Det er sikkert og vist, at vi lever i et postfaktuelt samfund. For eksempel har man for nylig kunnet læse i alverdens førende medier, at der i Syditalien findes en by, Acciaroli, hvor levealderen er rekordhøj. Acciaroli ligger i en lille kommune, Pollica, som min kone kommer fra, hvor vi er gift, og hvor vores børn er døbt.
De gamle bliver faktisk meget gamle. Nu har en amerikansk forsker fundet frem til, at hemmeligheden bag det hele er, at de indfødte spiser store daglige mængder at frisk rosmarin. Det er forkert. Rosmarinen vokser vildt i bakkerne, men man bruger meget begrænsede mængder af rosmarin og kun til nogle få, udvalgte ovnretter. At drysse frisk rosmarin på maden, som var det salt eller peber, er ganske utænkeligt. I Pollica sidder de og griner – de ved godt, at ”nyheden” ikke kan rulles tilbage.
Rosmarin-nyheden minder om de hjemlige røverhistorier, såsom myten om, at det først var i forbindelse med Reformationen, at man begyndte at prædike på dansk. Det er forkert, men det forhindrer ikke lærde mennesker (senest Frederik Stjernfelt) i at bekræfte vrøvleriet. Avisens rettelser står med småt, og hvem gider læse dem?
Det postfaktuelle samfund blev ikke opfundet med Donald Trump.
Men nu da vi taler om Trump, der bevidst førte valgkampagne ved at lyve og bygge mure, var det trods alt en positiv nyhed af de helt store, da Det Lutherske Verdensforbund markerede reformationsjubilæet i Lund den 31. oktober sammen med pave Frans og den katolske kirke. Det var 500 års historie, der blev sat i nyt perspektiv.
Vi skal se kærligt og ærligt på vores fortid og anerkende fejl og sige undskyld, sagde pave Frans. Ceremonien i Lund var flot og bevægende. Nuvel, alt var ikke rosenrødt på de hjemlige kanter. Kirkeminister Bertel Haarder (V) gik i TV 2-studiet og brugte lejligheden til at fortælle om alt det, katolikkerne bør lære af protestanterne, så de kan blive lige som os.
Er der nogen, der har prøvet at fortælle manden, at en kirkeminister nok har folkekirken som prioritet, men at han samtidig repræsenterer resten af befolkningen?
Havde Haarder overhovedet læst det fælles dokument ”Fra konflikt til fællesskab”, der dannede ramme om højtideligheden? I så fald havde han åbenlyst ikke forstået budskabet. Dokumentet handlede nemlig om at glæde sig over Reformationens positive elementer og samtidig angre og bede om tilgivelse for alle de forfærdelige ting, der også fulgte med: jødehad, massedrab på de tyske bønder, forfølgelse af religiøse mindretal – med luthersk opbakning.
I hvor høj grad bakkede det dansk-lutherske bagland egentlig op om ceremonien i Lund? Svaret blafrer i vinden. Sognepræst Jesper Bacher meldte kulør her i avisen, da han i klare vendinger bombede den historiske forsoning tilbage til stenalderen. Bacher citerede Luthers omtale af pavedømmet som ”det rette antikristelige tyranni, der sidder i Guds tempel og regerer efter menneskers bud”. Det var ellers et af de centrale punkter i fællesdokumentet ”Fra konflikt til fællesskab”: Både katolikker og protestanter havde dæmoniseret hinanden og dermed brudt det ottende bud: Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd. At kalde hinanden for Antikrist burde definitivt være et overstået kapitel.
Bacher insisterede derimod: Enten var Reformationen kættersk brud eller evangelisk gennembrud – intet midt imellem. Os versus dem.
Bacher kaldte selve paveembedet en ”skandale”, et ”åndeligt magtmisbrug” og en ”falsk autoritet, der opkaster sig selv som kirkelig overdommer og tiltager sig retten til at definere forpligtende trossandheder uden bibelsk grund”. Derfor var ceremonien en ”kunstig fest”.
Heller ikke Bacher havde forstået, at det netop ikke skulle være en ”fest”, men en fælles mindehøjtidelighed. I forbifarten gav Bacher et gok i nødden til Ignatius af Loyola, hvis tanke og gerning ellers har positive fællestræk med de protestantiske reformbevægelser. Men Loyolas jesuitter ”bekæmpede Reformationen”. Og Frans er jo også jesuit..., så hvad lavede han egentlig i Lund?
Tak for bitter kirkekaffe!
Jubelåret for barmhjertighed er ved at nå til ende, så lad os slutte i et mere muntert toneleje. Hverken Haarder eller Bacher har autoritet til at lege kirkelige overdommere. Det Lutherske Verdensforbund har vist vejen, når det kommer til den økumeniske dialog. Det var vist ikke sket i Danmark, men så priser vi svenskernes udsyn. Lad os i den ånd give det sidste ord til en lutheraner ved navn Grundtvig:
”Hyrden er én, og så hans hjord... Kilden er én, og floden med.”
Vi kan skændes om 500 års historie, men kilden er én. Og vejen til livet og sandheden ligeså.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen , biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen , ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh .