Folkekirken bør ikke se sin særstilling som et særligt privilegium

Som baptist er jeg principielt tilhænger af adskillelsen af stat og kirke, men der er i praksis og i øjeblikket noget, der taler for bevarelsen af en særlig relation mellem staten på den ene side og folkekirken som ”majoritetskultur” på den anden, skriver debattør

Ole Lundegaard mener, at folkekirken ikke bør se sin særstilling som et særligt privilegium, men som et særligt ansvar.
Ole Lundegaard mener, at folkekirken ikke bør se sin særstilling som et særligt privilegium, men som et særligt ansvar.

Den 26. marts bragte Kristeligt Dagblad en kronik og en omtale af Jeppe Bak Nikolajsens (red.) bog om national kristendom, og emnet havde også fundet vej til avisens forside, med interessante synspunkter fra blandt andre Viggo Mortensen.

Jeg har ikke læst bogen endnu, men glæder mig til det. Emnet er væsentligt for både samfund og kirke - og hvad kirke angår: ikke blot folkekirken. Som baptist er jeg principielt tilhænger af adskillelsen af stat og kirke, men - og det siger jeg med fare for, at mine trosfæller får kaffen i den gale hals - der er i praksis og i øjeblikket noget, der taler for bevarelsen af en særlig relation mellem staten på den ene side og folkekirken som ”majoritetskultur” på den anden.

Folkekirken har sin historiske forankring i den danske historie og er en væsentlig del af det samfunds struktur, som vi kalder det danske. Det giver identitet og samhørighed.

Jeg har stor respekt for ateister, som jeg har for alle andre troende, men der synes at være en aggressiv ateisme på vej mange steder i den vestlige verden, der ønsker at presse religion ud af det offentlige rum og forvise religiøs tro til privatsfæren.

Men religionsfrihed har jo ikke noget at gøre med, at man kan hygge sig med det derhjemme, men at man har ret og mulighed for at være offentlig om sin tro og sin praksis inden for landets love.

For mig handler det om også i fremtiden at sikre den enkelte borger frihed til at samles med andre om den tro og praksis, man har - uanset om man er kristen, jøde, muslim, buddhist eller noget andet.

Det er her, folkekirken er vigtig. Folkekirken er som kulturbærende institution med til at sikre denne religiøse frihed alene i kraft sin eksistens. Samtidig har folkekirken en vigtig funktion i forhold til de øvrige trossamfund - eller den burde have det - som beskytter.

Folkekirken bør ikke se sin særstilling som et særligt privilegium, selvom det historisk set er blevet set sådan, men som et særligt ansvar. En religiøs institution som folkekirken vil da både have den kulturbærende funktion, den har nu, samtidig med at den vil stå som alle religiøse samfunds fortaler over for en stadig mere sekulært indstillet stat.

I den funktion er der meget, der taler for folkekirkens særlige stilling, og så ville vi i øvrigt nærme os det, Grundtvig oprindelig havde i tanke med folkekirken.

Ole Lundegaard er baptistpræst i Korskirken i Herlev