Benytter folkekirken sig tilstrækkeligt af sit stærke fundament?

Folkekirken skal møde mennesker der hvor de er, og den voksende fattigdomsgørelse af mennesker i Danmark bør være et fast fortegn for kirkens arbejde og prioriteringer, skriver chef for Kirkens Korshær

Benytter folkekirken sig tilstrækkeligt af sit stærke fundament?
Foto: Illustration af Søren Mosdal.

Som ny kirkeligt set-skribent har jeg tænkt over klummens titel: ”Kirkeligt set”. Tegnsætningen viser, at det er et udsagn, ikke et spørgsmål. Så må man selv sætte spørgsmålstegn, så det gør jeg i det følgende.

Grundlæggende – er der forskel på at se kirkeligt og se på andre måder, for eksempel folkeligt eller ukirkeligt? Er det måden, man ser på, eller er det stedet, man ser fra, indefra eller udefra? Er man inde i kirken og ser kun kirken indefra, og sætter man kirken for det blinde øje, og ser kun det, man i forvejen har besluttet sig for at se, når man ser udefra?

Kirkeligt set er for mig at se på alt – kirke og verden, mennesker og samfund ud fra den grundopfattelse, at det hænger uløseligt sammen. En kristen kirke er ikke et lukket rum, men et offentligt og tilgængeligt rum, og hvad her ses eller høres eller gøres er en del af verdens forhold. Jeg tilhører den danske folkekirke, som har en offentlig gudsdyrkelse. Medlemmer og ikke-medlemmer, troende og ikke-troende kan komme og deltage. Sådan er kirken også som menneskeligt fællesskab integreret i verden.

Men benytter folkekirken sig tilstrækkeligt af det stærke fundament – at den ikke er en lukket sekt, men har en offentlig gudsdyrkelse? Her kommer caféen ind i billedet. I sidste uge besøgte jeg sammen med kolleger socialt kirkeligt arbejde i London. Her mødte vi præsten Josh. Vi mødte ham i en café, som sælger bøger, kaffe og kage.

Her i caféen forbereder Josh sine prædikener og har samtalegrupper om bibel og kristendom. Det kom sig af, at caféens gæster så ham sidde og rode med bibel og PC og spurgte ham, hvad han lavede? Han inviterede dem ind i samtalen, og nu har han hver uge åbne grupper i caféen, hvor folk kan komme planlagt eller falde ind i samtaler og diskussioner om liv og død, mening og håbløshed.

Ingen tvivl om, at både Joshs prædikener og menneskers lyst til at komme til gudstjenesten om søndagen har forandret sig på grund af caféen.

Man kan indvende, at det er da kun sådan noget, som Frelsens Hær eller Kirkens Korshærs gadegudstjenester kan gøre. Ingen tvivl om, at det er risky business . Koderne er anderledes på gaden og på caféen, og der er flere om at bestemme, hvad der er det vigtige og det rigtige. Men i hvert fald kan man starte med at sidde i kirken og tænke på caféen.

I denne uge blev der indleveret lister til menighedsrådsvalg i folkekirken. I min private Exit Poll lyder glade meldinger om, at der er kandidater nok, og også suppleanter at tage af, om nødvendigt. Forhåbentlig er det en landsdækkende tendens. Forhåbentlig, for menighedsrådene skal sikre, at kirken er til stede lokalt, har fokus på lige præcis de mennesker, som lever dér og helt konkret kan arbejde ”i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”.

Den kristne menighed er konkrete, levende mennesker. Derfor må hel-heden i deres livssituation være i fokus for kirkens arbejde. For ganske vist er menneskelivet (vid-)underligt, som Grundtvig digter. Også langt mere, end vi kan begribe. Men det er også fyldt med kamp og nederlag og helt konkret sygdom, fattigdom og sociale problemer.

Fattigdom bliver der mere af i Danmark. I næste uge er det oktober, og mange mennesker over hele landet begynder på en måned, hvor bud- gettet er om muligt endnu lavere, end det plejer. Nedskæringerne af ydelser til mennesker, som ikke er i lønnet beskæftigelse, bliver nu til virkelighed.

Den voksende fattigdomsgørelse af mennesker i Danmark er et fast fortegn for kirkens arbejde og prioriteringer. For menighedsrådene bliver kirkens sociale, diakonale arbejde en vigtig prioritering, helt konkret.

I befolkningen er der – med rette – en forventning om, at kirken hjælper mennesker. Fattigdommen er mere massivt til stede i nogle sogne og områder. Udligningen bør tage højde for det, så der kan stilles økonomi til rådighed for diakonalt arbejde i sognene, også der, hvor medlemsbidraget er lavt på grund af lave indtægter blandt medlemmerne af folkekirken.

Nogle timers ugentlig beskæftigelse kan betyde, at et menneske undgår at ramme kontanthjælpsloftet. Kan lokale kirker etablere småjobs, som kan tilgås af mennesker med få af de ressourcer, det pulserende arbejdsmarked oftest kræver? Tilbud om gratis eller billig fællesspisning kan også være det, som redder en families økonomi og forhindrer udsættelse af bolig. Derfor gør boligselskaber det. Kan kirken gøre mere af det?

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.