Fredag den 4. juni havde professor Per Øhrgaard, der er professor i tysk, en kommentar i Kristeligt Dagblad om Israel, der nok ikke lige er hans spidskompetence. Hans kommentar har underoverskriften ”Vi kan ikke med vores selvrespekt i behold acceptere Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne og samtidig tale højt om folkeret i andre sammenhænge”.
Kommentaren er en skarp kritik af Israel. Det er kun godt, for Israel har i sin korte levetid været udsat for en række krige, har modtaget millioner mennesker fra mange forskellige lande og kulturer og under disse kolossale omvæltninger er der jo mange konfrontationer og uretfærdigheder. Der er stridigheder mellem jøder fra arabiske lande, hvoraf 750.000 flygtede fra deres hjemlande til Israel, og jøder fra Europa. Der er ballade mellem religiøse og sekulære jøder og selvfølgelig også mellem jøder og arabere. Og uretfærdigheder skal selvfølgelig kritiseres.
Men det er ikke, hvad Per Øhrgaard gør i sit uforsonlige indlæg.
Han starter med en personlig erindring om en nu afdød jødisk kollega, som havde overlevet holocaust, og som sagde til ham, at Israel aldrig skulle være oprettet. Tja, men hovedsagen er dog, at langt hovedparten af jøder efter Anden Verdenskrig var positive over for den jødiske stats oprettelse og er det endnu. Den stigende antisemitisme i blandt andet USA og Europa viser jo, hvor nødvendig en sådan jødisk stat er. Det er en antisemitisme, hvor det efterhånden er svært at skelne israelhadet fra jødehadet.
Han bruger dernæst sin afdøde jødiske kollegas udsagn, som vi ikke har mulighed for at få bekræftet, til at lade den holocaustoverlevende sige: ”En særlig jødisk stat uden for Europa er antisemitismens største triumf. Europa har myrdet eller fordrevet sine jøder, og de fordriver arabere for at tage et land i besiddelse.”
Det er sådan set imponerende, at Per Øhrgaard kan huske dette ordret, selvom udsagnet efter hans oplysning er givet for mange år siden. Og på dette tynde grundlag konkluderer professoren selv, at Israel har stranguleret Gaza, og han fortsætter altså med at slå fast, at vi ikke med vores selvrespekt i behold kan acceptere Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne.
Der er ingen, der kan bebrejde tyskprofessoren, at han ikke nødvendigvis kender alle aspekter af denne indviklede konflikt. Det må med, at mens 750.000 jøder flygtede fra arabiske lande, så blev palæstinenserne fastholdt i deres flygtningestatus af politiske grunde. Ved Israels oprettelse af FN, hvor palæstinenserne også havde fået en stat, angreb arabisk militær og palæstinensiske styrker for at udrydde Israel. Flere krige fulgte efter for at slette Israel af landkortet, Israel havde den frækhed at vinde dem, dog med store tab.
Det må også med, at Israels regering under forhandlingerne i Camp David 2000-2001 tilbød palæstinenserne 95 procent af Vestbredden som stat samt Østjerusalem som hovedstad, men at Arafat dengang sagde nej til en fredsslutning. Senere tilbød premierminister Ehud Olmert i 2007 samme fred, men blev igen afvist. Ingen andre lande er truet på sin eksistens som Israel, og der er ikke tale om nogen strangulering af Gaza, som Israel frivilligt trak sig tilbage fra i 2005.
Det skal med, og det ved Per Øhrgaard muligvis ikke, at Gaza styres af terrororganisationen Hamas, der holder sin egen befolkning som gidsler, og at Hamas gentagne gange fyrer missiler af mod civile mål i Israel. Det må også med, at mens Israel bevogter den ene side af grænsen mod Hamas, så bevogter Egypten den anden side af grænsen, for egypterne er lige så opmærksomme på faren som Israel. Alt dette om Hamas nævner Per Øhrgaard ikke.
Tragedien er, at hvis palæstinenserne havde haft et modent lederskab, så havde de haft en stat for længe siden.
Per Øhrgaards uforsonlighed over for Israel rejser imidlertid et andet principielt spørgsmål. Mens Øhrgaard bruger en holocaustoverlevende jødisk kollega til at sætte spørgsmålstegn ved Israels eksistens, så var der ingen uforsonlighed, da Per Øhrgaard i debatter og i en bog beskæftigede sig med den tidligere Waffen SS-soldat og forfatter Günter Grass. Sagen var den, at den venstreradikale Günter Grass havde meldt sig til SS, men havde undladt at skrive om det i sin selvbiografi ”Når løg skrælles” (2006). Det hindrede ikke Grass i, efter ungdomsoprøret, der bragte ham i forfronten af debatten i Tyskland, at kritisere tyske regeringer for at have eksnazister med i deres regeringer og i det hele taget føre sig frem som moralsk forkynder ud fra en venstreorienteret grundholdning.
Der udspandt sig dengang en heftig debat om Günter Grass’ tavshed, men Per Øhrgaard havde kun forsonlighed og forståelse over for Grass blandt andet i sin bog ”Fortsættelse følger… Et essay om Günter Grass” fra 2007. Samme forsonlighed og forståelse udviste Per Øhrgaard i en lignende sag på dansk grund, der udspandt omkring foreningen Ringen, der var en kryptonazistisk gruppe med blandt andet senere kulturpersonligheder som Louisianas stifter Knud W. Jensen og Gyldendal-direktøren Ole Wivel som medlemmer.
Ole Wivel priste Tysklands sejre, efter at krigen var startet, og opfordrede en nær ven til at drage til Østfronten for at kæmpe som SS-soldat. Selv blev han hjemme.
Men Per Øhrgaard mente ikke, at det var særligt slemt eller påkaldte sig fordømmelse. I sin bog om sagen ”Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen” fra 2018 var han yderst forstående over for Ole Wivel og sluttede sin bog om sagen med ordene ”Værre var den jo ikke”.
Det er bemærkelsesværdigt, at Per Øhrgaard udviser stor forståelse og endda sympati i sine vurderinger af de tidligere nazisympatisører, som vi vel også må formode Grass var, da han meldte sig til SS. Både Grass og Wivel blev senere stærkt venstreorienterede og derfor automatisk frikendt hos venstrefløjen.
Øhrgaards forståelse for Grass og Wivel må sættes over for hans uforsonlighed over for Israel og hans brug af en holocaustoverlevende til at sætte spørgsmålstegn ved Israels eksistens. Det ser ikke smukt ud, selvom debatterne om både Grass og Wivel selvfølgelig ikke er sort og hvid og heller ikke afsluttet.
Der tales meget om woke -generationens overtagelse af universiteterne og den venstredrejning, det allerede har medført i USA, hvor identitetspolitik er blevet indflydelsesrig. Men man må ikke glemme, at universiteterne allerede i 1970’erne, dengang Per Øhrgaard blev ansat, allerede var til fals for tidsånden blandt intellektuelle, som dengang hyldede venstreorienterede holdninger og endda kommunisme.
Både Grass og Wivel fornemmede de politiske vinde og blev venstreorienterede, ligesom store dele af universitetsverdenen også dengang løb med.
Det er beklageligt, at Per Øhrgaard ikke selv fornemmer, at hans anklager mod Israel er udtryk for et gammelt had til zionisme og Israel, som blev dyrket af universitetsmiljøet dengang og stadig eksisterer, ja, nu danner en del af kernen i de sørgmodige rester af venstrefløj og kulturradikalisme.
Bent Blüdnikow er journalist.