Billig skræmmekampagne. DR skal have tak for at sætte fokus på et samfundsproblem

DR har gjort det rigtige i at fokusere på danskernes voksende forbrug af antidepressiv medicin, mener dagens debattør.
DR har gjort det rigtige i at fokusere på danskernes voksende forbrug af antidepressiv medicin, mener dagens debattør. . Foto: Kåre Viemose Denmark.

En række fremtrædende psykiatere og Depressionsforeningen har i Dagens Medicin rettet en skarp kritik mod DR-programmerne Danmark på piller, som de betegner som sensationssøgende og livsfarlige. 92 andre, overvejende psykiatere, har i samme avis skrevet under på et indlæg, som hævder, at DR-kampagnen undergraver tusinder af lægers arbejde.

Det, som har bragt alle disse mennesker helt op i det røde felt, er, at DR meget prisværdigt har sat fokus på det alt for høje forbrug af psykofarmaka her i landet.Op imod en halv million danskere indtager antidepressiv medicin, fortrinsvis i form af lykkepiller. Psykiaterne er også begyndt at medicinere børn med Ritalin i stærkt stigende omfang, hvilket er forrykt!

Hvis man accepterer Aldous Huxleys vision i bogen Fagre nye verden (fra 1932), at vores nuværende tilværelse er så ufysiologisk og stressende, at mange mennesker behøver noget soma for at kunne klare dagen og vejen, kunne man jo tænke, at det er prisen for at leve i et moderne overflodssamfund (økonomisk).

Men det er en høj pris for den enkelte borger at betale, og han eller hun bør i det mindste have reel besked om, hvad man får for pengene. Men det har befolkningen aldrig fået!

For det første har psykiaterne aldrig fortalt, at samtlige psykofarmaka er hjernetoksiske stoffer, som er skadelige ved langvarig brug.

LÆS OGSÅ: Fattige gravide presses på lykkepiller

Ingen af disse stoffer er helbredende over for de psykiske lidelser eller problemer, de anvendes imod. De virker i nogen grad dæmpende på nogle af symptomerne, for eksempel anspændthed og uro, oftest som led i en generelt dæmpende virkning på hele hjernens funktion. Der er altså i intet tilfælde tale om en specifik virkning.

En meget alvorlig og også totalt fortiet risiko er, at alle psyko-aktive stoffer forårsager afhængighed det, der også kaldes narkomani. Dette viser sig ved, at hvis man pludseligt ophører med at indtage stofferne, får man det meget dårligt, hvilket oftest medfører, at man fortsætter med at indtage stoffet/stofferne vedvarende. Dette gælder såvel tobak, alkohol og psykofarmaka som de egentlige misbrugsstoffer.

I stedet for at benytte den lejlighed, DR-udsendelserne gav psykiaterne til at gribe i egen barm og måske endda berigtige ovennævnte fortielser, har de reageret fornærmet og aggressivt og selv startet en kampagne med brug af de mest følelsesladede og demagogiske argumenter, som at DR-udsendelserne var livsfarlige.

Professor Poul Videbech går endda så vidt, at han hævder, at udsendelserne kan medføre, at flere personer begår selvmord. Det kan man da vist kun kalde en billig og unuanceret skræmmekampagne.

Herluf Dalhof, speciallæge i almen medicin, Søren Krogsvej 8 F, Bjert