SØREN HARSLUND udbredte sig om den israelsk-palæstinensiske konflikt i avisen den 3. december. Det gør han som forfatter til bogen ”Israel - kampen for staten”. Helt centralt i hans synspunkter står Skriften, altså Det Gamle Testamente, med dens løfte til jøderne om land. Han tager ikke hensyn til, at dette land var beboet dengang som nu.
Han gør rede for, at briterne i Balfour-erklæringen gav jøderne lovning på landet. Dette løfte gentog FN i 1947 med den såkaldte delingsplan. Det er fortid nu, for Israel er en kendsgerning, og det skal der naturligvis ikke rokkes ved.
I Det Gamle Testamente blev problemet løst meget praktisk og effektivt ved, at Gud blev morder i stor skala. Det kunne jo legitimere, at historien skal gentages på Vestbredden? Men Gud er selvfølgelig ikke en, der vil udrydde folk - men mennesker vil. Gud vil da ikke ødelægge sit eget skaberværk. Men mennesker klarer det ved egen kraft. Det er en absurd tanke, at Gud skulle nedbryde det, han selv har skabt.
Derfor kan Bibelen næppe være udtryk for Guds vilje i hele sin udstrækning. Et gudsinspireret skrift blandet med mundtlige traditioner, menneskers redigeringer og egeninteresser.
BIBELEN SOM historisk dokument er et falsum. Og det skal naturligvis ikke forveksles med den såkaldte Københavnerskole - også kaldet ”minimalistisk teologi”. Her bliver hele Bibelen betragtet som myte. Og det er så langtfra tilfældet. Problemet er så at afdække de forskellige lag.
Et gennemgående træk ved så vel Det Gamle Testamente som Det Nye Testamente er, at der er sympati for de svage i samfundet, de syge, de undertrykte, enkerne samt de forældreløse med flere. Evangelierne er ikke bestemt for en selvfed vestlig kirke, der har mistet kontakten til det, den er rundet af. Kirken er os alle sammen eller, som Jesus siger: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Og kirken skal ikke lokke folk ind i sine prægtige bygninger, men skal selv inviteres ud i verden. Det er der, evangeliet udspiller sig. Det er det, kirken er til for.
EVANGELIET ER OGSÅ til for de palæstinensiske arabere. Den israelske stat gør livet utåleligt for dem, der bor på Vestbredden og i Gaza. Og som biskop Desmond Tutu formulerer det, er evangeliet for den, der sulter, først og fremmest mad og vand. Og det samme kan siges om den, der mangler friheden til at bevæge sig frit for at dyrke sin jord og for at besøge sin familie. Staten Israel bygger en mur. De kalder det en sikkerhedsmur, men den er til for at stjæle jord og isolere palæstinenserne i små lommer. Og bosætterne kan foretage sig næsten alt, uden at de bliver straffet.
Listen er lang. Man er ved at omdanne Vestbredden til en ost, hvor palæstinenserne bliver presset ud i hullerne, og de jødiske bosættere kan bo i resten. Man har været så optaget af at se jøderne som ofre. Nu har Israel påtaget sig rollen som det ny herrefolk. Israel har bestemt ikke noget at gøre med det bibelske Israel, som mange kristne påberåber sig. Og når de zionistiske kristne fremturer med dette og støtter Israel i alle forhold, er det ren vranglære. De bliver i deres støtte til Israel til Israels nyttige idioter.