Betydningen af valget af Rishi Sunak sammenlignes med Barack Obama

Den symbolske betydning af, at Rishi Sunak, der har har indiske rødder og er praktiserende hindu, nu er premierminister, rækker langt ud over det politiske, viser reaktioner

Mange øjne er rettet mod Storbritanniens nye premierminister, Rishi Sunak. Han er af indisk afstamning og praktiserende hindu, og det gør hans udnævnelse til et stort øjeblik, lyder det fra flere kanter. – Foto: Rory Arnold/No10 Crown Copyright/Ritzau Scanpix.
Mange øjne er rettet mod Storbritanniens nye premierminister, Rishi Sunak. Han er af indisk afstamning og praktiserende hindu, og det gør hans udnævnelse til et stort øjeblik, lyder det fra flere kanter. – Foto: Rory Arnold/No10 Crown Copyright/Ritzau Scanpix.

Politisk er der fokus på, at Rishi Sunak som ny premierminister skal samle De Konservative, og stoppe fløjkrigene i partiet.

Men symbolikken i valget af den første ikke-hvide og ikke-kristne premierminister rækker langt videre.

”At Rishi bliver premierminister, er Storbritanniens Barack Obama-øjeblik,” fastslår Sanjay Chandarana over for avisen The Times.

Han er leder af det hinduistiske Vedic-tempel i Southampton, som Rishi Sunaks bedstefar var med til at grundlægge for 50 år siden, og hvor dele af hans familie stadig kommer.

”Dette er et stolt øjeblik for alle hinduer. Vi er ikke længere et miljø, som ikke er part af mainstream, vi er nu en del af mainstream,” fortsætter Sanjay Chandarana, der fortæller at Rishi Sunak også som finansminister kom i templet, hvor han under bønner ydmygt sad på gulvet sammen med alle andre.

Det konservative medlem af overhuset Sayeeda Warsi siger til BBC Radio 4, at det er et historisk øjeblik.

”Han er den første premierminister, som er en farvet mand, har en asiatisk baggrund, og så er han en åbent praktiserende hindu. Der vil være unge over hele landet, og for den sags skyld i hele verden, der vil sige, at en ny barriere nu er nedbrudt,” fremhæver hun.

Hun brød selv en barriere i 2010, da hun som den første kvindelige muslim fik en central ministerpost.

42-årige Rishi Sunak er født Southampton, men rødderne går tilbage til Indien, hvilket også er blevet bemærket af den indiske premierminister, Narendra Modi, som sender sine varmeste lykønskninger.

”Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen om globale emner og implementeringen af ’Køreplan 2030’. Jeg sender særlige diwali-ønsker til den ’levende bro’ af britiske indere, når vi ændrer vore historiske bånd til et moderne samarbejde,” hedder det i en udtalelse fra Narendra Modi ifølge India Express.

Køreplanen en aftale indgået med daværende premierminister Boris Johnson om at styrke forbindelsen mellem de to lande, diwali er en vigtig hinduistisk lysfest som blev markeret mandag, mens den levende bro er de rødder, der binder folk i Indien sammen med efterkommere i den store verden.

Den indiske tv-kanal NDTV trækker tråde til, da Indien var en del af det britiske imperium.

”Indisk søn hæver sig over imperiet, og den historiske cirkel fuldendes i Storbritannien,” stod der i teksten, der løb over skærmen.

Også Pakistan hævder at have en aktie i Rishi Sunak. Som mediet The Siasat Daily påpeger, kom Rishi Sunaks farfar fra Gujranwala, som nu ligger på den pakistanske side af grænsen i Punjab.

Umiddelbart er det dog ikke det spændte forhold mellem Indien og Pakistan, der fylder i Rishi Sunaks indbakke. I stedet er fokus på økonomien, hvilket kan ramme bebudede stigninger i forsvarsbudgettet.

Men fra Kyiv bliver valget af Rishi Sunak set som en fortsat støtte – også med militært udstyr til Ukraine.

”Tillykke til det britiske folk med det faktum, at de nu igen har politisk stabilitet, efter en kort tid med ustabilitet,” hedder det en udtalelse fra næstformanden i det ukrainske parlament Oleksandr Kornienko.

Lykønskninger fra EU-lande er præget af, at der stadigt er uafklarede spørgsmål efter Brexit, hvilket ikke mindst gælder situationen omkring Nordirland.

Den irske premierminister, Micheál Martin, siger således, at han ser frem til at arbejde med Sunak om ”de vigtige emner som vi står overfor både på disse øer og globalt”, som han skriver på Twitter.

I USA brugte præsident Joe Biden en markering af diwali i Det Hvide Hus til at ønske Rishi Sunak tillykke.

”Det er en milepæl. Fantastisk. Det betyder noget, at en farvet person, som også er barn af indiske immigranter, har rejst sig til at indtage den højeste post i landet,” sagde Joe Biden.

Tilbage i Storbritannien skriver kommentatoren David Rose i det jødiske magasin The Jewish Chronicle, at jøder skal hilse det velkomment, at landet nu har en premierminister fra en minoritet:

”Storbritannien under Sunak vil være et land, hvor antisemitisme ikke vil trives.”