Prøv avisen

Bevar kritisk syn overfor de tendentiøse evangelier

Man bør være kildekritisk overfor evangelierne, mener læser Foto: Brian Bergmann Denmark

Kildekritikken overfor de fire evangelier skal fastholdes, mener læser. Ellers vil kristne grave dybe skel mellem sig selv og andre religioner.

I LØRDAGENS SENE DEADLINE på DR 2 (den 9. august) havde Adam Holm to gæster til samtale om Reza Aslans nye biografi om Jesus som jødisk oprører mod den romerske overmagt: Zealot.

I udgangspunktet var begge Adam Holms gæster enige om, at der må være forskel på den historiske og den religiøse indgangsvinkel tilJesus/Kristus, men så gik det pludselig galt, til dels foranlediget af Adam Holms spørgsmål efter, hvorvidt Jesus nu også havde været oprører.

Efter først at have bekræftet, at kilderne til Jesu liv er de fire tendentiøse evangelier, som alle har forkyndelsen af den historiske Jesus som den guddommelige messias som indhold, mente tidligere sognepræst Johs. H. Christensen alligevel at kunne udtale sig om, hvorvidt oprørsmomentet hos Jesus var vigtigt, og her benyttede han nu evangelierne til at dementere, for Jesus har jo selv sagt: Giv kejseren, hvad kejserens er , og så videre.

Derimod hævdede Johs. H. Christensen, at det var de jødiske autoriteter, Jesus var ude efter.

Men evangelierne er ikke kun tendentiøse, hvad angår fremstillingen af Jesus som messias. Man bør således også være kildekritisk over for evangeliernes brod mod jødedommen og deres apologetiske holdning over for romerne. En ny sekt, som kristendommen er på dette tidspunkt, har naturligvis travlt med ikke at lægge sig unødigt ud med overmagten, som det også ses andre steder i Det Nye Testamente. Som nyetableret religion har man langt større interesse i at profilere sig over for moderreligionen, som jødedommen er.

I sin revselse af samtidens jødedom synes Jesus at være på linje med andre af jødedommens profeter, hvis anliggende det altid er at bringe folket til den sande gudsdyrkelse og gudshengivelse, ligesom det også inden for kristendommen kendes med reformatorer som Frans af Assisi og Luther. Jesu kritik af hans samtids jødedom passer således fint med evangelisternes ønske om at forkynde en ny pagt og en ny messias.

Ud fra et historisk perspektiv må man dog hele tiden fastholde, at vores viden om den historiske Jesus er forsvindende lille og vel også, som Johs. H. Christensen sagde, irrelevant, mens det er den forkyndte Kristus, der har betydning for den troende.

Kildekritikken kan og skal til gengæld fastholdes, så kristne ikke igen og igen foranlediges til at grave dybe skel mellem sig selv og de andre religioner. Her er pave Frans og hans eid-hilsen forleden til verdens muslimer en kærkommen erindring om, hvad der også kan læses og udledes af evangelier, når den tendentiøse sekterisme er fjernet.

Ann-Claire Olsen,cand.mag.,Kaløvej 8, Vanløse