HIDTIL HAR DEBATTEN om tørklæde i den offentlige sektor, ifølge Islamisk Trossamfunds opfattelse, manglet saglige beviser på, hvordan et muslimsk tørklæde kan forhindre et veluddannet menneske i at udføre sit professionelle erhverv.
I det danske mediebillede ses det tydeligt, at det er populærvidenskaben på bekostning af den saglige videnskab, som oftest får stemme. Dette er en skræmmende tendens, især hvis det fører til, at man lovgivningsmæssigt vil ændre på de danske, ellers frie og demokratiske love og principper.
Danmark bryster sig ellers af at have et særdeles veludviklet samtaledemokrati, men når det handler om muslimske kvinder, må vi nok se i øjnene, at Danmark er et af de lande i Europa, der er dårligst til at inddrage og acceptere os.
Som bekendt giver den danske grundlov ret til frit at dyrke sin religion, herunder ret til at bære tørklæde. Endvidere står der tydeligt i Grundloven, at det skal tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger skal have mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger ens tilværelse. Set med kvindelige muslimske øjne er den omstændighed, at vi nu muligvis ikke kan arbejde med tørklæde, bestemt alt andet end betryggende. Ja, det er faktisk foruroligende, at vi på den måde vil blive diskrimineret. Et forbud vil føre til arbejdsløshed og er ifølge Islamisk Trossamfunds holdning samtidig også i strid mod Grundloven.
Den muslimske kvinde har en stærk vilje og tro og vil til trods for et lovindgreb holde fast i islams værdier. Er løsninger frem for konflikter ikke langt at foretrække?
VI SÆTTER PRIS PÅ Venstres hidtidige faste holdninger, og det er vores håb, at regeringens undersøgelseskommission vil tage ved lære af lande som blandt andre England, hvor tørklædet er accepteret på arbejdsmarkedet. Eksempelvis har The Metropolitan Police i London lavet en muslimsk version af tørklædet til de ansatte. Når briterne kan finde løsninger, kan danskerne vel også.
Et af Dansk Folkepartis argumenter i debatten har været, at tørklædet bør forbydes for at forbedre integrationen. Men som så ofte dækker deres udtryk i virkeligheden over noget andet end det, de siger.
Et forbud kan umuligt føre til bedre integration, idet begrebet inviterer til dialog, der bygger på gensidig respekt, og samtidig er det en forudsætning, at man fra samfundets side giver plads til, at den enkelte får de optimale muligheder for at indgå i det danske fællesskab og samfundets overordnede helhed.
Dét, som Dansk Folkeparti i virkeligheden ønsker, er assimilation, der indebærer, at den enkelte fuldt ud tilegner sig majoritetskulturen og bliver absorberet i den. Det indebærer, at man skal opgive eller ændre egne religiøse, politiske og kulturelle overbevisninger. En sådan forventning er også imod den allerede nævnte religionsfrihed.
Afsluttende må det konkluderes, at Dansk Folkepartis forslag er integrationsnedbrydende og diskriminerende.
Er vi i Danmark parat til at smide de helt basale frihedsværdier over bord, bare fordi Dansk Folkeparti mestrer den platte del af populærvidenskabens retorik?
Bettina Meisner, talskvinde for Det Islamiske Trossamfund