Prøv avisen
Global debat

Bioetisk glidebane? Britisk bog kulegraver og kritiserer aktiv dødshjælp i Belgien

I marts i år gennemførte en række organisationer i Belgien en ”march for livet” i protest mod landets lovgivning om abort og aktiv dødshjælp. Foto: Thierry Monasse/Polaris/ritzau

Aktiv dødshjælp er blevet rutine på belgiske hospitaler og nærmer sig hjælp til selvmord, hævder det katolske Anscombe Bioethics Centre i bog, der udkommer i dag. Ren propaganda, svarer belgisk kommission

Da Belgien legaliserede aktiv dødshjælp i 2002, satte man en proces i gang, som har gjort det til en rutinesag at afslutte patienternes liv, og som skridt for skridt har udvidet dødshjælpen til flere og flere patientkategorier. Det konkluderer det britiske Anscombe Bioethics Centre i en opsigtsvækkende bog, der udkommer i dag.

Bogen samler tilgængelig viden om dødshjælp i Belgien med bidrag fra 14 belgiske og seks internationale læger og specialister i bioetik. Og billedet er, at legaliseringen har sendt Belgien ud på en glidebane, siger bogens koordinator, professor David Albert Jones.

”Hensigten med loven var ikke at gøre dødshjælp til en rutinemæssig måde at dø på, men indberetningerne viser, at det ikke kun er døende patienter, der får hjælp til at dø, men også personer, der lider af anoreksi. Loven er uklar, og der er reelt ingen kontrol. Anonyme spørgeundersøgelser viser, at kun halvdelen af alle tilfælde af eutanasi indberettes,” siger David Albert Jones, der er direktør for Anscombe Bioethics Centre i Oxford i Storbritannien, et katolsk akademisk institut, der rådgiver den katolske kirke i bioetiske spørgsmål.

Ifølge den seneste rapport fra Belgiens kommission til kontrol og evaluering af eutanasi blev der registreret 3950 tilfælde af aktiv dødshjælp i perioden 2014-2015 mod 2086 i 2010-2012, hvilket svarer til en vækst på 90 procent.

En 44-årig transseksuel belgier har for eksempel fået dødshjælp efter en mislykket kønsoperation. Og en person med Alzheimers sygdom har fået dødshjælp, selvom personen endnu ikke var i tredje og sidste fase af sygommen.

”De svageste patienter såsom de meget gamle, men også fysisk og psykisk handicappede udsættes i højere grad end andre for dødshjælp. Det er hele holdningen til handicappede og gamle, der ændrer sig. Flere bidragydere til bogen udtrykker bekymring for, at man i stigende grad ser handicappede som en økonomisk byrde,” siger David Albert Jones.

Jacqueline Herremans, medlem af den belgiske kommission til kontrol og evaluering af eutanasi, afviser den britiske kritik og henviser til Anscombe-centrets katolske forankring.

”Flere af instituttets ledere tilhører den katolske organisation Opus Dei. Kritikken hviler på enkeltsager som for eksempel alzheimer-patienten. Der har aldrig været så meget palliativ behandling som nu, og Belgien har en meget livlig debat om, hvordan samfundet og hospitalsvæsenet bedst håndterer livets sidste faser. Det er normalt, at antallet af sager vokser, i takt med at læger og patienter får større kendskab til og mindre modvilje mod dødshjælp,” siger Jacqueline Herremans, der også er formand for foreningen for retten til en værdig død i Belgien.

Også Philippe Mahoux, der indtil juli var medlem af det belgiske Senat og en af initiativtagerne til legaliseringen af aktiv dødshjælp, afviser den britiske kritik som ”den sædvanlige propaganda fra modstanderne af dødshjælp”.

”Bogen begrunder sin kritik med, at kontrolkommissionen kun har overgivet én sag til domstolene, siden loven blev indført. Betyder det, at hvis man ikke ser røg, er det tegn på en skjult ildebrand? Domstolene kan selv tage sagerne op, hvis de har mistanke om, at der er tale om drab og ikke dødshjælp,” siger Philippe Mahoux.

Marc Desmet et psykiater, jesuit og specialist i palliativ pleje ved Jessa- hospitalet i Hasselt.

”Det er forkert at hævde, som bogen gør, at der foretages dødshjælp, uden at patienterne selv har bedt om det. Men det er rigtigt, at grænserne skrider. Dødshjælp var i praksis for døende med stærke smerter. Så blev det udvidet til patienter med uhelbredelige sygdomme, som endnu ikke var døende, og til psykiatriske patienter, hvor man aldrig med sikkerhed kan vide, om lidelsen er uhelbredelig. Og nu er vi så ved at udvide lidelse til også at være ’træthed ved livet’. Dødshjælpen risikerer at blive selvmordshjælp,” siger Marc Desmet.

Det hospital, han arbejder på, har ingen tilknytning til de hospitaler, som drives af broderordenen Les Frères de la Charité, der som omtalt i gårsdagens avis er kommet på kant med pave Frans, fordi ordensbrødre nægter at droppe tilbuddet om aktiv dødshjælp på sine 15 hospitaler i Belgien.