Prøv avisen

Bimbo m/k

Radio & tv
Af Henrik Jensen

HELVEDE ER DE ANDRE, sagde Sartre. På dårlige dage hælder man til at give ham helt ret, på gode kan man få en trang til for skams skyld at kvalificere udsagnet en smule.

Nogle er mere Helvede end andre. Eksempelvis kan man nævne dem, der er så norm-svækkede, at de ikke kan finde ud af at overholde vigepligten i trafikken og konsekvent urinerer ved siden af kummerne på herretoiletter det er ofte de samme ligesom man kan komme til at tænke på dem, der udbreder sig endeløst om ting, de ikke har forstand på. De sidste er de værste, for de stjæler ens tid. Til dem hører så udpræget af professionelle grunde studieværter.

Ingen dyrker egne studieværter som DR. De vil gerne skabe en studieværtskult. I mangel på rigtige reklamer dukker deres studieværter endeløst op i spots mellem programmerne. Her fremstilles, hvad der i realiteten ofte er helt grønne drenge og piger der hersker en udpræget ungdomskult på dette felt som superstjerner og rigtige kendte, uanset at de ikke har noget at have det i.

DET ER ET tveægget sværd, for det betyder, at talentet slides meget hurtigt op. Vi kan simpelthen ikke holde dem ud særlig længe, derfor må de udskiftes. Jeg er ikke sikker på, at man i DR er klar over, med hvilken ambivalens seerne betragter deres studieværter. Det er et had-kærlighedsforhold, uden megen kærlighed. Jo, for vi skal jo høre og se på dem aften efter aften.

I TV-Avisen er problemet særligt udtalt. Unge og uerfarne studieværter koncentrerer sig om at læse fejlfrit fra prompteren, hvad der kan være svært nok, og spiller ellers rollen som studieværter på bedste beskub. Mundvigene vender på smiley-vis sørgende nedad, når historien er trist, og muntert opad, når det det er glad lille en.

I torsdag aftens historie om det spanske flystyrt bliver det særlig klægt. Kendsgerningerne er ubehagelige nok til, at man ikke også skal sidde og kæmpe med ubehaget ved studieværtindens påtaget sørgende udseende a la Askepot. Hvad er meningen? Er hun ked af det, eller hvad? Naturligvis ikke i næste historie vipper mundvigene glad opad igen.

ER DET UMULIGT at få studieværter til at forholde sig en smule neutralt til historierne? Det hele bliver til børnefjernsyn, hvad der er ekstra absurd i betragtning af, at gennemsnitsalderen på dem, der sidder og ser den sene TV-Avis, er hvad 50-60 år?

De talende ansigter, der i de sidste par uger har været indforskrevet til at update OL-nyheder, når nu de journalister, der ved det mindste om sport, var ude i marken, repræsenterer mere af det samme.

I mangel på indsigt i og måske interesse for sport falder de søvngængeragtigt tilbage i alle tv-journalisters sikre kort: Hvordan føles det nu?-kortet. Hvad tænkte du, lige da masten brækkede, da du gled på gulvet, tabte pagajen, overtrådte eller skød ved siden af?

Og når det er udtømt, følger man op med: Og hvordan har du det så med det lige nu? Det skal man jo ikke have gået på universitet for at finde ud af. Det er det første, man lærer som praktisk arbejdende formidler.

Henrik Jensen er forfatter og lektor i historie på RUC