Prøv avisen

Bemærk, hvad de britiske optøjer ikke handlede om

Det var ikke organiserede bander, der gav optøjerne det enorme omfang, men almindelige mennesker, der blev revet med, skriver Kåre Gade fra London. Foto: Toby MelvilleReuters.

Nogle vil givetvis forsøge at tolke optøjerne som en konsekvens af multikulturalismen, men det bliver et svært regnestykke at få til at gå op. Det mener Kåre Gade, der er klummeskribent i Kristeligt Dagblad og bosat i London

Tre mobiltelefonforhandlere, to sportstøjforretninger, en elektronikkæde, en computerspilsbutik, et minimarked og et pizzeria. Selvom min lokale bydel ikke var blandt de hårdest ramte under optøjerne i London, var statistikken ikke til at tage fejl af, da jeg dagen efter gik ned ad Camden High Street og talte de knuste butiksruder:

De hærgende børn og unge var gået systematisk efter de produkter, som netop har børn og unge som deres vigtigste målgruppe massivt markedsførte internationale mærkevarer, der relativt set hører til i den lavere ende af prisregistret.

LÆS OGSÅ:Kampene i de britiske gader

Mange har noteret, at de lokale boghandlere gik ram forbi. Men det er lige så bemærkelsesværdigt, at det centrale London med de virkelig dyre luksusforretninger ikke oplevede skyggen af plyndringer. Det var de lokale kædebutikker, horderne gik efter og gjorde sig selv til forbrydere for en iPhone og et par Nike-sko.

Da den franske revolution ulmede, fordi folket manglede brød, foreslog Marie-Antoinette at give dem kage i stedet. Denne gang gik pøbelen hverken efter brødet eller regenternes hoveder. De styrede direkte efter kagefadet og ødelagde, hvad de kom forbi på vejen. Ikke idealisme og kommunisme, men egoisme og konsumisme. Hvis der er en vinder i denne Adidas-revolution, er det de multinationale brands: De har virkelig slået fast, at folk vil gøre hvad som helst for at få fingre i dem.

Bortset fra denne barnlige, men destruktive hedonisme er det imidlertid svært at få øje på et mønster i optøjerne. Og det bliver stadigt vanskeligere, jo flere oplysninger der kommer for dagen. Det var ikke kun børn og unge, der deltog i plyndringerne mange af de sigtede er over 30.

Det var ikke organiserede bander, der gav optøjerne det enorme omfang, men almindelige mennesker, der blev revet med. Og det var ikke en arbejdsløs sultens slavehær, der drog gennem gaderne blandt de første sigtede var der en skolelærer, en socialarbejder og en grafisk designer.

De britiske politikere er allerede suget ind i et forudsigeligt blame game. Den borgerlige regering peger på forældre, som svigter deres ansvar, og familier, hvor ingen gider at arbejde. Den socialdemokratiske opposition skyder skylden på de sociale nedskæringer, der er fulgt i kølvandet på finanskrisen. Ingen af forklaringerne kan stå alene, men selv tilsammen udgør de ikke et fyldestgørende svar på, hvad der drev de værste britiske uroligheder i mands minde.

Mens der arbejdes videre med selvransagelsen, er det imidlertid værd at notere sig, hvad optøjerne ikke handlede om: race og religion. At dømme efter billederne fra overvågningskameraerne afspejler de plyndrende hele farveskalaen i de mindre priviligerede områder af Storbritannien.

Til gengæld er der talrige historier om borgere med indvandrerbaggrund, som er gået forrest i kampen for at standse optøjerne. Den ældre caribiske kvinde i Hackney, der skælder en flok hærværksmænd huden fuld. De tyrkiske butiksejere i Shacklewell Lane, som nægtede at lukke deres forretninger. Den polske frisør i Clapham Junction, som konfronterede Londons borgmester med den mangelfulde politibemanding. Og sikh-tv-journalisterne i Birmingham, der gav politibetjente på jagt efter uromagere et lift i deres bil.

Nogle vil givetvis forsøge at tolke optøjerne som en konsekvens af multikulturalismen, men det bliver et svært regnestykke at få til at gå op. Onsdag aften kunne man på BBC høre en sort kvinde fra Birmingham sige, at optøjerne var nødt til at stoppe, fordi: This is England (det her er England, red.).

Uforvarende brugte hun dermed det slogan, som hvide britiske racister i 1980erne skrev på husmurene.

I 2011 er den retteligt forargede borger, som kræver lov og orden tilbage i Englands gader, en farvet forretningsdrivende med indvandrerbaggrund. Det er den gode nyhed, der står tilbage, når støvet har lagt sig, og glasskårene er fejet op.

Kåre Gade er klummeskribent i Kristeligt Dagblad og bosat i London