I de seneste uger har der her i bladet været en debat om, hvorvidt Bibelen siger noget om staten Israels oprettelse i 1948. Nok så divergerende synspunkter er kommet til udtryk. I sit seneste indlæg i Kristeligt Dagblad den 6. februar hævder professor Mogens Müller, at selvom kirken må mene, at evangeliet også har adresse til jøder, har den kun det virkemiddel at forkynde det som et glædeligt budskab.
Meget ville være vundet, dersom de forskellige parter i denne debat i klare og tydelige vendinger først havde sagt, at den kristne kirkes primære opgave er at bringe evangeliet tilbage til det jødiske folk. Er man enig om det, kan vi efter min opfattelse som kristne leve med at have forskellige meninger om, hvordan staten Israels oprettelse bedst tolkes i Bibelens lys.
I forlængelse af de lige citerede ord skriver Müller: Kristen mission blandt jøder er imidlertid forbudt i Israel. Disse ord er ikke blot misvisende, men direkte forkerte. Hans artikel har fået overskriften: Hold nu tingene adskilt. Ordene vender tilbage som en boomerang og rammer ham selv, når han udtaler sig om kristen mission i Israel. Kristen mission i staten Israel er nemlig tilladt.
I slutningen af 1977 vedtog det israelske parlament en lov, som populært blev omtalt som antimissionsloven. Det er en lov, som vender sig imod brugen af penge og andre materielle goder i et forsøg på at overtale en anden person til at skifte religion. Det er altså en lov imod bestikkelse, ikke imod kristen aktivitet. Denne lov har, så vidt jeg ved, aldrig været bragt i anvendelse. Dengang og senere var der nogle, der mente, at loven ikke var vidtgående nok. I årtierne herefter er der blevet gjort forsøg på en opstramning, og, ja, forsøg på at gøre mission forbudt i Israel. Men det er aldrig kommet til lovgivning herom.
At der findes jødiske antimissionsorganisationer, hvis mål er at bekæmpe messianske jøder og kristen mission i Israel, skal ikke skjules. Der er i de seneste årtier en række eksempler på vandalisering af menighedslokaler, ildspåsættelse, chikane og lignende, hvilket vi for eksempel i Israelsmissionens Avis har givet fyldige beskrivelser af. Heraf kan det dog ikke sluttes, at mission er forbudt i Israel.
Et par eksempler: Hvert år holdes der store new age-prægede festivaler i Israel. Disse samler i titusindvis af (hovedsagelig) unge israelske jøder. På disse festivaler opslår messianske jøder og andre kristne deres telte, uddeler traktater og eksemplarer af Det Nye Testamente på hebraisk og vidner om Jesus.
I 2002 blev cirka 90.000 konvolutter husstandsomdelt på én dag i Jerusalem indeholdende en invitation til at bestille filmen Yeshua (Jesus) gratis. Og i foråret 2008 havde bevægelsen Jews for Jesus et stort anlagt fremstød i centrum af Tel Aviv, en kampagne, hvor der i øvrigt også deltog nogle danske kristne.
Messianske menigheder har løbende evangelisationskampagner på gader og stræder, i parker eller på strandpromenader og så videre. Når de finder sted i det offentlige rum, skal der naturligvis indhentes tilladelse hertil fra myndighedernes side. Noget tilsvarende gør sig gældende ved et friluftsmøde i det offentlige rum i Danmark.
Mange andre eksempler kunne nævnes. Jeg siger ikke, at kristen mission er let i staten Israel. Men hvor er den det? Men jeg siger, at det er en myte at hævde, at mission er forbudt i Israel.
Hvad man end måtte mene om staten Israel, så er den en demokratisk stat. Jødiske agnostikere og ateister har tilsvarende ret til at propagandere for deres synspunkter lige så vel som dem, der bekæmper kristen mission.
Sådan må det være i et demokrati!
Kai Kjær-Hansen er teol.dr. og formand for Den Danske Israelsmission