Bibliotek er et af de smukkeste ord, jeg kender. Sådan tænker hovedpersonen Ari i romanen "Nogenlunde på størrelse med universet" af Jon Kalman Stefansson, da han efter en tid i udlandet får øje på sin hjembys bibliotek. Biblioteker rummer et skatkammer af viden, indsigter, erfaringer og inspiration, ikke bare nationalt, men også internationalt. I København, hvor jeg bor, er deres indretning administreret af kommunen.
Papirbøger, som man kan sanse, bladre og læse i, kan beskrives på mange måder, eksempelvis ved hvor mange kilo de vejer. Efter et længere sygdomsforløb, hvor jeg på grund af træthed ikke orkede at bære mere end højst nødvendigt, så jeg frem til igen at kunne gå på biblioteket og lade mig inspirere af, hvad der var udstillet og få idéer af bibliotekarerne. De fleste bibliotekarer besidder stor viden og et bredt udsyn om alle slags bøger. Mange gange har de ledt mig hen til bøger, jeg ikke anede eksistensen af, der gav uforglemmelige læseoplevelser og stor inspiration.
I 1933, da Hitler kom til magten i Tyskland, skrev den klassiske filolog og forfatter Hartvig Frisch "Pest over Europa" som en advarsel til den danske befolkning, men i dag er han nok mere kendt for sin definition af kultur: "Kultur er vaner". Kultur er netop de vaner på alle planer, vi som mennesker opdrages til at identificere os med oftest uden at være bevidste om det selv.
At tage en bog ned fra hylden, skrevet i et levende sanset sprog ud fra et menneskes egne oplevede eksistentielle erfaringer, kan give mig gåsehud af fornøjelse. Den slags bøger er fyldt af dybe erfaringer om glæde og sorg, skønhed og gru, det usynlige, der omgiver os – en guldgrube af potentialer i os alle, der kan vækkes til live uanset alder, køn og klasse.
Vanløse Bibliotek ligger nærmest på, hvor jeg bor. Af mig ukendte grunde blev det for en del år siden omdøbt til Kulturstationen. Selv bliver jeg stædigt ved at kalde det Vanløse Bibliotek, der er en nøgtern og klar oplysning om, at der befinder sig sådan et vidunder i Vanløse, heldigvis, gratis og tilgængeligt for enhver, der har lyst til at fordybe sig i hvad som helst i bøgernes verden. Her bagefter husker jeg vagt nogle plancher ved indgangen om en nyindretning ved sidste besøg. Dengang troede jeg, nyindretningen kun gjaldt Vanløse Bibliotek, jeg forestillede mig en frisk gang maling med en lidt mere praktisk indretning med plads til flere spændende udstillinger.
Men da jeg senest åbnede døren til mit lokale bibliotek, var det første, der ramte mit øje bestsellere. En massiv opstabling af fem-syv centimeter tykke romaner, oversat til dansk på samlebånd, ingen af dem ældre end et par år og alle med et hav af stjerner på forsiden. Mine øjne vandrede videre. Jeg hastede videre over mod de lange reoler. Her plejede jeg at kunne finde et blandet udvalg af nyt og gammelt, bredt og smalt, som bibliotekarerne har valgt at udstille. Men de lange udstillingsreoler var pludselig fyldt til randen med nøjagtig de samme bestsellere, der var stablet op på det største udstillingspodie.
Og det store bord til bibliotekarer, der tidligere stod midt i rummet, var pist væk. Jeg kiggede på uret, jo, det er inden for de usle tre timer, bibliotekarernes formidlingstid er skrumpet ind til. Hvor er de?
Klemt inde i et hjørne mellem reoler og computere stod et lille vaklende bord, var det en bibliotekar? Det var det. Efter en indledende snak om, hvilke slags bøger, jeg var på udkig efter, spurgte jeg, hvad i alverden, der var sket. Bibliotekaren rejste sig, og mens vi gik lidt rundt, fik jeg forklaret nyindretningens principper. De gælder ikke kun for Vanløse Bibliotek, men for en række biblioteker i Københavns Kommune. Det er en helt utrolig historie, der rulles ud, desværre er det ikke fiktion. Københavns biblioteker er sat under diktat. En række bestsellere udvælges nu på forhånd fra centralt hold (af hvem, vidste bibliotekaren ikke) og samles i et dusin udstillinger, som bibliotekerne kan vælge imellem at udstille. Bibliotekarerne kan højst pippe lidt fra et vaklende bord, når de direkte bliver spurgt, de er frataget ethvert initiativ, har ikke længere noget som helst at sige i valg af de bøger, der bliver udstillet på deres eget bibliotek.
"Vi må ikke engang tage initiativ til at udstille bøger i forbindelse med arrangementer, der bliver holdt på biblioteket eller i forbindelse med begivenheder i lokalområdet," sagde bibliotekaren. "Jamen, kan I ikke blæse på det og lave jeres egne udstillinger uden om alle bestsellerne?," spurgte jeg. Bibliotekaren fik dybe rynker i panden. "Da der var halloween, ville vi gerne have lavet en lille udstilling om heksekunst, men vi har allerede fået mange advarsler," svarede hun.
Sig mig, har de ansvarlige aldrig læst "1984"?
Hjemme kontakter jeg Dansk Forfatterforening og får lidt mere at vide. De skriver blandt andet:
"Baggrunden for nyindretningen er et politisk ønske i Københavns Kommune om at hæve udlånstallet, uden at det kræver mere personale. Derfor har biblioteksledelsen valgt at lave en omfattende automatisering af funktioner, der før var mere håndholdte."
"Picked by staff", stod der på skiltet under bestsellerudstillingen. Hvorfor på engelsk? Er "staff" ikke længere bibliotekarerne? Hvem, der har det politiske ansvar, er jeg ikke blevet klogere på. Er det Borgerrepræsentationen? Kulturministeriet? Måske kulturministeren? Jeg spørger og spørger. Automatiseringen kunne jo være blevet skabt ud fra helt andre kriterier, eksempelvis for at sikre, at et virkelig varieret udbud af gode, både ældre og nye bøger, blev udstillet?
Der er lånere, der kender systemet, og der er nye. Kender man den helt præcise titel på den bog, man søger, kan man bestille den på bibliotekernes net. Men er bare et ord stavet forkert kommer bogen ikke frem. Mange, som jeg selv, ved ikke altid præcist, hvad de søger, men ser på det udstillede. Engang var der altid en bibliotekar på mine lokale biblioteker. Er det formidlingsleddet, altså bibliotekarerne, der nu skal spares til så nær nul, som muligt? Det kan dårligt være andet.
Reelt udsultes Københavns biblioteker for substans, dybde, og levende personlig kontakt og vidensbaseret formidling, nu handler alt om kvantitet. Indholdet regnes for helt ligegyldigt. Bøger med for få antal udlån destrueres i stor skala, jeg har købt flere nobelpristageres bøger på bibliotekerne, der var på vej til destruktion.
"Picked by staff", som der stod under bestsellersøjlen, er et eksempel på et groft politisk spin, der reelt dækker over afskaffelse af mangfoldighed, levende kontakt og inspiration – med advarsler til de bibliotekarer, der kunne finde på at udstille andet end "picked by staff". Ingen automatisering har noget indbygget værdisæt, den udfolder kun det, den er programmeret til. Når automatisering bruges som argument til at afskaffe håndholdt, det vil sige menneskelig kontakt og direkte formidling, bærer automatiseringen tidens pest med sig – en massiv menneskelig indre fattiggørelse. Nu også på Københavns biblioteker.
Den type biblioteker hører ikke længere til det smukkeste ord, jeg kender. Jeg åbner min hoveddør og sætter mig til tasterne, mens regnen pisker ned ad ruderne. I Danmark mistrives 42 procent af alle unge. Kvantitet som eneste mål i livet, det skal nok hjælpe på livslysten. Er det virkelig den slags biblioteker, vi som lånere ønsker?
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.