8,2 millioner følgere på Instagram. Josephine Skriver er den dansker, der har flest følgere på det sociale medie. Skriver er ikke alene supermodel, men også superinfluencer og content creator, som det hedder, når man skaber indhold til et medie.
Det indhold, Josephine Skriver skaber, er hende selv. Af de seneste 100 posts viser 98 fotos af modellen selv. Den 29-årige supermodel er sit eget brand og blikfang.
I ”Kunsten at være Josephine Skriver” har DR fulgt Skriver gennem et år. Josephine Skriver er ud over at være supermodel og superinfluencer også superprofessionel. Hun er i en liga for sig selv, og hun er meget bevidst om, hvad hun siger ja og nej til. En aftale med Ecco løber ud i sandet på grund af Ukrainekrigen, men hun siger ja til at være ambassadør for PlanBørnefonden.
Hun tager med organisationen til Uganda og møder kvinder, der har været udsat for overgreb, en voldsom kontrast til det privilegerede liv som model. Fra Uganda rejser hun direkte til den røde løber på filmfestival i Venedig og agerer levende reklamesøjle for et italiensk designfirma.
Man forstår, at hun ikke føler sig mentalt klar til kindkysseri i blitzlys. I dokumentaren hører man om hendes opvækst i en regnbuefamilie, tabet af en lillebror og ser scener fra hjemmet i Los Angeles, hvor hun bor med sin mand. Man ser igen og igen, hvordan hun lægger make up og gør sig klar – til at posere, til at møde verdens øjne, fans og paparazzier. Man ser hende – så vidt jeg husker – ikke på noget tidspunkt spise. Det forklarer måske, hvorfor hun er så tynd.
Josephine Skriver taler om at konkurrere mod hele verden, ikke at måtte træde forkert. Om at kunne miste det hele på et øjeblik og hele tiden at skulle ”holde sig relevant”. Det er hårdt at være sit eget produkt, at blive bedømt hele tiden og at skulle være perfekt.
Men det virker også, som om hun har fundet en vej i det: ”Det er 100 procent mig, mine følgere ser, men det er måske kun 20 procent af, hvem jeg er som menneske”, siger hun.
Hun har valgt at leve op til forventningen om at være 100 procent til alt. Hun laver ikke opslag om at have det dårligt. Det virker ikke, konstaterer hun. Hun arbejder hårdt, og der er en ensomhed i det.
Der er ingen tvivl om, at Josephine Skriver har overvejet nøje, om hun skulle sige ja til at medvirke i DR- dokumentaren – på samme måde som hun overvejer, om hun skal sige ja til PlanBørnefonden. Hun har sikkert også stillet betingelser for sin medvirken, så dokumentaren medvirker til opbygningen af hendes brand. Man ser hende aldrig træt og udslidt. Der stilles ikke spørgsmål, der sætter kritisk lys på Skriver og den kultur, hun bærer. På den måde kommer DR til at understøtte en kultur som selv den perfekte finder hård og ubønhørlig – en kultur, hvor man enten er vinder eller taber, aldrig både-og som de fleste af os. Mennesker.
Birgitte Stoklund Larsen er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.