdet kan tænkningen omkring frihedslovgivningen jo vendes om, så vi kan sige: Hvorfor kan netop valgmenigheder ikke være en slags vej ind i folkekirken på sigt?
Måske en del kristne nytilkommere har svært ved at tage det store spring ind i folkekirken lige på én gang? Men så er vejen jo mulig gennem forskellige stadier på troens vej: frikirke, valgmenighed, folkekirke.
Vi skal i hvert fald, trods lovgivning, traditioner og administrative praksisser, være motiverede for i folkekirken at strække os, så langt vi kan, med gode viljer og løsninger, der rækker ud til migrantmenighederne med samarbejde, der vil sætte folkekirken i et positivt og imødekommende lys hos disse - og også blive til gavn og glæde for det almindelige folkekirkelige liv rundt om i sognene.
Ole Buchardt Olesen er sognepræst og medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd