FOR NOGEN TID SIDEN havde Kathrine Lilleør en elegant klumme i Berlingske, som handlede om, at politiet havde lukket ned for salg fra forretninger i påsken. Overskriften var "Kristus ud af lukkeloven".
LÆS OGSÅ: "Kristus ud af lukkeloven"
Hun slutter sig her til de mange, ikke mindst fra liberale erhverv, der er imod, at man ikke må holde åbent, når det er kirkelig helligdag. Det må den enkelte selv bestemme, mener man. Man kan jo udmærket gå i kirke om formiddagen og købe en kjole om eftermiddagen. Det er Gud ligeglad med.
LÆS OGSÅ: Nærbutikker og kiosker kræver bedre vilkår
Ja, det er han sikkert, for han kan jo udrette det utrolige. Men det er spørgsmålet, om vi også bør tage så hårdt fat, eller vi skal beskytte os ved at have en klar lukkelov, som politiet (og andre!) gør deres for at få overholdt.
Da Moses får De 10 Bud, som han bringer ned til folket på stentavler, er der blandt dem et bud om at komme hviledagen i hu. Det er rodfæstet i Det Gamle Testamente, fordi man skal ikke arbejde altid. Det har mennesket ikke godt af. Det er Guds arbejdstilsyns beskyttelse af sit menneske, så det ikke skal bryde sammen af for meget arbejde – læs mere i 2. og 5. Mosebog.
Det har vi meget svært ved at forstå. Vort samfund appellerer nemlig til sine medlemmer om at bestille så meget som muligt, og der appelleres uafbrudt til, at man fremstiller mere og mere. Vi hylder dem, der kan øge produktiviteten og dermed få mere og mere ud af det samme. Især efter krigen har vi set dette som noget vigtigt. Tidligere var det menneske stort, som tjente næsten. Nu er han størst, som tjener mest – fordi han arbejder mest.
Her burde kirken sige imod, men den er ganske tavs. Faktisk er det kun HK, fagforeningen, der gør indsigelse, men i de senere år desværre uden det store held. Folk må da selv bestemme, lyder det nu overalt, også fra en præst. Nej, lad nu Gud bestemme lidt. Hos os er det både mængden af arbejdet, men også hastigheden, som kan være helbredsnedbrydende. Hertil kommer, at arbejde i vores udformning bliver mere og mere asocialt. Der er nemlig ikke meget ved at holde fri, mens alle andre arbejder – eller omvendt. Så kan man ikke nyde samværet.
På den måde går man jo glip af en meget vigtig social dimension i sit liv, for ens muligheder for at være sammen med familie og venner begrænses. Søn- og helligdage er jo dage, hvor vi kan "krydse" hinanden. Ferie- og fridage er derimod individuelle, afhængig af arbejde, ferie, møder og lignende, og derfor skal man planlægge sig frem til at møde folk, man gerne vil træffe.
Helligdagene har som navnet siger en religiøs dimension. Det er noget med Jesus, særligt i de tre store højtider, jul, påske og pinse. Det er med andre ord det religiøse indhold, der toner frem, "som ingen kan gøre rigtigt rede for", som Lilleør siger.
Det skal nok passe, for danskerne er ikke meget bibelstærke eller kirke-kloge. Det er et alvorligt problem, men løsningen er sikkert ikke at aflyse alt det med kirken. Kirken kan bringe sig selv i glemsel på mange måder. Og i så fald kommer samfundet til at stå på løs grund. Og så kommer vi for alvor på arbejde.
Jan Lindhardt er tidligere biskop over Roskilde Stift