I SIN TID SOM POLITIMAND blev Per Larsen kendt som en vidtfavnende og begavet person. Personligt står jeg i taknemmelighedsgæld til ham fra hans virke i PET.
Som pensionist er han blevet formand for Børnerådet, hvad der desværre har bevirket, at hans skostørrelse er blevet tilsvarende indskrænket. Det kommer til udtryk i et indlæg her i bladet den 24. januar om rituel omskæring. Han fremfører, at forældre ved at få foretaget omskæring på deres meget små børn foretager en ændring på det lille barns krop, som har en betydning for barnets liv for altid. Og det må man ikke!
Det må rigtignok siges, at mor og far har indflydelse på deres børns krop. Uden far og mor ville der slet ikke være nogen krop. Efter undfangelsen kommer der en farlig tid. Vi har jo fri abort, så det er ikke alene sundhedsfaglige årsager, der bevirker, at den spæde begyndelse på en krop i tusindvis af tilfælde hvert år bliver kvalt. Det er tilstrækkeligt, at barnet kommer ubelejligt, at det har det forkerte køn eller den forkerte far. Så slukker man for det, der skulle blive et barn.
Jeg vil på ingen måde ændre på abortlovgivningen, men med den i tankerne kan en smule forhud, der fjernes ved omskæringen, ikke være årsag til, at man vil fratage folk med en tusindårig tradition deres mulighed for at gøre noget, som de betragter som værende meget væsentligt i deres børns interesse.
LÆS OGSÅ: Man må ikke påtvinge nogen sin religion, og man må især ikke skære den ind i dem
Forældre gør uhyre meget andet, der har betydning for børnenes liv for altid. Ved adoption flytter vi børn fra fjerne kulturer og kontinenter. Vi udsætter børn for oplevelser, der kan præge deres sind eller vi beskytter dem for sådanne oplevelser, hvad der også kommer til at influere på børnene. Det kan måske ikke være så tydeligt for det blotte øje som manglen på et lille stykke forhud, men mental og åndelig sundhed og sygdom er nok så alvorlige komponenter.
JEG HAR DET PRIVILEGIUM, at jeg har 32 direkte efterkommere, hvoraf de 27 er drenge. Lidt over halvdelen af dem har passeret den lavalder, som Per Larsen vil sætte for en rituel omskærelse. De er lykkelige over, at deres forældre har sørget for deres omskæring, og at det er sket på et tidspunkt, hvor det var mindst smerteligt og uden sjælekvaler. Har man forestillet sig, hvilket problem man udsætter teenagere for, hvis de skulle tage stilling til omskæring? Det kan ikke være børnenes tarv, man tager vare på, hvis man vil gribe ind som foreslået.
Jeg kunne forstå debatten om omskæring, hvis der var et større antal tilfælde, hvor der var alvorlige komplikationer, eller hvis et større antal omskårne havde klaget over, hvad deres forældre har gjort ved dem. Men ingen af delene er tilfældet.
Jeg har haft fingeren på pulsen i disse forhold i generationer herhjemme. Jeg husker ingen alvorlige komplikationer, og jeg kender kun en herre, der har bebrejdet sine forældre den disposition, som de på hans vegne traf, da han var otte dage gammel. Det er ikke tilfældigt, at mænd, der blev omskåret, da de var otte dage gamle, lader deres drengebørn gennemgå den samme procedure.
Det er populistisk at angribe den rituelle omskæring. Begrebet rituel giver myrekryb hos dele af befolkningen, der ikke forstår dette ords betydning. Og så bløder det! En del af ubehaget ved omskæring skyldes, at folk ikke har overværet, hvordan indgrebet foretages.
Jeg kan generelt heller ikke lide at se blod, men i kraft af min position har jeg siddet med talrige små drenge på skødet, mens de er blevet omskåret. Jeg kan kun svare, hvordan vi i den dansk-jødiske menighed har praktiseret omskæring i over 300 år her i landet. De fleste børn begynder at græde, når man griber fat i deres små lår for at forhindre, at de skal sprælle under det lille indgreb, så at snittet lægges forkert. Selve snittet giver slet ikke så stærke reaktioner, som folk tror, og det hele er overstået på et par minutter. I langt de fleste tilfælde falder barnet til ro umiddelbart efter ved sin mors bryst.
Mine ældste drenge kom til verden, da det var normen, at fødende kvinder blev på hospitalet i 10 dage. Det betød, at omskæringen, der efter jødisk praksis foregår på ottendedagen, hvis barnet ikke er for lille eller lider af en sygdom, foregik på hospitalet.
Det var en lægmand altså ikke en læge der var autoriseret til at omskære, men der var selvfølgelig en læge til stede for at sikre, at alting foregik fagligt korrekt. Nogen tid efter den anden søns omskæring blev jeg ringet op fra hospitalet, der gerne ville i forbindelse med en mand, der havde opereret drengene. De havde en amerikansk patient, der ønskede sin nyfødte dreng omskåret, selvom han ikke var jøde. Har I ikke mere kirurger på hospitalet?, spurgte jeg. Jo, lød svaret, men ingen, der kan foretage det indgreb så elegant, som vi så det, da dine drenge blev omskåret.
Kære Per Larsen og ligesindede, I drager paralleller med tatovering, med kriminel lavalder og hvad ved jeg. Det antyder, at I slet ikke har forstået en pind af, hvad dette her drejer sig om. Det drejer sig om jødisk hjerteblod. Jøder, der ellers slet ikke har interesseret sig for bibelske forskrifter, har omskåret deres børn. Jøder, der under trusler fra herskere fra den romerske Hadrian og under den spanske inkvisition og til kommunistiske generalsekretærer har trodset truslerne og praktiseret omskæring.
I er med jeres kampagne kommet i rigtigt dårligt selskab. I forsvarer nogle børn, der slet ikke ønsker jeres forsvar heller ikke, når de bliver myndige. Jødiske forældre elsker deres børn mindst lige så meget som alle andre i dette land. I kan trygt overlade det til dem at bestemme, om deres drenge skal omskæres eller ej.
Bent Melchior er tidligere overrabbiner i Danmark