Prøv avisen

Big Mother passer på dig!

KRONIK: George Orwells vision om Big Brother-samfundet er udeblevet, men i stedet har vi fået det humanistiske Big Mother-samfund, hvor staten for at beskytte borgeren indfører en række forbud og overvågning

Jeg sidder til daglig og forsker i, hvordan individet tænkte i den romerske senrepublik. Det var før kristendommen satte sine spor i den menneskelige tankegang i Europa.

Det var før, syndsbegrebet eksisterede for mennesket. Det var et samfund med ganske andre normer og moral end vores. Det var et samfund, der drev af blod. Et af de vigtigste elementer i den romerske underholdningsindustri var gladiatorkampe og forestillinger, hvor mennesker blev flænset op af vilde dyr.

Det var et samfund, hvor et menneskeliv havde en helt anden betydning og værdi, end et menneskeliv har i vore dage.

Et eksempel på dette er den romerske sejr over Judæa i den jødiske krig. Over en million jøder døde af krig eller sult - 97.000 krigsfanger, som enten blev solgt som slaver eller endte livet i arenaen, enten i kamp med andre fanger eller flået op af vilde dyr.

Samfundet havde naturligvis også en ganske anden seksualmoral end den, de europæiske samfund fik i de følgende århundreder. Det, der bandt samfundet sammen før syndsbegrebet, var blandt andet begreber som ære, taknemmelighed og utaknemmelighed. Jeg gør ting, for at du skal gøre ting for mig.

Mit arbejde med antikken og det manglende syndsbegreb har naturligvis ikke kunnet undgå at få mig til at fundere over den samfundsudvikling, som vi har i vore dages Europa, hvor det er tydeligt, at syndsbegrebet har fået en helt anden placering i menneskelivet, end det havde tidligere.

I 1980´erne var der en heftig diskussion om, at den vestlige verden var på vej ind i en ny tidsalder - i dag er denne diskussion forældet. Der er ingen, der længere kan være i tvivl om, at verden og dermed også Danmark, eller måske rettere danskernes tankegang, har ændret sig lige så radikalt, som da industrialismen sejrede over landbrugssamfundet.

Industrialismen er fortidens samfund - vort samfund er det højteknologiske samfund. Denne samfundsændring har fået mennesket til at tænke og føle anderledes. Det nye samfund, som vi ser vokse frem, har nogen kaldt det postmodernistiske samfund. Om dette er en overgangstid til noget helt andet, er der naturligvis ingen, der kan vide.

Dette nye samfund - det postmodernistiske samfund - har opbrudt mange af de strukturer, som prægede det gamle industrisamfund. De store ideologier og fortællinger med deres absolutte sandheder er væk. Den største fortælling, det danske samfund byggede på, var velfærdssamfundet, som ideologisk var en blanding af demokratisk socialisme og kristen næstekærlighed.

For 40 år siden ville det være utænkeligt, at nogen politiker (bortset fra nogle helt ude på fløjene) satte spørgsmålstegn ved ting som f.eks. gratis biblioteker; en diskussion om folkepension til alle, brugerbetaling i undervisningssektoren og så videre var ganske enkelt utænkelig. Det danske samfund havde en fællesideologi, som man kan kalde velfærdssamfundet.

Da de store fortællinger fortonede sig, forsvandt det fælles grundlag. De individuelle muligheder, som teknologien skabte (internet og cyperspace osv.), gav mennesket en lang række individuelle muligheder. Det påvirkede tankegangen, som blev langt mere individualistisk, om man vil i nogle situationer mere egoistisk.

Det har betydet, at en opløsningsproces af fælles normer og moral har været i gang gennem de seneste 20-25 år. Det danske samfund har ikke længere en entydig forståelse af, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Alt er blevet relativt. På mange måder kan man med rette føle, at den græske sofist Protagoras er den, der tegner det moralske og filosofiske billede i doktrinen - enhver mand er sin egen målestok.

Disse ændringer har betydet, at en række af de fundamentale kulturelle konstruktioner, som ethvert samfund bygger på, har ændret sig. Et godt eksempel på dette er, at kernefamilien er under rivende forandring, ikke kun praktisk, men også juridisk. Begreber som samlever og ægteskaber bestående af to af samme køn er juridiske og samfundsmæssige realiteter i dagens Danmark. Den kulturelle konstruktion (og biologiske realitet), at der skal to køn til at få børn, er også på vej til at blive ophævet.

Bemærkelsesværdigt er det, at disse ændringer i årtusinders kulturelle samfundskonstruktioner sker uden større folkelig debat. Jeg vil ikke her tage stilling til, om det er en positiv eller negativ udvikling, men man kan vel nærmest konstatere, at den brede befolkning er ret ligeglad.

Med denne opløsningtendens, vi har i samfundets forskellige kulturelle konstruktioner, ser vi et væld af forandringer i samfundet. Et område, der har været hårdt ramt, er det partipolitiske. Folk forlader ganske enkelt det partidemokratiske system - i valgkreds 9 i København var i 1935 mere end 70 procent medlem af et politisk parti, i dag i samme område er mindre end to procent deltagere i det politiske arbejde.

Denne udvikling hænger sammen med den individualisme, som vi har fået i samfundet. Det skubber til de samfundsmæssige konstruktioner, der byggede på en mere eller mindre fælles ideologisk tankegang. Mennesket af i dag vil ikke binde sig. Det vil have lov til at være et frit individ.

Men samtidig har vi i vores samfund en tendens til, at staten i stadig større grad ønsker at styre og kontrollere den enkelte borger. De skel, der har været i samfundet tidligere mellem det offentlige og det private rum, er under nedbrydning. Et eksempel på dette - noget, som faktisk alle er enige om - er kravet om at bruge sikkerhedssele eller kampagnerne mod tobaksrygning og fedme. Alt sammen positive tiltag, som har til formål at give borgerne et bedre liv.

Men staten går videre end dette, og det er uanset, om det er en socialdemokratisk eller liberalistisk ledet regering. Ikke for at straffe borgerne, men for at sikre borgerne et bedre liv, ændres en række af de normer og konstruktioner, som samfundet har bygget på.

Et aktuelt eksempel på dette er regeringens krav om, at skolelæger skal anmelde omskærelse af piger til de sociale myndigheder, der igen skal melde den slags ting til politiet. Ingen kan være i tvivl om, at omskærelse er en frygtelig ting, men skal lægen være en del af retssystemet?

En tidligere indenrigsminister foreslog, at man skulle melde naboen for socialt bedrageri, hvis man havde kendskab til den slags ting. Forslag om, at læger skal straffes for at hjælpe flygtninge under jorden, eller angreb på folkekirkens selvstændighed, fordi præster og menigheder følger deres samvittighed i stedet for at følge statsmagten. Alt sammen for at gavne den danske befolkning.

Et andet vigtigt tiltag er den tiltagende videoovervågning. Supermarkeder, tankstationer, banker, stationer og meget andet er blevet videoovervåget for at nedbringe kriminaliteten. Nu diskuteres det, om udvalgte gadestrækninger skal videoovervåges for at gøre byerne mere sikre at færdes i. Igen et tiltag, der tages for at gavne og beskytte befolkningen. Men dybest set er der jo tale om, at befolkningen skal overvåges.

Det var ting som dette, der blev fremmanet som noget af det farlige i det kommende samfund. Frygten var, at der blev skabt en såkaldt Big Brother-stat, hvor det offentlige kontrollerer og overvåger borgeren. Det har vi ikke fået.

Vi har derimod fået et humanistisk Big Mother-samfund, hvor staten for at beskytte borgeren indfører en række forbud, kontrolforanstaltninger og overvågning. Alt sammen skabt i et humanistisk lys ud fra nogle beregnende populistiske tanker om, at det er godt at bekæmpe f.eks. kriminalitet.

Måske er det også en nødvendighed at indføre flere kontrolforanstaltninger i et samfund under så stærk forandring. Ikke mindst når det, der i stigende grad binder samfundet sammen, er personligt begær efter forbrug. Det, man blot skal huske, er, at kontrollerer og beskytter man for meget, så forsvinder mennesket i et Big Mother-samfund.

Derfor er det så forfriskende, når man oplever en præst i Lyngby, der skjuler flygtninge, eller oplever domkirken i København, der giver husly til udviste asylansøgere. Det er godt, at der er nogen inden for kirken, der stadig føler en forpligtelse over for næstekærlighedsbuddet.

Torben Svendrup er forsker og historiker