I Kristeligt Dagblad tirsdag den 28. juli blev der bragt en artikel, der omtaler, at menighedsråd beslutter at nedrive bevaringsværdige præstegårde, der er op mod 200 år gamle og på billederne ikke just ser faldefærdige ud.
Historien om musikskolen i Ringkøbing og indlægget af den 13. maj om kirkekunst er interessante i denne sammenhæng.
Nu er det jo ikke menighedsrådenes private ejendom, men en del af vores fælles kristne kulturarv, som menighederne er sat til at forvalte, og som det fremgår af Matthæus (kapitel 25, vers 14-30), bør vi forvalte vores evner og talenter, jorden og naturen og anden ejendom bedst muligt og helst videregive det i bedre stand end den gave, vi fik lov at forvalte i den korte tid, vi får.
I de seneste år er økonomer og regneark blevet en ny Gud, hvor det ikke er de næste generationer og det fælles, men kortsigtet økonomisk tænkning, der gælder.
Som bekendt er demokrati den værste af alle styreformer, bortset fra alle de andre, og netop de samme årtier har udviklet en demokratisme, hvor alle ved bedst selv, og fagpersoner er lagt for had - bortset fra økonomer.
Menighedsråd er ofte valgt på et meget spinkelt grundlag og sidder i fire år. At rive en 200 år gammel bevaringsværdig præstegård ned er uopretteligt.
Menighedsrådene har fået en stadig større råderet over kirkerne og deres bygninger, og ingen af kirkens bygninger er fredede. Det ansvar forudsætter, at man lytter til kyndige folk fra Nationalmuseet, Kulturstyrelsen, den kongelige bygningsinspektør og Akademiet for de Skønne Kunster (der er ikke tale om tvang, men om rådgivning). Igennem rigtig mange år er det gået fint, og vores kirkelige kulturarv har menighedsrådene på de nævnte forudsætninger forvaltet smukt, og flere gør det helt sikkert stadig.
Men når man kun lytter til kortsigtet økonomi (ingen af de huse, man bygger nu, står om 200 år), så skyder man blot problemet til kommende generationer, og man river ned med begrundelsen, at de er for dyre at vedligeholde og utidssvarende.
Da provstens og biskoppens tilsynspligt åbenbart ikke er til stede, må kirkeministeren øjeblikkeligt meddele menighedsrådene at stoppe enhver planlagt nedrivning af bevaringsværdige bygninger i menighedrådenes varetægt og pålægge Kulturstyrelsen at få styr på problemet,så det undgås fremover.
Kirkeministeren må gøre sig konsekvensen klar. Med nøjagtig samme begrundelse kan man nedrive samtlige af vores middeladerkirker; de er heller ikke fredede, og mange kan sikkert tænke det samme om folkekirken i almindelighed.
Bjørn Nørgaard er billedhugger, professor, medlem af Akademiet for de Skønne Kunster og forhenværende formand for Det Særlige Bygningssyn