Det er i disse dage 300 år siden, der første gang blev spillet teater på dansk i Danmark. Det var i Lille Grønnegade i København, den nuværende Ny Adelgade. Stykket var Molières ”Gnieren” (”Den gerrige”), og senere indtog Holberg scenen med ”Den politiske kandestøber” og meget andet. Tidligere havde man spillet teater på fransk, og der fandtes i begyndelsen af 1700-tallet ikke danske skuespillere, så teatertruppens kerne bestod af teologiske studenter.
Teaterjubilæet fylder en del i sendefladen på DR i denne uge. Søndag kunne man se et afsnit af ”Teaterblod”, hvor blandt andre Ghita Nørby fortalte om, hvad det kræver at være skuespiller: ”Hvis ikke du ofrer dit liv, hver gang du står på en scene, så kan du da ikke jage folk ind og sidde på de her stole,” lyder det fra Ghita Nørby fra et af sæderne i Det Kongelige Teaters Gamle Scene: ”Det må jo koste os, der står deroppe, livet.”
Hun fortæller, hvordan det var at arbejde med den svenske instruktør Ingmar Bergman, da han i 1972 instruerede ”Misantropen”, hvor netop Ghita Nørby fik sit gennembrud som karakterskuespiller i rollen som den tvetydige Célimène. Bergmans opsætning er et lille stykke dansk teaterhistorie, som fortælles veloplagt og vedkommende. Der er klip fra den historiske opsætning, som står stærkt selv så mange år efter. Der er ældre interviews med Bergman samt aktuelle interviews med Ghita Nørby og med Sonja Richter og Nicolas Bro, der for nylig har haft bærende roller i en opsætning af ”Misantropen”.
Skuespillerne lægger krop og sjæl til et arbejde med eksistensens store spørgsmål, og man er ikke i tvivl om passionen både for og på teateret, når man ser ”Teaterblod”. Det er et spil om liv og død.
Noget anderledes er det, hvis man giver sig i kast med en anden markering af 300-året på DR, nemlig de 10 små afsnit, som DR 2 har udgivet med titlen ”Dansk teater i 300 år”. Det er mest af alt kedeligt. Det er historikeren Liv Thomsen, der har tilrettelagt udsendelserne. Hun har tidligere lavet fine, stort anlagte historiske udsendelser, men har ikke helt held med at flytte over i det korte, mere skrabede format.
Det bliver en overflyvning af 300 år, der synes båret mere af pligt end af passion. Hun går kronologisk til værks, fra starten i Lille Grønnegade i 1722 til Mungo Park anno 2022. Der er meget, der skal med, og fremstillingen får karakter af en oplæst leksikonartikel, mens kameraet panorerer hen over ældre manuskripter, malerier og stik og korte klip fra ældre historiske genopførelser. Liv Thomsen har en behagelig oplæserstemme, men også så tempereret, at passionen er svær at få øje på.
Det er svært at se, hvem målgruppen er for de korte indslag. Det kan måske være en form for repetition for kendere, men for andre virker det som namedropping. Uvedkommende – og langt fra det engagement og den passion, som man finder hos Ghita Nørby og Co. i ”Teaterblod”.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent.