Prøv avisen
Mediekommentar

Bevægende tv om ægtefæller til kronisk syge

Der kan gå inflation i selv de bedste ord. Tag nu ordet kærlighed. Kærligheden besynges og erklæres, fremholdes og idealiseres. Kærligheden er det ultimative argument, det bedste forsvar, og sommetider også et bekvemt figenblad. Kærligheden kan råbes fra tagene, sættes i knaphullet, gøres til program og skåltaler.

”Gud er kærlighed”, hedder det hos apostlen Johannes, men sommetider er det også kærlighed, som er Gud eller rettere afgud. Mange er de, som er blevet ofret, under påberåbelsen af kærligheden. Det bliver nok ikke anderledes. Kærligheden kan man ikke tie om, og samtidig kan der tales for meget og for billigt om kærligheden. Kærlighed er ikke patenteret. Ordet kan bruges og misbruges af enhver.

På dk4 kunne man i ugens løb imidlertid se et program med titlen ”Ramt af livet”, som viste et og andet om den ægte vare. Kærlighed kan nemlig ikke reduceres til en mening eller en følelse, kærlighed er en gerning og sommetider en sej og fortvivlende hård gerning.

Det fik man eksemplificeret i ”Ramt af livet”, som satte fokus på pårørende til kronisk syge. De pårørende, hvis liv forandres sammen med den syge. Når sygdommen rammer, rammer den ikke bare én, de nærmeste rammes med. I kærligheden er alt til deling, også lidelserne.

Vi fulgte Ivalo Falk, som passede ægtemanden Leif, der led af Parkinsons sygdom. Ivalo Falk fik aldrig en hel nats søvn og måtte skemalægge sin hverdag efter mandens behov. Hun var da også helt afhængig af de fem ugers årlig aflastning, som kommunen tilbød. Bevægende var det at se hendes kærlighed til den syge ægtefælle og hendes glæde ved de komplimenter, som han aldrig sparede på.

Det gjorde også indtryk at høre Lotte Czartoryski fortælle om sit liv med manden Stefan, som havde sklerose. De var unge mennesker med to mindre børn, og sklerosen var blevet konstateret umiddelbart efter fødslen af det første barn. Lotte Czartoryski lagde ikke fingrene imellem, når hun fortalte om livet som småbørnsfamilie med en skleroseramt mand og far. Engang havde hun været ved at kaste håndklædet i ringen, men der var ”en vilje til at ville det her sammen”. Jeg kom endnu en gang til at tænke på, hvor visselig det er, at der i vielsesritualet ikke spørges ”elsker du?”, men netop ”vil du elske?”

Og der var drengen Frederik fra Herning, som havde været diagnosticeret med meget dårlige lunger siden sin ottende leveuge, og hvem det tog tre uger at komme sig over en forkølelse. Hans mor, Pia Uldum, måtte tage på hotel en gang hver fjortende dag for at få lidt fred og samle kræfter.

De her mennesker er ikke dem, man hører mest om. Der er meget, de ikke har tid og kræfter til, men de er sande hverdagshelte. Kærlighedens kampsoldater, som står ved fronten med risiko for at blive løbet over ende. Vi, som lever mere mageligt bag frontlinjen, skylder dem en hånd både som enkeltmennesker og som samfund. ”Ramt af livet” var en lille film om almindelige og dog store mennesker.

Jesper Bacher er sognepræst.