Det var statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som ønskede sig mindre religion i det offentlige rum. Det var nok især med tanke på islam, og selvfølgelig skal religion ikke diktere reglerne i det offentlige rum, men når det er sagt, så har religion sandelig også sin plads i det offentlige rum. Det offentlige rum uden religion er som en fængselscelle uden vinduer. Vi kan bare se os selv, men aldrig himlen.
Sådan er det ikke i USA, som man med al ønskelig tydelighed kunne høre i Joe Bidens indsættelsestale, som blev direkte transmitteret på såvel DR 1 som TV 2. Her var der ingen religionsforskrækkelse og ingen kølig distance til fromhed og bøn. Et højt embede kalder da om noget på bøn og forbøn. Det betyder ikke, at man spænder Vorherre for sin politiske vogn, men det betyder, at man vedkender sig sin egen begrænsethed og afhængighed, og det er faktisk et menneskeligt og politisk sundhedstegn.
”Politik behøver ikke være en rasende ild, som ødelægger alt på sin vej,” sagde Biden og betonede, at ”uden enhed er der ingen fred, men bare bitterhed og raseri”. Ikke fordi amerikanerne skal være enige, men fordi der i USA som i ethvert sammenhængende land er brug for enhed under alle uenighederne. Der må kunne siges et ”nationalt vi” om hinanden, som den konservative britiske filosof Roger Scruton engang har udtrykt det. Hvis det skal blive til andet end retorik, indebærer det også et opgør med identitetspolitikken i Joe Bidens eget parti. Køn, race og seksualitet må ikke blive politiske pejlemærker. De Forenede Stater kan være forenede om idealer ikke om identiteter.
Og så citerede Joe Biden kirkefaderen Augustin for at sige, at et folk var en mængde forenet af en fælles kærlighed, og selvom Joe Biden næppe har hørt om Grundtvig, var der genklang af den danske kirkefaders ord om kærlighed til fædrelandet som den sande odelsret. Den nye præsident henviste også til Bibelens ord om at holde ud, til det blev morgen og bedre tider med reference til ordene fra en davidssalme: ”Om aftenen slår gråden sig ned. Om morgenen er der jubel.”
Og som sin allerførste embedshandling opfordrede Joe Biden til en stille bøn for ofrene for coronavirussen, hvorpå countrysangeren Garth Brooks sang ”Amazing Grace”, skrevet af en tidligere slavekaptajn, som blev omvendt og siden præst i den anglikanske kirke. Man skulle ikke være amerikaner for at blive lidt rørt.
I Danmark har vi Dronningen til at nævne Gud i taler til nationen, ellers skal man vel til gudstjeneste eller til et kristeligt møde for at høre slig tale med bønner og salmesang. Der er sikkert dem, som vil sige, at der var alt for meget og for amerikansk. Man kunne også mene, at det netop var det, som skulle til. Men store ord og fromme vendinger er selvfølgelig aldrig nok. ”I kan altså kende dem på deres frugter,” sagde Jesus, når man skulle kende de falske fra de sande profeter. Det gælder også ud i politik.
Jesper Bacher er sognepræst.