KAI SØRLANDER har fuldstændig ret, når han den 10. november retorisk spørger: Må enhver kristen ikke erkende, at man stiller sig selv i et falsk lys, hvis man i en politisk konflikt påberåber sig et særligt forbund med Gud? Svaret er så afgjort jo, og det er netop derfor, at Kristendemokraternes politik er baseret på kristne værdier, for man kan ikke bruge Bibelen som facitliste.
Der, hvor det går galt for Sørlander, er, at han sætter lighedstegn mellem religiøse argumenter og at bruge Gud som et trumfkort i en debat.
JEG MENER, at man som debattør må lægge sine argumenter ærligt og redeligt frem og ikke angive alternative begrundelser af hensyn til den areligiøse politiske korrekthed. Og i en fri samtale kan Gud ikke være et trumfkort, for tro er altid frivillig.
Kristendemokraterne baserer for eksempel sin politik på tre grundprincipper: Det kristne menneskesyn, næstekærlighedsbuddet og forvalteransvaret. De leder ikke frem til noget automatsvar vedrørende for eksempel, hvor høj eller lav starthjælpen skal være, men de peger på en klar prioritering, nemlig at hensynet til det enkelte menneskes værdighed og trivsel og til naturen går forud for andre hensyn.
Det gælder ikke mindst hensynet til socialt svage og indvandrere. Jesus viste i praksis, hvordan man kan elske ikke kun sin nærmeste, men også de fremmede og sine fjender, hvilket Sørlander minder om i sit indlæg. Jeg tror på den baggrund, at det er vigtigt at anerkende og respektere mennesker på trods af deres udstødthed, fremmedhed og religion.
DET GØR MIG ikke til relativist, at jeg anerkender, at forskellige religioner og ideologier er konsistente inden for deres eget rationale, for jeg erklærer mig ikke samtidig enig i deres grundlæggende forudsætninger.
Kristendemokraterne er en modsigelse af dem, der som Sørlander ønsker at forvise tro og religion til samfundets dunkle kroge. Ja, det handler faktisk om ytringsfrihed.
Kristian Larsen,
formand for Kristendemokraterne i Herlev,
Sennepshaven 26, st. th.,
Herlev