Lige før jul underskrev 196 lande den såkaldte Kunming-Montreal-aftale om, hvordan man kan vende biodiversitetskrisen, på samme måde som man i Paris-aftalen fra 2015 satte sig mål for, hvordan man kan vende klimakrisen. I aftalen har man sat sig en række overordnede mål for, hvordan man på globalt plan inden 2030 kan forbedre biodiversiteten, dels ved at bevare den eksisterende og dels ved at genetablere den, der er gået tabt.
Der er tale om meget overordnede mål, og det bliver nu spændende at se, hvordan de enkelte lande vil udmønte disse mål i deres daglige naturforvaltning. Det gælder også Danmark, som igennem mange år har været rigtig dårlig til at passe på naturen, og som på en liste over, hvor gode EU-landene er til at passe på deres naturområder, ligger på en sørgelig næstsidsteplads. En uvant plads for os, som i vores egen selvforståelse går for at være meget grønne og forkæmpere for mere vild natur.
Men med de nye, ambitiøse globale mål, som Danmark bakker op om, bliver vi nødt til at tage skeen i den anden hånd. Det mest markante mål er nok, at 30 procent af verdens land- og havområder skal være beskyttet allerede i 2030. Det er enormt ambitiøst og får nok svært ved at blive til virkelighed. Men det sender et klart signal til landene. Nu skal alle de fine taler omsættes til handling. Og det haster, hvis vi vil gøre os håb om at kunne stoppe nedgangen og få et bæredygtigt forhold til den natur, vi er så afhængige af. Og vi må ikke glemme, at får vi ikke løst biodiversitetskrisen, kan vi heller ikke løse klimakrisen. De to kriser hænger uløseligt sammen og skal løses samlet.
Selvom man ikke kan overføre de 30 procent beskyttet natur til alle lande i forholdet en til en, så bliver det en stor udfordring for Danmark at yde sit seriøse bidrag til det fælles mål. På nuværende tidspunkt er omkring 60 procent af Danmarks landareal dækket af landbrug, 15 procent er udlagt til byer og veje, og knap 15 procent ligger hen som skov, men mest som produktionsskov, der ikke er særlig spændende for biodiversiteten. Kun knap fire procent af skovarealet kan betegnes som naturskov i en eller anden forstand – skov, hvor biodiversiteten har fortrinsret, og hvor dyr og planter kan trives på naturens egne betingelser. Og dertil kommer så søer og vandløb samt såkaldte lysåbne naturtyper, som tilsammen dækker de resterende 10 procent.
I regeringens biodiversitetspakke fra 2020 begyndte man allerede at tage hul på arbejdet og besluttede, at der skulle etableres 75.000 hektar urørt skov og 15 naturnationalparker i Danmark, og der skulle samtidig nedsættes et særligt biodiversitetsråd, der skulle bistå regeringen med rådgivning og prioritering af indsatserne. Det var et stort skridt i den rigtige retning, men stadig kun et skridt på vejen. Der skal mere til, og her bliver man nødt til at se på balancen mellem natur og landbrug i det danske landskab. Det gælder både i arealanvendelsen og i den påvirkning af naturen, landbruget står for.
Og her kommer endnu et mål fra Kunming-Montreal-aftalen i spil, nemlig ambitionen om at omlægge subsidier, der i dag går til naturødelæggende formål. Relevant for Danmark kunne her være EU’s landbrugsstøtte, som i dag gives efter areal og ikke så meget efter, hvad det pågældende areal bruges til. Det bør laves om, så naturfremmende tiltag i langt højere grad prioriteres. Og tilsvarende kunne man se på den europæiske fiskeristøtte, der i dag i stor stil går til kæmpetrawlere frem for til bæredygtigt fiskeri. Det gælder vores børns og børnebørns fremtid.
Etikpanelet skrives på skift af Gorm Greisen, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Bengt Holst, forfatter og tidligere videnskabelig direktør i København Zoo, Bettina Post, debattør og socialrådgiver, Christian Hjortkjær, forfatter og højskolelærer, og Lotte Mørk, hospitalspræst.