Bibelen læses forlæns, men forstås baglæns

Hele Bibelen er en dialog mellem Gud og de mennesker, der lægger stemme til hans budskab, skriver sognepræst Jens Ole Christensen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

FLERE GANGE de senere måneder har jeg mødt et påtrængende spørgsmål: ”Har du i virkeligheden ikke bare det samme forhold til Bibelen, som radikale muslimer har til Koranen?”.

Det er faldet, når jeg har givet udtryk for, at Bibelen – for at bruge en klassisk formulering – er autoritet for mig i alle spørgsmål om kristen tro, lære og liv.

Jeg indrømmer, at spørgsmålet er kommet noget bag på mig, fordi det i min optik er indlysende, hvorfor svaret er nej. Men når jeg har mødt det både som et anfægtet spørgsmål fra en tros- og meningsfælle og som en udfordring fra en tænksom, sekulær sogneboer, er tiden vist inde til at tage det alvorligt som mere end plat polemik.

Og derfor begynder min afvisning også med en tilståelse: Jeg tror, at min egen og andres lidenskab for at gøre op med universitetsteologiens bibelkritik i nogen måde har gjort os værkstedsblinde. Eller døve for fejlhøringerne af egne formuleringer. De formuleringer har vitterligt kunnet høres koranagtige.

Derfor har vi selv medansvar for at få foretaget en oprydning: Lige så vigtigt det er at sætte en grænse i forhold til rationalistisk bibelkritik – det har den bibeltro menighed vidst i over 100 år – lige så afgørende er det at sætte en grænse i forhold til muslimsk bogdyrkelse. Det burde menigheden have vidst i 1400 år.

Alligevel er det, jeg skriver nedenfor, ikke nyheder. Men måske har det i kampens hede udviklet sig til tavs viden.

FOR DET FØRSTE: Ingen tænksomme kristne tror, at Bibelen blev dikteret ordret fra himlen. Heller ikke, at den er en jordisk kopi af en evig og himmelsk bog. Det er en bog – eller en samling ret forskellige skrifter – med i omegnen af 1500 års tilblivelseshistorie. Den afspejler forskellige tider, kulturer og forskellige forfatteres temperamenter. Den er med andre ord menneskers bog, samtidig med at den er Helligåndens bog og Guds åbenbaring. Som menneskeligt og guddommeligt smelter sammen i Jesu person, smelter det sammen i Bibelens ord. Det får den vel at mærke ikke fejl af. For det fejlende er ikke et menneskeligt grundtræk, men derimod en følge af syndefaldet. Det demonstrerer Jesu menneskelige og guddommelige person.

FOR DET ANDET: Vi tror ikke, at noget udsagn i Bibelen har autoritet, bare fordi det står i bogen, men vi spørger hele tiden om, hvordan Jesus og de apostle, som han gav sin myndighed videre til, forholder sig til det, der står. Det hænger sammen med, at Gud i denne lange historie langsomt og gradvist afslører sig selv. Og han gør den selvafsløring foreløbigt færdig i Jesus Kristus. Derfor viderefører vi for eksempel ikke ofrene i Jerusalems gamle tempel, Moselovens regler om renhed og det gamle Israels straffelov. De var midlertidige, og hverken Jesus eller apostlene videreførte dem. Et eksempel fra det emne – sex – der konstant optager medierne: Vi følger Jesus og bekræfter, at ægteskabelige sidespring er synd. Men vi følger ham lige så meget ved at afvise stening (Joh. 8, 1 ff). Vi læser med andre ord altid Det Gamle Testamente med Jesus og apostlene som filter.

Eller sagt med et twistet Kirkegaardcitat: Bibelen læses forlæns, men den forstås baglæns.

FOR DET TREDJE endnu en følge af, at det menneskelige og guddommelige smelter sammen: Ja, Bibelen er en åbenbaring. Ord, der er ”indblæst af Gud” (2. Tim. 3, 14 ff.). Men det er også beretningen om menneskers kamp med de ord. Når man får øje på det, er hele Bibelen en dialog mellem Gud og de mennesker, der lægger stemme til hans budskab (ja, undervejs har selv Djævelen og det åbenlyse oprør mod Gud ordet).

For tiden læser jeg en del i profeten Jeremias’ Bog, og der er det træk meget tydeligt: Jeremias græder og protesterer over det, han skal sige. Men de fleste af dem, der bærer åbenbaringen frem, har som han deres højst personlige kampe med Gud og budskabet: Moses, Elias, David, Peter, Paulus, Johannes.

Selv Jesus: I Getsemane kæmpede han med at forsone sig med det, han skulle sige og gøre (Luk. 22, 39 ff.). På denne måde er Bibelen både en åbenbaringsbog med autoritet og en dialogbog, vi kan spejle os i. Vi, der hver for sig har vores kampe med budskabet.

Jeg har koncentreret mig om holdningen til bøgerne og set bort fra de dybe indholdsmæssige forskelle. Men der er ingen tvivl om, at den vinkel vil afsløre, at der er en verden til forskel på et budskab, der har en militærpolitisk leder som central aktør (Muhammed), og et, der har en mand, der ofrede sit liv af kærlighed (Jesus).

Den vinkel har vi brug for at tale meget mere om.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen , biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen , ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh .