Der er en historie i ”Gåden om Odin”, den stort anlagte serie på DR 2, hvor historikeren Cecilie Nielsen går på sporet af gåden om Odin, den enøjede nordiske gud med de to ravne. Men det er i DR’s version en historie med rigtig mange omveje.
Som seer skal man meget igennem, før man når til kernen, nyheden om Odin: Runeforskere på Nationalmuseet har efter flere års arbejde tydet indskriften på en guldmønt fra Vindelevfundet. Runerne er ifølge Nationalmuseet ”de mest spektakulære siden guldhornene” og betyder, at den nordiske mytologi kan dateres tilbage til begyndelsen af 400-tallet. Det er 150 år tidligere end hidtil. Det er en omskrivning af danmarkshistorien, vi er ude i.
Det er også det, Cecilie Nielsen lægger op til, når hun trevler historien op. Hun begynder med Jellingstenen – eller Jellingestenen, som hun kalder den – og bevæger sig tilbage i historien.
Tilrettelæggerne synes tilsyneladende at mene, at fortællingen om, hvordan man finder frem til en gådes løsning, er mere interessant end løsningen selv. Det skæmmer ”Gåden om Odin”.
Essensen fortaber sig i selvforelsket historiefortælling. Vi skal op på historikerens loft, hvor selv spindelvævet synes iscenesat, for at finde en gammel bog, der vakte et barns interesse for vikingetiden; vi kører i bil med Cecilie Nielsen i sådan et omfang, at man begynder at overveje, om det er product placement af en ældre sølvgrå personbil.
Og selvfølgelig skal vi også se flyet, der bringer historikeren til Island for at se nærmere på Edda-digtningen. Historikerens entusiasme er stor; hun bliver overrasket over informationer, som turde være almindeligt kendt viden om fortiden, nøj, hvor er det vildt og spændende.
Det er der bestemt meget i historien, der er – vildt og spændende. Men dramaturgien lider skibbrud, når samme entusiasme tildeles såvel almindeligt kendte forhold som store opdagelser. Oven i det hele kommer en lyst til at gå efter de mest spekulative tolkninger fra historiens puslespil, som for eksempel at det ikke er Kristus, der er afbildet på Jellingstenen, men Odin – eller at Odin i virkeligheden er hunnerkongen Attila.
Retfærdigvis skal siges, at teorier og fakta kommenteres af arkæologer og religionshistorikere. En arkæolog gør for eksempel opmærksom på, at der ikke er hverken arkæologiske fund eller skriftlige kilder, der tyder på, at hunnerne har været i Skandinavien. Men der er påvirkning, ja.
Ligesom Kristus på Jellingstenen selvfølgelig er udhugget i tidens stil, og den spidse hage og de store øjne ikke er et bevis for, at det er Odin – selvom Odin har været Haralds gud. I dag er der vel bred konsensus om, at det var storpolitiske hensyn, der fik Harald til at tilslutte sig kristendommen? Nogen sensation er det altså ikke ligefrem, at der er spor af vølver i en ringborg nogle årtier efter Jellingstenen.
Historien er en guldgrube, historiefortælling et puslespil af fakta og teorier, hensigter og tilfældigheder. ”Gåden om Odin” havde været tjent med en lidt mere kølig tilgang.
Birgitte Stoklund Larsen er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.