PÅ SIDE 226 I SIN BOG ”Den store udfordring” fortæller Andreas Kamm om sin mor, der var næsten grænseløs i sin omsorg for andre mennesker, naboer, veninder og skæve eksistenser i den fynske landsby, hvor familien boede. Hun var til tider ved at slide sig op på alle dem, hun gerne ville give en håndsrækning. Hvilket fik hans far til en gang imellem at udbryde, at hun da for søren ikke kunne blive ved: ”Hanne, nu må de selv klare det.”
Det var et spørgsmål om at finde balancen. En balance mellem at hjælpe og samtidig erkende, at ens hjælpeinstinkt undertiden kommer til kort. Den samme balance, som der er brug for at finde i flygtningearbejdet, selvom det kan være svært. Undertiden meget svært. Fordi de menneskelige lidelser er endeløse, men verdens evne og vilje til at afhjælpe dem begrænset.
Netop derfor er det nødvendigt at finde en balance mellem hjerte og hjerne, mener den tidligere generalsekretær i Dansk Flytningehjælp. Han henviser til en grundsætning i det humanitære hjælpearbejde: ”Man skal passe på, at hjertet ikke vokser sig så stort, at det trykker på hjernen.”
For Andreas Kamm betyder det, at mens der aldrig kan være tale om at gå på kompromis med selve fundamentet i flygtningearbejdet – mennesker, der er forfulgt, skal beskyttes – er det fair, at det internationale samfund afgør, hvor beskyttelsen skal ske.
Han er ikke fortaler for, at alle flygtninge skal til Danmark, og han mener ikke, at det er synd for dem, der ikke kan komme hertil – eller at det er synd for afviste asylansøgere, at de skal rejse hjem. Det er spillereglerne, og de er nødvendige, hvis verden skal kunne magte at løse den grundlæggende opgave: at beskytte alle forfulgte.
”Vi må give flygtningene beskyttelse og sørge for, at de får en tilværelse tilbage. Men det er os, der afgør, hvor det skal være. Det har jeg det ret matematisk med. Det kunne være fint med en ordning på europæisk og global plan som i Danmark, hvor flygtningene fordeles mellem kommunerne,” siger Andreas Kamm.
Problemet er, at lige nu er der nærmest hverken hjerte eller hjerne tilbage i flygtningepolitikken, men kun frygt. For de fleste lande er det blevet vigtigere at beskytte sig selv mod flygtningene, end det er at beskytte flygtningene mod den forfølgelse, de er på flugt fra. Det gælder i Danmark og i Europa. Og det gælder i nærområderne. Alle kappes om at gøre deres lande så lidt attraktive for flygtninge som muligt, mener Andreas Kamm.
Du har sagt, og du gentager det i din bog, at det er i orden at sætte en grænse for, hvor mange flygtninge man vil modtage. Er det ikke det, Europa gør? Sætter en nødvendig grænse?
”Det er rigtigt, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge et samfund kan absorbere, men vi er ikke i nærheden af den grænse. Hverken i Danmark eller EU. Der bor 500 millioner mennesker i EU. Da syrerne begyndte at gå på motorvejene i 2015, kom der en million flygtninge. Det svarer til, at der kommer én ny elev i en skole med 500 elever. De fleste vil mene, at det er et overskueligt problem.
Når folk alligevel er så kritiske over for flygtninge, hænger det efter min mening sammen med, at EU ikke kunne finde ud af at løse opgaven. Hvis landene havde stået sammen og lagt en plan for, hvad der skulle gøres, og hvem der gjorde hvad, havde europæerne taget det roligere. Det er de uløste problemer, der bekymrer os, og dem, der tærer på vores medmenneskelighed.”
Den danske regering bruger hvert år milliarder af kroner på flygtninge. Vil du sige, at den ikke lever op til sit ansvar?
”Danmark har bestemt løst sin del af opgaven. Vi gør meget for, at integrationen skal lykkes, og det går godt langt hen ad vejen.
Det, der hænger lidt, er at få flygtningene i arbejde, og det skyldes mere det danske arbejdsmarked end flygtningene. Vores største udfordring gælder kultur, værdier og følelser. Vi har svært ved at acceptere, at andre mennesker lever på en anden måde. Som en kollega i Genève sagde til mig: ’Danmark gør det godt. Det lyder bare ikke så godt’,” siger Andreas Kamm.
Han har selv vanskeligt ved at forstå bekymringen for de fremmede.
”Jeg har arbejdet i en organisation med 7000-8000 kollegaer i 35 lande, og jo flere af dem, jeg har talt med, jo mere har det slået mig, hvor ens vi er. Vi vil det samme for vores børn, vi bryder os ikke om korrupte politikere, vi er enige om, at man ikke må stjæle og slå ihjel. Der er mange ting, hvor vi nikker til hinanden, når vi taler sammen. Værdier er ikke nationale.”
Hans erfaring er, at de fleste danskere har det på samme måde, når de først selv har lært en flygtning at kende.
”Når jeg holder foredrag, er det altid ’flygtningene’, den ubestemte gruppe af mennesker, folk stiller spørgsmål ved. Lige præcis deres egen afghanske nabo er altid en flink fyr. Det er frygten for det ukendte, der påvirker os,” siger Andreas Kamm.
SOM ”BALANCE” ER ET NØGLEORD for Andreas Kamm, er ”fællesskab” det også. Det er manglen på fællesskab såvel i EU som internationalt, der gør opgaven svær. Hvis alle lande ville tage deres del af ansvaret, ville det være muligt at hjælpe de forfulgte uden en overdreven belastning af nogle regioner.
Andreas Kamm afviser, at problemet kan løses ved at satse på ”nærområderne”, det vil sige de lande, der grænser op til et krigs- eller konfliktområde.
”Jeg bryder mig ikke om den lethed, hvormed europæiske politikere siger ’nærområder’. Som om, at de kan absorbere alle flygtningestrømme uden problemer. Det kan de ikke,” siger han.
Tværtimod er konsekvenserne ofte meget mere håndgribelige for indbyggerne i nærområderne, fordi antallet af flygtninge er langt højere, og de sociale og økonomiske forhold i forvejen er langt ringere end i Europa.
”Der er flygtninge overalt. Og folk derude mærker det i form af lavere lønninger og stigende priser. Så det er svært for nærområdernes politikere at forsvare de store antal flygtninge. De har også nogle befolkninger at tage hensyn til, og de har helt samme bekymringer som i Europa. Beskeden fra dem er den samme som fra de danske politikere: Vi kan ikke håndtere det. De skal hjem. Vi vil ikke have forrykket balancerne i vores egen befolkning,” siger Andreas Kamm.
EN AF ANDREAS KAMMS helt store bekymringer er den udhuling, der efter hans mening sker af flygtningenes rettigheder i disse år, fordi de enkelte nationalstater er henvist til at kæmpe hver deres kamp for at sikre sig, at de ikke bliver et populært tilflugtssted. Derfor gælder det om at gøre det så lidt attraktivt som muligt at søge asyl i det pågældende land.
I Danmark kan det for eksempel være den særlige hjemsendelsesydelse, som er flygtningenes kontanthjælp, blot meget lavere.
”Vi svækker vores demokrati, når vi forskelsbehandler de mennesker, der er borgere i det,” siger han.
Er det ikke i orden at stramme vilkårene for flygtninge, hvis det sker for at passe på vores eget samfund og eget demokrati?
”Nej. Vi kan ikke have et demokrati bare for danskerne. Det er ikke godt nok. Forskelsbehandlingen udhuler vores demokratier, og det rammer ikke blot flygtningene, men også os selv. Hvis du begynder at trække grupper, du ikke kan lide, ud af demokratiet, hvem bliver så de næste?”
Du skriver i din bog, at du de seneste år har været i tvivl om, hvad der bekymrer dig mest: selve flygtningeproblemet eller vores reaktion på det. Er du kommet frem til et svar?
”Ikke helt. Jeg er stadig meget skræmt over reaktionerne på flygtningestrømmen. Vores demokratiske bærebjælker er mere skrøbelige, end jeg troede. Man skal være forsigtig med at tro, at demokratiet passer sig selv. Det gør det ikke,” siger han og spekulerer højt over, hvad det egentlig betyder at ville gå til grænsen af konventionerne, som den nuværende regering og Dansk Folkeparti er fortalere for.
”Hvor vil man gå hen, hvis der ingen grænse er? Man siger, at man vil gå længere, men hvor langt er det?”