Besøgstid og besøgelsestid

Radio & tv

MULIGHEDERNE VAR DER, men du udnyttede dem ikke, medens tid var. Du fik chancen, men greb den ikke i tide. Eller sagt med en vending, der kendes fra Lukas-evangeliet kapitel 19, vers 44, hvor Jesus græder over Jerusalem: Du kendte ikke din besøgelsestid.

At kende sin besøgelsestid kan i nogle sammenhænge være det samme som at kende sin besøgstid. Det fremgår af radioprogrammet Besøgstid hver søndag klokken 10.03 på P2 (genudsendelse mandag, P1, samme tid).

Der udnytter DR muligheden for på lytternes vegne at gå på visit hos kendte personligheder, som herefter gøres til programværter.

I morgen er Besøgstid således gæst hos forfatteren og tidligere radiovært Helle Helle. Hun er senest blev kendt for romanerne Rødby-Puttgarden (2005) og Ned til hundene (2008). Helle Helle inviterer lytterne til at kigge ind i sit skriveværksted.

FRA I MORGEN vil hun herefter have radiovært-oplevelser fælles med Jesper Langberg, Henning Jensen, Peter Bastian, Jesper Klein, Michael Kvium, Maria Helleberg, Jørn Lund, Simon Rosenbaum, Diana Benneweis og Torben Weinreich.

De har alle en efter en, uge efter uge, siden den 24. november sidste år haft besøg af DR-gæsten Karen Secher. Men ikke nok med det. De er også af hende blevet præsenteret for udsøgte, tit meget gamle optagelser med hovedpersonerne og aktuelle vurderinger af deres bedrifter. At Besøgstid varer i halvanden time kan umiddelbart virke rigeligt nok. Men hver eneste gang viser det sig, at tiden kun lige akkurat slår til. Kun fordi Karen Secher disponerer benhårdt, er det aldrig sket, at programmet er blevet skævt eller langtrukkent.

Natten til torsdag (P1, klokken 00.58) hørte jeg denne uges Besøgstid med skuespilleren Jesper Langberg. Igennem 50 år har han på teatre og film samt i tv og radio forstået at gribe sine chancer. Han har kendt sine besøgelsestider!

SÅDAN FORHOLDER DET sig vel at mærke også med radioen. Med optagelser af de lange samtaler er der med årene skabt et meget omfattende kulturhistorisk stemmearkiv. Og da der er tale om tit dyrekøbte livserfaringer, er de uvurderlige. Det var især tilfældet i sidste uges Besøgstid med skuespilleren Henning Jensen. Lytterne fik en stærkt billeddannende beskrivelse af et dramatisk livsforløb fra opvæksten i et Martin A. Hansensk landbomiljø på Stevns til de skrå brædder på Det Kongelige Teater.

Det var stærkt at høre om, hvordan Henning Jensen fra første færd, med et yderst modtageligt og derfor udsat sind, har forstået ikke alene at gribe sit livs chancer, men også at tilkæmpe sig dem, indtil teatrene kendte deres besøgelsestider!

En særlig rolle har Henning Jensen påtaget sig ved meget detaljeret i skrift og tale at oplyse om de mørkeste sider af livet med manier og depressioner. Til utalliges trøst har han kunnet forklare, hvordan sindet ved hjælp af den nyeste medicin lader sig afbalancere. Og tak for det!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder